April 22

Søndag den 10. April

Frederikssund → Rørvig Sejlet distance 21 sømil

Efter (stort set) at have overstået corona, afventet at de blev færdige med at skyde på det store skydeområde i Kattegat nord for Sjællands Odde og efter at have gået omkring mig selv et par dage helt klar til at tage af sted, lykkedes det søndag eftermiddag den 10. april. Det blæste 12 m/s fra vest med mere i stødene, så det blev med 2 reb i storsejlet og reduceret forsejl ud gennem fjorden og op at kaste anker i bugten ved Skansehage nord for Rørvig. Koldt og vådt var det. Så koldt i kahytten at min olivenolie nægtede et løbe ud af flasken, så det blev tørstegning af aftensmad.

Mandag den 11. April

Rørvig → Djursland Sejlet distance 53 sømil

Man skal lige finde sine rutiner. Jeg havde haft for lidt tøj på i nat, og var vågnet en del gange af den grund. Planen var at gå til Djursland. Vinden sagde NV og startede med 9m/s men aftagende, så det blev bumpet bidvind med 1 reb i storsejl frem til 5NM nordvest for Hesselø. Om det var ikke afsluttet corona, søsyge eller spænding over endelig at være på vej må være usagt, men jeg fik kvalme og var glad for, at vindroret klarede styringen. Efter Hesselø blev vinden så svag og skiftende, at motoren blev tændt. Jeg smed ankret i Gjerrild Bugt. Ikke et særligt beskyttet sted, men vinden skulle være svag hele natten, så jeg mente, det var forsvarligt, samt at jeg ville kunne sove i dønningerne. Jeg må købe noget mere tyndtflydende madolie.

Tirsdag den 12. April

Gjerrild Bugt → Aalborg Sejlet distance 52 sømil

Vågnede kæmpe udhvilet til et spejlblankt hav og solskin. Let is på dækket gjorde det meget glat, men det forsvandt hurtigt. Nød morgenmad og kaffe og begav mig herefter mod Limfjorden. Yderst behagelig sejlads på læns med 4-6m/s ret ind fra agten. Forsejlet blev spilet ud med stage. Jeg tør ikke bruge vindror på ren læns, men bølgerne var små, og der var god balance i sejlene, så jeg kunne slippe roret – og få lavet frokost med mere uden at blive slået ud af kurs. Så hele vejen mange suler, der jævnligt styrtdykkede. Jeg havde ved indsejlingen til Limfjorden lagt kameraet klar, da jeg håbede at møde spækhuggeren, der fouragerer på disse kanter – men så ingen. Ret før Aalborg lå en gruppe motorbåde og cirklede omkring. Jeg havde fuld sejlføring og god fart, da jeg pludselig så chancen for at nå den sidste broåbning på Limfjordsbroen. Pludselig så jeg midt mellem bådene den store rygfinne fra spækhuggeren. Den lå helt stille, og på et tidspunkt gik en mindre motorbåd så tæt på, at de måtte kunne røre den. Hvis ikke den var død, må den have været meget syg. Jeg nåede ikke at tage foto. Til gengæld nåede jeg lige under dagens sidste åbning af Limfjordsbroen og efterfølgende jernbanebroen, lagde til i Skudehavnen i Aalborg og satte for første gang siden afrejse fødderne på land igen. Her er det planen i morgen at proviantere inden Påskedagene.

Onsdag den 13. april

Aalborg → Livø Sejlet distance 32 sømil

Vågnede i Skudehavnen i Aalborg uden en klar plan for dagen. Som altid skulle der ses vejrudsigter. Det kunne være dejligt ikke at skulle gå for motor gennem de smalle sejlrender i Limfjorden. Men ikke mindst ville jeg se på udsigterne for en fin sejldag over Nordsøen til Norge. Allerhelst vil jeg have en hviledag i Thyborøn dagen inden, så jeg kan være helt frisk i op til 20 timer, når jeg tager over. Som det ser ud nu, vil søndag være en god overfartsdag. Det giver mig tre dage til at komme frem til Thyborøn, hvilket er rigelig tid. Desværre byder de næste dage på en del vestenvind, hvilket ikke er ideelt, da det er vanskeligt at krydse i de smalle sejlrender – særligt fra Aalborg til Løgstør. Andre punkter på dagen var madindkøb, det jeg altid skal tage mig mest sammen til, reparation af toiletpumpe som lækker igen, indkøb af 20 liter diesel så alle tanke er helt fulde, og så ikke jeg ender med at skulle slæbe alt for mange liter. Jeg køber ikke diesel i havnene i Danmark, men går til tankstationer for ikke at betale ekstra for marinediesel. I Norge er det omvendt – her køber man farvet diesel lidt billiger i havnene. Sidst men ikke mindst stod der i dagsplanen, at jeg skulle forsøge mig med et brusebad, nu jeg lå i havn.

Klokken 1 var ovenstående klaret, og da vinden gav håb om lidt fin sejlads, lagde jeg fra og fik gået halvt for sejl og halvt for motor frem til Livø, hvor jeg kastede anker ved aftensmadstid. Fin rolig dag på fjorden med selskab af mange sæler. Så vel i alt fire andre lystbåde på turen samt et par erhvervsfartøjer. Det har været mildere i dag, men overskyet hele dagen.

Torsdag den 14. april

Livø → Odby Bugt Sejlet distance 32 sømil

Vågnede til tæt tåge og regnvejr. Måske for første gang på hele turen vågnede jeg og følte mig helt frisk/rask. Om det var coronaen, der nu havde sagt endegyldigt farvel, eller bare mig der var faldet til ro med at være undervejs efter lang tids spænding, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder nød jeg min morgen. Er snart færdig med den første roman – som mine kollegaer havde foræret mig ved afrejse. Et eller andet sted har jeg fortsat følelsen af, at den første del af turen er ren transportsejlads. Underligt hvis turen først rigtig skal begynde, når jeg har passeret Stavanger, men jeg sejler jo i kendt farvand hernede. Jeg lovede mig selv at sætte tempoet ned-  ikke gå for motor for at komme frem, der er ikke længere langt til Thyborøn, og jeg har to døgn. Så lang morgen og stille krydssejlads ned forbi Nykøbing er dagens plan. I morgen går vinden i nordøst, så bliver det super sejlads over Nissum Bredning.

Jeg elsker når nomaderutinerne langsomt indfinder sig. Starter jeg dagen med at ifører mig min varme vandtætte kedeldragt, er jeg gennemblødt, når ankret er hevet op og sejlene sat. Fugten forsvinder ikke, før dragten igen er taget af. Nu begynder jeg så dagen i let sejlertøj og sidder med det på en time. Det der goretex er altså ikke rent hokus pokus. Når bare jeg sidder, får jeg dampet af gennem tøjet og kan så gå ned og skifte til den varme dragt. Hvad min kæreste længe har prøvet at overbevise mig om, har jeg nu også selv erfaret. Uld inderst er bedre på en båd end det syntetiske undertøj, jeg altid har haft glæde af ved kajakroning. Efter flere dage i det samme uldundertøj er der endnu ingen om bord, der har klaget over stanken, når det kommer af om aftenen. Det kan noget særligt det uld.

Dagen blev meget rolig sejlads i let til jævn vind først ret i mod, så der blev krydset over Livø Bredning, så heldigvis et lille vindskift der gjorde, at jeg kunne blive på styrbord halse hele vejen gennem Sallingsund. Dog med bare knap 3 kn i snit. Sejlede i 8½ time og tilbagelagde 32Nm. Endte med at kaste anker i Odby Bugt lige inden Oddesundbroen, der først åbner igen i morgen. Dejligt at der ingen bølger har været, så kan båden trimmes og holde kursen uden brug af vindror, og jeg kan sidde og lave alt andet eller ingenting. Nok mest det sidste – herligt. Fik under sejladsen læst ”Hvor flodkrebsene synger” færdig. Aftensmadlavning til høj musik af Ulf Lundell – Så er 50-årig teenager på tur.

Fredag den 15. april

Odby Bugt→ Thyborøn Sejlet distance 17 sømil

Vågnede efter god søvn til en meget grå dag. Tog mig god tid med morgenmaden, og havde lidt vanskeligt ved at tage mig sammen til at gå ud at lette anker. Blev pludselig bange for den manglende motivation, men blev enig med mig selv om, at jeg i dag skulle sejle under 20Nm og derfor havde rigeligt tid, samt at vinden ville stå perfekt til sejlads i min retning hele dagen. Altså putte mig en ekstra time under dæk med varme på og så lette anker. De to tidligere gange, jeg har sejlet over Nissum Bredning i retning Thyborøn, har det været i vestenvind. Jeg syntes begge gange, at jeg krydsede i en evighed. I dag blæste det 8m/s fra nord og kun små bølger, så jeg kunne i en lige linje holde 7Kn, hvilket er hurtigt for min båd. Da jeg sejlede ind i den lange rende inden Thyborøn, må der have været medstrøm, da hastigheden steg yderligere. Det var hundekoldt, men tøjet gør det fint. En anden gang, jeg skal ud og sejle i kulde, skal jeg investere i noget bedre til fødderne. Lige nu bruger jeg billige kortskaftede gummistøvler. De er ikke store nok til to par sokker, så blive det for stramt og varmer ikke. Selv med et enkelt par gode uldsokker har jeg mange gange på turen frosset om fødderne. Til hænderne har min søn foræret mig et par let forede stramme gummihandsker, af den slags erhvervsfiskerne bruger. Jeg kan både håndtere sjækler og tovværk med handskerne på. I frostvejr er de helt sikkert ikke varme nok, men her i april har de været perfekte.

Jeg var fremme i Thyborøn før 12. Tjekkede igen vejrudsigt og tænker fortsat, søndag er en god dag at krydse til Norge. Under fortøjning ofrede jeg et par briller til havnebunden her i Thyborøn. Man er blevet gammel og er nu helt afhængig af briller. De små tal på plotteren, som nogen gange ikke er helt uvæsentlige, lader sig simpelt hen ikke se uden briller, resten af verden er særdeles utydelig med briller. Derfor sidder de ofte i panden, og der skal ganske lidt til at slå dem af. De stoppede kort på lønningen, jeg håbede et splitsekund, hvorefter de fortsatte i havnen. I går tog kasketten samme vej. Jeg er jo nok ikke den første, der skal finde sig i briller, og mit problem må være til at overse, selvom det da godt til tider kan vække lidt temperament. Jeg kan så glæde mig over, at jeg ikke er afhængig af den slags, der koster i 1000-kronssedler, og at jeg har et mindre lager om bord. Nu bliver det halvanden dag i Thyborøn med båden fortøjet. Jeg vil være lidt huslig og feje dørken, måske gå i bad – tøjvask kan vente til Norge, og ellers supplere min proviant og gå tur langs Vesterhavet.

Lørdag den 16. april

Thyborøn

Stod langsomt op og så for første gang barometret stå på 1040, hvor det i øvrigt blev hele dagen. Skyndte mig at kigge vejrudsigt, der havde pillet et par sekundmeter af vinden i morgen. De næste mange dage vil alle være forholdsvis stille, så jeg tror, jeg holder fast i at ville tage over i morgen. Det kan desværre være, at det kommer til at koste noget diesel. Med den aktuelle vejrudsigt, vil jeg godt kunne sejle, men det vil måske tage over 24 timer, og så længe har jeg ikke lyst til at eksperimenterer med at holde mig vågen. Jeg skal ikke være alt for kræsen. Vinden må ikke stå i nordvest, så skal jeg krydse og vejen bliver for lang. Jeg vil helst heller ikke sejle bidevind hele vejen, da det er den mest ubehagelige sejlads i min båd. Ej heller ønsker jeg over 10m/s, med mindre det er rumskøds. Ren læns er heller ikke at foretrække, da det kræver meget styring for ikke at bomme ufrivilligt. Så 4m/s fra syd kan jeg ikke helt tillade mig at brokke mig over, hvis den holder.

Efter at have været i den anden ende af Thyborøn for at provianterer og samtidig være så heldig at snolde et par tykke uldsokker i fiskernes indkøbsforening,  tog jeg løbetøjet på og løb i strandkanten ned til den berygtede høfde 42. Jeg husker den i hvert tilfælde fra min barndoms TV-Aviser. Det var første gang, jeg løb på turen – efter Dannerløbet og efter corona, og det var godt at mærke, at alt virkede fornuftigt. Jeg har læst om 14-årige piger, der har sejlet jorden rundt, gamle mænd der har gjort det samme, i både der ikke er smartere end min. Jeg er fuld af beundring. De må være fantastiske sejlere – eller bare rigtig smarte. Selv synes jeg regelmæssigt, at en fornuftig fysik hjælper mig igennem rigtig mange problemer, og overvejer jævnligt hvordan andre håndterer de samme situationer. Tilbageturen løb jeg gennem et vådområde, der ligger øst for Vesterhavsklitterne og vest for Limfjorden. Det er et utroligt flot landskab fyldt med fugle. Jeg tror det kaldes Thyborøn Lagune. Her er der lavet nogle fine turstier, og for første gang i flere dage stak solen frem, og det blev helt forårsagtigt.

Søndag den 17. april

Thyborøn → Farsund Sejlet distance 98 sømil

Havde sat vækkeuret til 4.45. Må konstatere, at jeg ikke er mere erfaren sejler, end at jeg havde sovet lidt uroligt med tanker på dagens overfart. Jeg har ellers taget præcis den tur to gange alene før, men lidt spændt var jeg fortsat. I det spæde gry og med lanternerne tændt tøffede jeg 5.30 ud af havnen. Allerede i kanalen blev jeg som sidste gang mødt af tre delfiner, der fulgte båden. Det er utroligt, hvad de kan gøre ved stemningen. Bedre start fås ikke. Kort efter steg solen op over Agger Tange, mens fuldmånen fortsat stod i vest. Så er man glad for at være på tur. Meget let vind og under tre knob for sejl. Altså motor med forhåbning om bedre vind op ad dagen. Når jeg går for motor, ryger båden hurtigt ud af kurs, når ikke jeg står ved rattet. Jeg kan sagtens nå under dæk og hente noget, men bagefter skal båden konsekvent rettes op. Jeg var derfor glad, da vinden kl 9 kunne fylde sejlene, og jeg fortsat kunne holde 5kn, som var det, der var planen, for at turen ikke skulle blive for lang. Jeg fik trimmet sejlene til en agten for tværs og indstillet vindroret, og til min glæde kunne det selv i denne lette vind holde kursen. Taknemmelige tanker blev sendt til Hans Peter fra Mors, som er manden, der har lavet og solgt mig vindroret. Det blev til et par timers læsning under dæk, inden vinden igen kl 13 havde sendt farten ned på 3kn. Altså motor og håndstyring igen. Det blev en flot skyfri dag, men vinden kom aldrig tilbage. Så meget motorsejlads kan budgettet ikke holde til i længden. 7 tons sejlbåd skal ikke fragtes til Nordkap for motorkraft, men jeg kunne ligesom ikke blive liggende derude og drive omkring, så inden jeg var fremme, havde jeg brændt 30liter diesel af. Jeg hyggede mig med at prøve at få gode billeder at havfuglene.

Mange gange på hele turen kom små fugle og landede på mig eller båden og tog der en pause. En enkelt overraskede mig ved at ligge i min seng, da jeg senere i Farsund gik til køjs, så nu bliver det en realitet med tøj og sengetøjsvask.

Omkring 21.30 blev det mørkt. Lidt efter 22 steg den flotteste blodrøde måne op i sydøst. Det var dagen efter fuldmåne, og når jeg kiggede bagud, lyste den fint skær og klipper op. Fremad måtte jeg forlade mig på plotteren og mit kendskab til kysten omkring Farsund. Her er fyldt med små skær og øer, så lidt spændende var det. Og jeg var forberedt på trods træthed at bevare fuldt fokus og koncentration, inden jeg lidt efter midnat kunne lægge til på Gåseholmen i Farsund.

Mandag den 18. april

Farsund

Tidligt op og tidligt i seng, der er sundt for …….

Nu er det ikke sådan, at fordi jeg kom sent i seng og var meget træt, så sover jeg længere. Nej, den slags mekanismer tager længere tid at lave om. Så efter en meget kold nat, vågnede jeg kl 6. Noget mørbanket efter gårsdagen, og med begrænset lyst til at stå op i kulden. Inden morgenmaden var færdig, var det dog blevet det flotteste forår med sol fra en skyfri himmel udenfor. Jeg fik indsamlet alt sengetøj og tøj og fik fyldt en maskine på havnen. Tog også selv et brusebad, og fik en overraskelse da jeg så mig i spejlet. Selvom jeg i går sejlede med både solbriller og kasket, var hudfarven i ansigtet ikke helt sund – noget i retning af kogt krabbe. Det plejer ellers ikke at ske for mig. Tilbage i båden fik jeg også lige håndvasket og ophængt alt mit uldtøj, og inden frokost fandtes der ikke noget beskidt viskestykke, sengetøj eller klædningsstykke om bord. Dynen blev hængt over bommen i solen og ligeledes luftet. Det efter bare 8 dage undervejs. Det bliver nok en standard, der blive vanskelig at holde.

Gummibåden blev fundet frem og pumpet, motoren påsat, og således var rigtig meget klaret allerede inden frokost, samtidig med at det gode forårsvejr holdt sig. Efter frokost tog jeg gummibåden over til mors hytte på Skjoldnes og kunne der glædes over, at alt stod fint, og det var dejligt at være i Farsund igen. I sol og læ kunne man sidde i T-shirt. Farsund blev skridtet af om eftermiddagen. Det var jo påskemandag, så alt var lukket, og her var meget få folk i bybilledet, hvor gaderne som i så mange danske byer også her er blevet tømt for butikker og liv, efter et stort center er blevet opført ned mod Lyngdalsfjorden. Ellers synes jeg generelt, at selv små byer i Norge er mere byer end byer med tilsvarende befolkningstal i Danmark. I Farsund bor der færre end i Jægerspris, hvor jeg bor, men byen har rådhus, en slags centrum, biograf, fleres større arbejdspladser og de fleste slags butikker. Min teori er, at i Norge er der meget langt til næste by, mens man i Jægerspris blot skal køre over broen for være i Frederikssund og på under en time er i Kbh. Som skrevet har de også i Farsund fyldt en masse sten i fjorden og bygget en stor betonkasse med tilsvarende kæmpe parkeringsplads, hvor alt byens handelsliv nu er flyttet hen. Men skønt at være her alligevel. Skærgården er fantastisk, og byens træhuse er flottere end de mange gulstenshuse med eternit, der fylder så godt i mange danske småbyer. På gæstebryggen ligger ud over mig kun en anden båd. Det er en lokal, der ser ud til at have bosat sig i båden og lagt sig ved gæstepladsen. Han bød mig velkommen med en bemærkning om, at så længe jeg ikke var svensk – men dansk, skulle jeg være velkommen her i paradis på jord. I båden fik jeg læst bind to i trilogien om Tue af Korsgaard. Tankevækkende hvordan han er i stand til at indpode en god snert kærlig medforståelse for nogen – og hovedpersonen i særdeleshed – temmelig sølle og også usympatiske karakterer. Ikke så meget storhed som i ”Hvor flodkrebsene synger”, hvor pigen, der vokser op i sumpen uden skolegang, ender med universitetsstilling og den rigtige mand, men meget jordnært og helt sikkert en nødvendig beskrivelse af en del af Danmark – (nok mest Jylland). I Farsund er der ligesom konstant gadebelysning – også langt ude på småvejene – dækkende by-wifi, som bare fungerer. På den front har nordmændene altid være fremme i skoene. Jeg sad derfor i båden og så forskellige klip med Korsgaard, hvor han inviterer andre forfattere på Tarteletter. Han var en morsom fyr. Han fremstå på ingen måde rå og hærdet, som hans bøger ellers kunne antyde, men drenget og febrilsk, måske lidt flyvsk men med en stor lidenskab, for det han foretager sig, og det sidste er altid dejligt at erfare.

Tirsdag den 19. april

Farsund

Først punkt på dagen var en løbetur til Einarsnesset. Jeg har fået en dejlig vane med at medbringe løbesko på mine sejlture. Rutinen har her været at løbe uden først at kigge på kort eller fastlægge rute og uden ur til tidstagning. Jeg har i mange år roet kajak flere gange om ugen, og som oftest med program og fokus på både hastighed og tid. Jeg sætter stor pris på dette, og fællestræningen i klubben i Nødebo. Men der er også noget frisættende ved bare at have tid og ikke fokusere så meget på præstationen. På tur kan jeg derfor vælge den vej, der ser mest spændende ud, uden at vide hvor den ender og højst blive nød til at løbe tilbage samme strækning. God tid, ingen plan og et par løbesko, så har man fine forudsætninger for at erfare et område, man er på besøg i. Her i Farsund kender jeg nu området, men det var lunt forårsvejr og dejligt på Einarsnesset.

Tilbage på havnen faldt jeg i snak med John fra nabobåden. Han boede ombord og havde gjort det hele vinteren uden varme om bord. Hans plan var at blive boende, hvor båden lå nu, og så sejle til New Zealand om 2 år. Han kunne fortælle skipperhistorier om en sejltur til Shetland i 27-fods sejlbåd, om flere tidligere både han havde haft, heraf en solgt til Danmark og om sit tidligere arbejde for et dykkerfirma i Nordsøen.

Eftermiddagen blev brugt i hyggeligt selskab hos Thor Magne, hvor jeg havde inviteret mig selv på kaffe. Det var dejligt at være lidt social igen i godt selskab. Thor Magne har jeg mødtes med regelmæssigt, når vi har været i Farsund. Langt ude er vi i familie. Han kender om nogen skærgården omkring byen, og den første og eneste gang i mit liv – for nu over 30 år siden – jeg har stået på vandski, var med Thor Magne som instruktør i hans forældres båd. Det var også Thor Magne, der som den første gav min søn oplevelsen af at være ombord på en planende speedbåd. Noget der er en stor oplevelse for en lille dreng, hvis motorbådserfaring ellers begrænsede sig til mine forældres robåd med 4hk totakter på hækken. Han har noget med motorbåde – Thor Magne – og har også nu – som altid i øvrigt – gang i flere projekter med istandsættelse køb og salg.

Onsdag den 20. April

Farsund

Vejrudsigten siger de næste mange dage ok vind, men alle dage er der nogen underlige vindspring ud for Egersund. Der er 100Nm til Stavanger, og det tager jeg ikke i et stræk, hvis jeg skal krydse halvdelen af vejen. Mine overvejelser har også gået på, om jeg skal tage inden om Stavanger og hilse på folk, hvilket er vældig tiltrækkende. Men jeg er sikker på, at vi gør dette på tilbageturen, når Karina er med. Jeg har lige nu en meget fleksibel plan, om at nå Trondhjem midt i maj. Så jeg er nået frem til, at Stavanger bliver forbisejlet på vej nordover. Det bliver nok stop på Kvitsøy eller Utsira. Første stop deropad bliver en ankerplads ud for Egersund. Afgang i morgen efter morgenmad.

Første punkt på dagsordenen var at få fyldt alle tanke med diesel. Da jeg tjekkede den til fyret, var det tydeligt, at der var vakuum i tanken, den var suget lettere deform. Der skulle være en ventil i låget til luftindtag, men da jeg pustede i den, skulle der godt nok trykkes til. Hele mit varmeanlæg er et billigt Kinaanlæg, der i øvrigt har kørt upåklageligt nu på 4. år. Lige nu bruger jeg det et par timer hver morgen og ligeledes aften – og bruger ca. en liter diesel om dagen. Jeg turde ikke umiddelbart perforere ventilen yderligere. Diesel må helst ikke kunne løbe ud, når båden krænger. Jeg håber, mit pusteri gav passage, men jeg må være opmærksom fremover, så ikke pumpen bliver overbelastet. Med gummibåd af sted til tanken og tanker 30 liter, og alle depoter var fulde.

Efter tankning gik det i gummibåd til mors Hytte. Der er en nabohytte derovre. Den har i mange år ligget ubenyttet og forfaldet. Den blev handlet sidste år, og nu gik der to og snedkererede. Med kun to hytter i området måtte jeg lige ned at vise flag. Det var to lokale håndværkere, der var hyret af de nye ejere. Jeg kom ind og så, hvad de var i gang med. De var som jeg vældig nysgerrige, og jeg holdt ikke igen med mit lokalkendskab. Inden længe nåede vi frem til familien Thisland og byens gamle havnefoged, som var en del af mine bedsteforældres nære vennekreds, da jeg var barn, og som jeg vel i grunden også langt ude må være i familie med.

Fra Hytten tog jeg rygsækken på og begav mig til Skjoldnesveten, der er den nærmeste fjeldtop, vi i familien dårligt kan undlade at besøge, når vi er her. Jeg satte stor pris på det lune forårsvejr, der gør alting så meget enklere netop nu. I læ kunne man sidde i bar mave. Fra Veten gik det ned til Lumsesanden, over Kirkestien til Loshavn og tilbage til Skjoldnes.

Tilbage i båden kunne jeg for første gang sætte bordet op i cockpittet og sidde udenfor i T-shirt og spise frokost. Jeg fik skrevet til siden her, så jeg kunne udnytte byens netforbindelse til at uploade, inden det i morgen går videre.

Herefter blev der købt ind, og da vejret var fint, satte jeg mig i gummibåden og tog ud til Prestøy for at fiske. Der gik ikke 5 minutter, så havde jeg en torsk, der selv om jeg fileterede den gav mig mere end rigeligt til et aftensmåltid. Da jeg som det sidste inden sengetid ville fylde bådens store vandtank, undrede det mig, hvor meget den tog – så meget vand plejer jeg ikke at bruge alene. Det kun lige indtil jeg så tændte lænsepumpen, hvor jeg kunne hælde 100liter ud. Bådens tank har to store inspektionsluger. Vældig smart når den skal rengøres, men vanskelige at få til at holde helt tæt. Når jeg har sejlet og krænget, er vandet løbet ud af tanken og ned i bunden. Lugerne blev spændt efter og så til køjs.

Torsdag den 21. April

Farsund → Rausvågen (Eigerøya) Sejlet distance 44 sømil

I Farsund har det i mange år været gratis at ligge som gæstesejler. Derudover kommer byens vægter i sommersæsonen og leverer gratis rundstykker og dagens avis til gæstesejlere. Da jeg anløb sidste sommer, var der kommet skilte op om betaling. Betalingen skal foretages via Vipps – Norges ”mobile pay”. Det er vanskeligt uden norsk telefon og bankkort. For ikke at blive mødt af vægteren med rundstykker uden at have betalt, skyndte jeg mig ved ankomst samvittighedsfuldt ud for at finde hende. Hun var udmærket klar over, at udlændinge ikke kunne betale. Hun syntes dog ikke, jeg burde gøre andet end at vente og se, om nogen ville opkræve mig havneafgift. Det skete ikke. Jeg var i år noget mindre opsøgende, og forlod således også denne gang Farsund efter et særdeles billigt ophold.

Windy havde lovet fin sejlvind fra morgenstunden frem til kl 14, hvorefter vinden skulle aftage og springe omkring, så jeg tog af sted kl 7. Med tanke på de mange motortimer på sidste etape, blev sejlene sat, så snart jeg var fri af bryggen. I den smalle skærgård humpede jeg ud for sejl med vindspring og bådhastighed på mellem 2 og 6kn. Ikke særligt rationelt – men vældig godt i mit hoved. Efter sidste skær kaldet Revøya var vinden heldigvis perfekt, og jeg strøg ud mod Lista og rundede fyret med 7kn.

En hurtig beregning pegede på ankerplads allerede til eftermiddagskaffe. Kl 10 døde vinden, og jeg lå og drev med 2kn. Jeg var standhaftig og tålmodig – ingen motor. Kl 10.45 kom vinden, men nu fra modsat retning. Let til jævn fra VNV med mange spring. Det blev bidevind og kryds med 4kn. Men ingen bølger og flot sejlads. Vindroret blev sat til. Det er ikke som at trykke på en knap at få det justeret, men jeg er blevet rimelig erfaren til det. Det vigtigste er, at båden er i balance, inden vindroret sættes ind. Selv i den lette vind i dag, klarede det fint styringen. Ofte reagere det på vindspring, inden jeg selv ville have gjort det, og får ændret kurs inden båden går i stå. Kun ved for lidt vind kan udsvingene blive noget store. Jeg er kæmpe taknemmelig for vindroret. Det er dejligt at styre, men giver meget ekstra energi, at man kan tage pauser fra styringen. Kl 15. stod der 0kn på loggen Jeg ventede 20 min, så blev motoren tændt. Så meget for den tålmodighed og standhaftighed. Kl 15.40 kom vinden – nu fra en ny vinkel. Motoren blev slukket, og jeg strøg med 6kn på halvvind frem til ankerpladsen, hvor jeg ankom kl 17.20. Alt i alt en super sejldag. Ikke mange sømil på tiden, men under en times motor – ingen bølger og flot vejr.

I Danmark er jeg meget tilfreds med DMI’s kort og radar, hvor jeg vælger vind og kigger et par dage frem. Den er virkelig pålidelig. På YR kan jeg ikke finde et tilsvarende vindkort, så jeg bruger Windy med ECMWF9 beregningen. Her er jeg ikke lige så tilfreds. I dag kom turbulensen i vinden 4 timer før annonceret – læst samme morgen. Windy har dog et fantastisk layout, hvor det er nemt at se vinden på en specifik lokalitet på et specifikt tidspunkt. Hvis nogen kan anbefale en god vindforudsigelse for Norge, så meld endelig.

Fredag den 22. April 

Rausvågen → Utsira (Sørvikvågen) Sejlet distance 77 sømil

Vejrudsigten lovede fin sejlvind fra øst frem til kl 9. Herefter skulle vinden rode rundt et par timer og så skifte til 7m/s fra nord. Planen var derfor at komme tidligt af sted. Sejle direkte mod målet til kl 9. Starte motoren og gå to timer for motor. Herefter kryds for sejl frem til mål. Kvitsøy var mit mål nr. et. Hertil var på lige kurs omkring 50Nm. Skulle jeg blive træt før, kunne jeg gå ind til Rott eller alternativt Tananger, hvor jeg har ligge før. Det er en fin lille lystbådehavn ret ved en stor industrihavn og et kedeligt sted. Skulle jeg være fuld af energi trods modvind, var der mange alternativer længere fremme.

Kl 7 stod jeg af sted for sejl. Fladt vand og 6-7 kn kl 8.50 forsvandt vinden, motoren blev tændt men allerede 9.20 luftede det op fra NØ. Motor slukket bidevind og vindror. Ingen bølger og 6kn. Perfekt. Kl 11 aftog vinden lidt og gik mere i nord, hvorfor farten faldt og kursen afveg fra det ideelle i vestlig retning.

At sejle på kryds er noget man lige skal arbejde med. Der er noget psykologisk tilfredsstillende ved at bevæge sig direkte mod en sat destination. På kryds sejler man jo en omvej. Jeg husker tydeligt fra min barndoms sejlads på Arresø, hvordan man håbede at kunne holde Næsset eller Hovgårds Pynt på en hård bidevind, og hvor ærgerligt det var, når vinden fulgte kysten, og man måtte foretage et ekstra kryds.

Jeg følger på YouTube et par der hedder SailingUma. De tager også norskekysten i en sejlbåd ikke ulig min og har kun el-motor og sejl. De kan derfor ikke gå flere timer for motor. Når de nogle gange viser deres plotter, er det vanvittigt, hvor dårlig højde de kan holde med deres finnekølede båd på kryds, og de får virkelig en lang vej. Alligevel smiler de altid.

Når man har valgt at rejse med sejlbåd – man har valgt et sejle i Norge, hvor vinden ikke er kendt for at blæse stabilt fra samme hjørne, – så skal jeg lige minde mig selv om, hvor tåbeligt det er at være utilfreds med udsigten til mange timers zig-zag sejlads på en flot dag som den i dag. Her er ingen bølger, sejladsen er behagelig, vi holder OK fart, og solen skinner. Sidst jeg sejlede her, syntes jeg, at strækningen mellem Egersund og Stavanger var kedelig. I dag sejlede jeg længere ude, og det var tidligere på sæsonen. Overalt kunne jeg inde i landet se sneklædte fjeldtoppe. Fantastisk udsigt.

Under dæk fik jeg afsluttet 3. bind om Thue. Jeg var ved at få en overdosis. Jeg kunne jo have valgt ikke at læse alle tre på bare en uge. I 3. var hovedpersonen flyttet til Kbh og var blevet ældre, men ellers havde hans karakter ikke ændret sig synderligt, og det krævede lidt en kamp at læse sig genne hans fortsatte pinligheder. Set som samlet værk, synes jeg bestemt bøgerne var læseværdige. En rammende godt tegnet beskrivelse af en del af vores samtid. Stor tak til Niels for læseoplevelsen. Det var en tidlig fødselsdagsgave fra ham.

Omkring kl 17 skulle jeg afgøre, hvor dagens slutdestination skulle være. Valget endte med at stå mellem Kvitsøy, Skudeneshavn eller Utsira. Navnet afgjorde det. Utsira havde indtil nu bare været et navn i utallige vejrudsigter, nu var det en ø i den virkelige verden, som lå lige for at sejle hen til. Selv om vinden var ret i mod, var vandet fladt, og jeg havde god fart og behagelig sejlads. Knap var valget truffet, blæste det et par sekundmeter op og bølgerne rejste sig uforholdsmæssigt mere. Jeg mistede en knob og fik vanskeligere ved at holde højde. Samtidig fik jeg den glimrende idé at lave rigtig aftensmad. Med god krængning var det en oplevelse at snitte grønsager på et spækbræt, hvor det hele rutsjede, og vandet ikke løb ud af vasken, men kom op nedefra. Snit grønsager på styrbord halse, så stopper maden mod køkkenskabet. Brug vasken på bagbord, så løber vandet den rigtige vej. Spisning blev med en hånd på tallerkenen og en til gaffel. Man kunne også have smurt et par skiver. Kl 9.15 sank solen i smukt i havet. Jeg havde fortsat 5Nm til havnen i lige linje. Jeg tændte motoren og tog den lige linje ind, det sidste stykke snævert mellem skær og fik fortøjet, mens jeg fortsat kunne se. Sammenlagt en super dag, men godt træt var man.

Lørdag den 23.april

Utsira → Leirvik Sejlet distance 36 sømil

Tog en rolig morgen. Vejrudsigten siger svag vind hele formiddagen, men måske kommer der noget sejlbart ved 12-tiden, så her kunne jeg lægge fra. Hyggede mig først i kahytten, fik bl.a. læst sønnens rejsebeskrivelse fra hans og kærestens biltur i Sydeuropa. Han har taget et sabbatår og først arbejdet i hjemmeplejen og herefter købt en gammel Renault Traffic, taget sæderne ud og indrettet den med dobbeltseng, bord og køkken. Jeg husker stadigvæk, at jeg syntes, at han, med det budget og den tid han havde, var godt tosset at bruge penge på en bil. Han kunne køre tog på 1.klasse og gøre det billigere. Når jeg nu læser deres rejsebeskrivelse på https://letourdepaula.blogspot.com/ , er det pludselig tydeligt, at selvfølgelig var det en god ide. Dejligt at læse hvordan de får udlevet deres planer og drømme, og hvordan de får oplevet. Så må samfundet vente på, at de bliver gode forbrugere og skatteborger i DK, eller hvor de nu ender.  Det er ligeledes for mig let at leve mig ind i glæden ved at køre rundt i noget, man selv har bygget om og fået til at virke. Sjovt så roligt sønnen tog det med ombygningen. To dage før han kørte, gik han stadigvæk roligt og rodede, byggede kringlede skabe, satte pynt op og fik nye ideer. Tre uger før jeg sejlede, viste jeg ikke, hvordan jeg kunne forberede båden mere. Enten ville det være ud over budgettet – eller også havde jeg gjort det.

Jeg var oppe på havnen for at tjekke toiletter og evt betaling. Toiletterne var låst og betaling via Vipps. Så det var med uforrettet sag. Jeg var også eneste gæst i havnen.

Jeg brugte formiddagen på en fodtur til Nordvikvågen og herefter op til fyret og tilbage til Sørvikvågen. Her var en mand i gang med at klargøre landstrøm på gæstemolen. Han undskyldte, at den ikke var klar. Jeg forklarede, at jeg ikke brugte landstrøm, og han mente så absolut ikke, jeg skulle betale for pladsen, hvis ikke jeg brugte strøm.

Jeg gik ud i næsten vindstille og ville nyde solskinnet og de flotte omgivelser med at lade mig drive på havet. Ret efter afgang fløj to havørne lavt over båden og videre ind over Utsira. Lidt umotiveret begyndte jeg at fiske et tilfældigt sted på over 100m dybde uden held. Efter halvanden time tændte jeg motoren og gik for 1800rpm i den rigtige retning.

Klokken halv tre kom vinden pludselig. Det gav perfekt sejlads op gennem Bømlafjorden. Ingen bølger, høj sol og en fantastisk udsigt mod sneklædte tinder mod nordøst. Jeg gik pludselig 6kn i snit, og det holdt sig helt frem til Leirvik.

Vinden var, som oftest i fjorde, ikke helt konstant. Den sprang lidt og af- og tiltog i styrke. Jeg prøvede flere gange med vindroret, men gav op. Der var jo også andre trafikanter på fjorden. I Leirvik gik jeg i havn for at overnatte og herfra lægge en ny plan for i morgen. I havnen fik jeg lige pludselig mangedoblet mine hidtidige havnepengeudgifter, men så fulgte der også bad, vaskemaskine og internet med i prisen. Altså står jeg nu igen ren og med renvasket tøj.

Søndag den 24. april

Leirvik → Lysevågen Sejlet distance 33 sømil

Vejrudsigten sagde ingen eller let vind frem til kl 12, hvorefter der skulle komme jævn vind fra NV. Planen var motor op gennem det smalle Langenuen, og så se om der kunne sejles herfra. Jeg tog det roligt til morgen. På dørken i cockpittet fandt jeg en pinbolt. Jeg søgte som en tosset uden held for et finde ud af, hvor den måtte høre til. Det var heldigvis kun en 4mm, men en funktion må den jo have haft. Jeg har fortsat vakuum i fyrtanken. Jeg har været doven og bare lettet på lågen med jævne mellemrum. Hellere et tæt låg, end et jeg får ødelagt – det er jo plastik. Jeg lod denne gang ventilen ligge med lidt sulfo, og overhældte den efterfølgende med kogende vand. Jeg syntes, der kom lidt bedre sug.

Da jeg var ved at lægge fra, kom en svensker over for at høre til min båd og mine planer. Han sejlede selv med konen, og de havde ikke boet andre steder end i deres båd de sidste to år. Egentlig ville de også være gået til Nordkap nu, men efter to vintre i Skandinavien, ville de næste vinter ligge i Sydfrankrig. Derfor var planen nu at gå til Lofoten og her vende for at tage ned til Middelhavet og overvintre. Deres båd hed Move On. Jeg så den godt på AIS’en i går. De sejlede over 8 kn ned gennem Bømlafjorden. Han fortalte, det havde blæst 15m/s. Det havde jeg ikke troet, det må være det flade vand, der havde snydt mig. Jeg gik en del af vejen med 7kn. Min båd har været oppe at ramme over 10 i et pust eller ned ad en bølge, men jeg har aldrig holdt over 7 i længere tid. Alt over 5kn i snit, ser jeg som en gave.

Kl 8.30 blæste den fineste vind fra syd. Solen skinnede fra en skyfri himmel, sneklædte toppe stod flot i baggrunden, og på fladt vand skød jeg 4-5kn i rigtig retning. Det er da klart, at man skal være undervejs langs norskekysten i sejlbåd. Jeg kunne mærke afslapningen helt ned i tæerne. Kl 9 sluttede vinden. Som forventet gik Langenuen for motor, men sikke en formiddag. Jeg havde allerede besluttet at bide turen til Bergen over i to, for at få tid til at nyde skærgården et sted undervejs. To gange mere fik jeg nogle fine vindpust, og satte sejl og gik fint. Begge gange i under tre kvarter. Der er et mylder af færger her mellem de mange øer. Fjordline buldrer igennem med 20kn. På den ene kunne jeg på VHF høre, at kaptajnen var dansk.

Kl 2 var jeg næsten fremme ved min ankerbugt og besluttede at fiske. I første hug fik jeg en mindre sej. Men det blev det så også ved. Helt OK, når nu jeg er alene om at spise den. Den var lidt klein at fillettere. Hvis jeg delte den i to, kunne den være på stegepanden. Så i stedet for dahl til aftensmad blev det dahl med stegt sej.

Jeg lagde mig ind i Lysevågen, hvor jeg skulle igennem en særdeles smal passage, men så også lå super beskyttet. Dertil var her også en ankerbøje, så jeg slap for besværet med at smide og hæve anker. Når først jeg var i læ, blev det helt varmt. Jeg besluttede derfor at puste SUP-boardet op og tage årets første tur. Lysøen (der stod ikke ”øya” på bryggen) var tidligere beboet af en tilsyneladende kendt nordmand, der hed Ole Bull. Ham havde jeg aldrig hørt om. Der var folk, der gik tur på øen. Pludselig råbte nogen ud til mig. De ville bare rose båden, og høre hvad det var for en. Det samme skete en time senere, da var det bare et par i motorbåd, der cirklede omkring mig.

Da jeg kom tilbage fra SUP-turen, ville jeg egentlig ordne de billeder, jeg har taget indtil nu. Tænkte så, at det da ikke gik i så flot vejr, hvorefter jeg mindede mig selv om, at jeg stort set er ude hele tiden. Altså ordne billeder. Jeg har ikke gjort noget særligt ud af fotografering. Blot lejlighedsvis taget en masse ens motiver. Størstedelen skulle altså slettes. Måske får jeg senere på turen sat lidt tid og koncentration af til egentlig fotografering, det plejer at kaste bedre billeder af sig.

Inden sengetid fik jeg snakket lidt i telefon med sønnen i Frankrig samt sat dej til morgenbrød, da jeg var løbet tør.

Mandag den 25. april

Lysvågen → Bergen Sejlet distance 19 sømil

Stod op til blikstille vand og solskin efter en kold nat.

En af de dejlige ting ved at rejse alene er, at der er god tid til at tænke tanker til ende og reflektere. Spildprocenten er sikkert usigeligt stor, men jeg trives ganske godt med dette. Da jeg som 19-årig sammen med min kammerat Niels rejste til Indien og et par år senere til Tibet, skrev vi begge hver dag dagbog. Den var aldrig ment til nogen andre, men var en rigtig god måde at reflektere over oplevelser på. Kontakten hjemtil foregik ved, at vi hver især en gang om måneden ringede hjem, ofte fra en lille telefonbod, hvor sælgeren sad med et stopur, for at kunne afregne opkaldet. Breve sendte jeg ugentligt, og de var hjemme tre uger senere.

I dag bliver man sikkert efterlyst med helikopter, hvis ikke der er livstegn i tre uger. Men skriveriet her på siden er i høj grad til mig selv. Den løbende kontakt med dem derhjemme, sætter jeg skam også stor pris på. Når jeg så har valgt at lægge det hele ud offentligt på nettet, må det vel være ud fra en eller anden betragtning om, at hvis andre synes mit lille projekt er spændende, så er jeg ikke mindre forfængelig, end at det så stiver mig lidt af. Tænk at det skulle ske.

Hvorfor tage til Nordkap? Jeg tror, at hvis jeg skulle nå frem, er det ikke sikkert, jeg vil tage bussen fra Honningsvåg og op til turistcentret på spidsen. Jeg har været der på en motorcykeltur for mange år siden. Jeg gik også dengang til Knivsjellodden, der er et par meter nordligere, og som, grundet et par folk jeg mødte på den 20 km gåtur derud og tilbage, var mindst samme oplevelse. Flere gange på vejen frøs jeg også dengang – særligt i teltet om natten, men jeg husker det som en fantastisk tur. Denne gang er rejsen i sig selv målet. For at kunne organisere den, har jeg haft brug for et eller andet slags mål – altså Nordkap. Jeg ved også med mig selv, at jeg har evnen til at vende før. Jeg har nogen gange i andre projekter været i tvivl, men har flere gange til min lettelse opdaget, at jeg kan vende. Turen har indtil nu fuldt ud indfriet forventningerne. De gange sejlene har været sat, vindroret sat til, og båden er gledet over åbent hav eller gennem de flotte fjorde, har jeg inderligt nydt det. Det samme har gjort sig gældende, når jeg efter en længere dag er kommet frem, fået smidt ankeret og rigget båden ned til pause og så bare har kunnet sidde og slappe af.

Nogen mennesker, måske særligt klogere og ældre end jeg, synes at besidde evnen til at gøre nøjagtigt det samme, uden at skulle stable sådan et projekt på benene med båd og fjerne mål. Mine bedsteforældre tilbragte i rigtig mange år flere måneder hver sommer i Hytten på Skjoldnes ved Farsund. De havde mange rutiner. Sprang i fjorden købte ind og spillede Ludo. De virkede vældig tilfredse, – og tog da gerne på en tur af og til, men det virkede som om, det mest var for at gøre os andre selskab, når vi var der. Er det genetisk, at for nogen skinner stjernerne bare altid klarere længere oppe ad kysten?

Efter morgenskriblerierne slap jeg fortøjningsbøjen og gik langsomt ud over fjorden. Sådan en oplevelse med stille fjord, solskin og Norge kan jeg kun unde alle. Et par marsvin viste sig. De første på denne tur. Jeg plejer ellers altid at se dem hjemme i Kattegat. Men når nu Danmark indtil nu har budt på spækhugger og delfin, var det vel bare på sin plads at Norge præsenterede to små marsvin.

Efter en halv time sejlede jeg ind i den tætteste tåge. Jeg gætter på max 200m sigt. Helt stille og tæt tåge, med en del trafik omkring mig. Der er jeg rigtig glad for AIS. På et tidspunkt sejlede en 25m båd med 25Kn forbi mig med 200 meters afstand, og jeg kunne ingenting se. Han kom fra bagbord og veg bag om mig, men først to minutter før vores kurser krydsede. Tågen lettede ikke, men 10Nm fra Bergen sejlede jeg ud af den. Det var en skarp væg, der bare blev stående. Frem mod Bergen skinnede solen. Vinden kom og gik. Sejlene op og ned, men jeg var godt fremme lidt efter middag, og gik på lidt tilfældig sightseeing i byen.

En spadseretur op til Fløyen, der et udsigtspunkt over byen, kunne også lige nås inden aftensmaden – samt bunkring af 30 liter diesel, der har været forbruget siden Farsund til motor og varme.

Tirsdag den 26. april

Bergen → Uttoskavågen Sejlet distance 27 sømil

Vejrudsigten sagde vind fra NNV- altså fra der, hvor jeg gerne ville hen. I dag var der dog lovet vind nok.

Efter et hurtigt besøg i Kiwi for at købe ind til et par dage var det planen at tage en formiddagsløbetur. Efter at have kigget på kort valgte jeg at løbe op forbi Fløyen og udforske området deroppe, da det var smukt, og derudover så jeg mange, der løb den strækning, da jeg var oppe i går. Vel ankommet til Fløyen, tog jeg her en kort pause og nød udsigten igen og valgte herfra at løbe til Rundemanen, som var en top lidt højere oppe. Jeg er vældig let at begejstre i fjeldet. Her kom man op over bevoksningen, og op hvor det ene udsigtspunkt bare kaldte på det næste. Her lå flere snedriver, og i løbetøj var her koldt i vinden – men sikke en udsigt hele vejen rundt. Et par læpladser fandt jeg også, så jeg kunne opholde mig heroppe lidt tid. Nedturen var ikke så lidt lettere. Jeg fandt efter Fløyen en ny rute ned. Virkelig et flot naturområde der begynder næsten helt inde i centrum af byen.

Efter at have været i brusebad besluttede jeg at forlade Bergen. Havnepladsen her er den dyreste, jeg har besøgt, og faciliteterne er elendige. Toilet er man henvist til byens offentlige. Bruseren tog det lang tid at finde. Man skulle op på 1. sal til en billardbar, hoppe over en snorespærring og ind ad en dør for enden af en korridor. Her var der to brusekabiner til mænd. Men Bergen er smuk, og jeg tænker, den bliver besøgt på vejen sydover igen.

Jeg krydsede ud af Byfjorden. Vinden sprang og af- og tiltog hele tiden. Jeg var forberedt og havde besluttet, at det var OK. Så flot sejlads på en solskinsdag i flotte omgivelser. Hvor er man heldig. Kan løbe tur i fjeldet uden sluttidspunkt og bagefter sætte sig ud i sin båd og sejle, til man får lyst til at kaste anker.

Fremme hvor fjorden deler sig, og der er flere store broer, syntes jeg pludselig, at rattet peb ganske meget, når jeg drejede på det. Da jeg hev lidt i det, kunne jeg hive hele ratakslen ud af den valse, der trækker i rorwirene – og således stå med rattet i hånden. Det kunne nok være, at den lyksalige stemning pludselig tog et styrtdyk. Indtil nu har alt bare virket perfekt. Selv om jeg flere gange har sagt mig selv, at problemer vil opstå, var dette ikke særlig rart. Jeg var på vej ud mod det åbne, og det blæste op. Jeg besluttede at lægge til i Lille Bergen, der var nærmeste anløbsplads. Jeg har altid haft en anelse slør i rattet. Jeg har inspiceret det og ved, at det ene af de to delrinlejer er lidt slidt. Men slidet har ikke ændret sig i de fire år, jeg har haft båden. For to år siden skiftede jeg tre delrinlejer på selve rorstammen, men vurderede at på rattet var belastningen ikke så stor. Da jeg i Lille Bergen fik skilt det ad. Kunne jeg se, at en bolt, der fiksere akslen, havde løsnet sig, den kunne jeg fæstne. Sløret slap jeg ikke af med, og jeg kommer til at kigge på den igen. Men for nu må det være sådan.

Gennem et smalt stykke hvor vinden i den lange fjord var i mod, uanset hvordan fjorden bugtede sig, gik jeg for motor. Ude i Mangersfjorden kunne jeg på bidevind akkurat holde kurs mod mit mål, og sejlene kom op igen, men vinden tiltog til 10-12 m/s med krappe bølger. Dækket blev vasket, inden jeg sneg mig ind på den mest kringlede ankerplads i Uttoskavågen på øen Toska. Igen var jeg heldig, at her var en ankerbøje.

Onsdag den 27. april

Uttoskavågen → Utvær Sejlet distance 45 sømil

Vejudsigten sagde 10m/s kl 15 aftagende til 8 fra NNV. Der hvor jeg vil hen. Jeg tjekkede efter vejret Move On fra Sverige og Roxy fra Tyskland. Begge både er som jeg på vej nordover. De vil begge nå Lofoten. Roxy er en nogen og 40-fods X-yacht, og den kan jeg ikke følge med. Men jeg så hans track fra i går ud gennem Byfjorden. Til min glæde kunne jeg se, at han ikke havde holdt bedre højde eller rettere linjer ud gennem fjorden end jeg, så helt galt er mit trim eller mine evner ikke. Fjordsejlads med fjeldsider er bare noget særligt.

Jeg begyndte udenfor med at skille mit rat igen. Det var godt at få sovet på. Jeg fik samlet det med lidt mindre slør end i går, og problemet gik fra at være noget, jeg akut skulle handle på, til noget jeg skal holde under observation. Ny ting på ”to do listen” er syning af forsejl. Et af forstærkningslagene ved skødebarmen er begyndt at gå op i syningen. Det bliver ikke bedre af sig selv men kan vente på vindstille og sol.

Planen var Utvær. Hvis det var for hårdt, kunne jeg gå ind på Fedje. Hvis bølgerne var for spændende i ”Coastel Danger area nr 15”, ville jeg gå syd om området og ind i Fensfjorden. Jeg satte to reb i storsejlet og fuld forsejl.

På min båd laver storsejlet ikke så meget på bidevind, ofte bare rortryk. Til gengæld er jeg på bidevind aldrig blevet helt gode venner med et oprullet forsejl. Jeg mister simpelthen for meget højde. Jeg overvejer at lave et par ekstra skødeskinner på indersiden af vanterne længere fremme. Sejladsen blev hele vejen bidevind og gode bølger. 9 timer og 45Nm – på en anden dag ville det have været 30 Nm og 6 timer. Solen skinnede, og ude på det åbne var vinden stabil og vindroret styrede.

Fremme på Utvær klarede jeg akkurat at vende båden foran gæstebroen. Her var meget smalt, og jeg var ikke sikker på dybden længere inde, hvor det blev en smule bredere. Øen tager en time at skridte af. Jeg mødte ingen eller så tegn på liv, og hvordan det så end hænger sammen, fik det mig til at slappe endnu bedre af. Måske skyldes de mine besøg på hjemlige Hesselø, hvor der findes mange beretninger om en opsynsmand, der efter sigende kører rundt med et haglgevær i sin traktor – og meget bestemt fortæller gæster, at øen er privat, og at man kun har lov at gå i strandkanten.  Jeg har haft dejlige ophold på Hesselø, men altid efter først at have tjekket for andre både – eller fly på den lille landingsplads.

Utvær slår sig op som Norges vestligste ø, det har de nu flere gradbøjninger af. Nu bor her ingen, jeg er nok den eneste på øen i dag, men her ligger en samling huse meget smukt, som nok bliver brugt som sommerhuse. Udsigten er overalt på øen fantastisk, og jeg havde sol og klar sigt.

Torsdag den 28. april

Utvær → Florø Sejlet distance 43 sømil

Morgenen var grå og kold. Jeg var glad, at jeg i går fik gået øen rundt og nydt den i flot solskin.

Vejrudsigten sagde let vind fra NV. Altså mindre vind end i går men ikke fra en særlig fordelagtig retning. De rigtigt frie fugle sejler bare den vej, vinden blæser, eller også tager de det roligt og venter, til vinden er rigtig. Havde jeg gjort det sidste, havde jeg kunnet sidde i Hundested i dag og nydt en øl på bryghuset. Havde jeg gjort det første, var jeg, med de nordlige vinde jeg har haft, nu i middelhavet. Ingen af de alternativer syntes tillokkende, så af sted ud i modvinden med mig og båden på tur til Nordkap.

Ankret på båden har jeg sikret med to sikringer, for at det ikke skal løsne sig under sejlads. Dels med en karabinhage, og dels med en bøjle jeg selv har fremstillet, der låses med en sjækel. Da jeg tjekkede båden inden afgang, var den sidste ikke monteret. Da jeg skulle ankre for natten til onsdag, havde jeg gjort ankret klar kort inden endelig ankomst. Det er ikke altid båden i blæsevejr bliver liggende mange øjeblikke i vindøjet fra jeg slipper roret, til ankret er på vej ned. Altså havde jeg gjort klar, og så var jeg jo så heldig, at der var en ankerbøje, og jeg glemte så det løse anker. Hele onsdagen havde jeg så i frisk til hård vind sejlet med ankret sådan. Heldigvis var intet sket, men jeg fik mig lige en reminder om lidt bedre grundighed.

Sejlturen i dag bød på de første regndråber, jeg har fået siden Nissum Bredning. Inde over fastlandsnorge, var det meget tæt – og har regnet mere end hos mig ude på det åbne. Der var ingen grund til at søge ind i regnen, og den lette vind var nok også bedst herude. Til min glæde var vinden flere grader vestligere end forudsagt, og jeg kunne holde min kurs på bidevind – dog i gammel sø. Nu var kursen jo også blevet et par grader østligere. Jeg var i dag glad, hver gang båden overskred 4kn i den lette vind og havde ved dagsetapens slutning præsteret et snit på 3,9kn. Det var en kold, grå og rolig tur. For første gang i Norge fandt jeg vanter og kedeldragt frem. Hele dagen på nær de sidste 7Nm kunne jeg halvvejs i skyer se det meget markante fjeld ”Den Norske Hesten”. I Florø blev det både til bad og barbering, så nu er man igen helt soigneret.

Fredag den 29. april 

Florø → Stattvågen Sejlet distance 47 sømil

Florø kan jeg dårligt tillade mig at udtale mig om. Jeg kom i går aftes og gik gennem hovedgaden ned og handlede i Rema1000. Nu drager jeg videre. Fra søsiden er det industri byen præsenterer sig med. Men omgivelserne er overalt smukke med en labyrint af fjorde og sneklædte fjelde mod øst.

Vejrudsigten sagde let vind fra nord. Jeg overvejede at søge ud på åbent hav for at kunne krydse i den lette vind. Men valgte at indstille mig på motorsejlads i fjordene, med forhåbning om at ville kunne sætte sejl oppe hvor Frøysjøen bøjer mod nordøst.

Jeg kan mærke, at jeg er gået i et modus, hvor jeg gerne vil have nogle sømil bag mig. Uanset hvad kommer jeg til at sejle forbi flotte pladser. Jeg undlod at tage inden om Stavanger, hvor det havde været hyggeligt at hilse på Knut og Eva på Engøy eller andre af godtfolkene i byen. Jeg var også sejlet forbi Buhlandet, som lokkede med Norges svar på Venedig. Men jeg har en forhåbning om at nå Nordkap. Jeg har 6 måneder, og jeg ved, at jeg trives væsentligt bedre med at bruge 2 måneder på at nå derop – og så have 4 måneder til tilbageturen, med de muligheder det giver, end hvis jeg er 4 måneder om at komme derop og så skal skynde mig hjem.

I Florø var det blevet koldt. Efter kort tid havde jeg både hue og vanter på. Vejret skiftede mellem flot sol og let regn. Da jeg kom op, hvor fjorden bøjede mod øst, lagde vinden sig helt. Selv vindmøllerne på fjeldene der ellers altid drejer, selv når jeg ligge stille, stod som frosne.

Men hvor var her smukt. Uanset hvor jeg kiggede hen, var landskabet bjergtagende. Særligt nede ved Hornelsfjorden hvor jeg samtidig mødte HV Svalbard, der var ude at markere norsk suverænitet.

Da jeg krydsede Nordfjorden over mod Måløy, kunne jeg kort sætte sejlene, men de røg ned igen i Ulvesundet. Fra morgenstunden havde min plan været at finde en ankerplads ved udsejlingen af Ulvesundet, for at være frisk og tjekke vejrudsigt en ekstra gang inden jeg rundede Statt.

Jeg følte mig dog frisk og vinden var max jævn. På Barenstwatch.no havde de markeret to område ved Statt, hvor der i eftermiddag skulle være krydsende bølger, men jeg tænkte, at de med de sidste dages vejr ikke kunne være bekymrende store, så jeg fortsatte ud i Sildegabet mod Statt.

Den norske kyst har 24 ”Coastal Danger Areas”. Jeg havde allerede passeret adskillige, men ingen har så dystert et ry som nr 13 rundt Statt. Jeg havde derfor en hvis respekt for stedet og havde besluttet, at jeg ville gøre, hvad jeg kunne for at tjekke vejr og bølgevarsler inden passage. Passagen gik fint. Fjeldmassivet er dystert, råt og kæmpestort, som det rager ud i havet uden omgivende øer. Her var store rolige dønninger, og på en længere passage var det tydeligt, at de blev reflekteret fra fjeldsiderne og kom tilbage og gav noget rodet vand. Jeg havde besluttet mig for at gå ind at overnatte i Stattvågen, som er ret efter fareområdet er passeret. Da jeg her styrede ind mod klipperne, kan det ellers være, der kom faldvind ned fra massivet. På en ellers rolig dag ligger jeg nu for anker i en mod havet beskyttet bugt, men med korte mellemrum kommer de vildeste vindstød fra forskellige retninger, og båden bliver snurret rundt og lagt på skrå. Jeg har flere gang læst om dette fænomen, men nu skal jeg love for, at jeg også har erfaret det. Jeg må satse på, at 20kg Rockna-anker holder her i sandbunden.

Lørdag den 30. april

Stattvågen → Ålesund Sejlet distance 37 sømil

I går aftes da jeg træt kom ind med båden, fik jeg kastet ankret på 6 m vand i et hjørne af bugten, der havde lige min favorit ankerdybde – så er der ikke så meget kæde, der skal trækkes op næste morgen. Da jeg så sad i båden og nærlæste søkortet, mens båden svajede omkring til den store guldmedalje, begyndte jeg at frygte, at jeg kunne svaje for tæt på en vanddybde på 1½m, hvis båden skulle tage turen hele vejen rundt. Det endte med, at jeg af frygt for ikke at kunne sove ordentligt, besluttede at båden skulle flyttes. Altså, på med tøjet ud i regn og blæst og halvmørke. Måske var det i det vejr mere bekvemt, jeg ved det ikke, men jeg satte mig ikke ned og stemte fødderne i mod på lønningen, som jeg ellers altid gør, men trak bare stående ankret op over siden på båden, det skulle jo bare midlertidigt op. Båden blev fint flyttet til 15m og fri svajeplads. Her til morgen kan jeg så mærke mit smarte stunt i ryggen. Den har jeg vældig brug for, så det var dumt. Hvor var det hele forudsigeligt. Smarte genveje bliver til omveje. Mon der er håb for, at jeg med alderen får opsamlet lidt erfaring og bliver klogere?

Efter morgenmaden var jeg ude at reparere den styrbord motorlanterne. Den havde løsnet sig fra lønningsbrættet. Skruehullet var vist blevet træt, og et nyt hul til ledning blev boret, og lanternen flyttet en cm. Herefter fyldte jeg bådens tank fra mine dunke. Gårsdagens fjordcruise havde kostet 16l diesel. Jeg havde egentlig fortsat nok i tanken, til at jeg ville kunne gå for motor en dag, men jeg foretrække at have den fuld.

Så blev der kigget vejrudsigt. Windy forudsagde til formiddag 7-8m/s fra sydvest aftagende om eftermiddagen, hvis jeg blev ude på det åbne, inde i fjordene viste den svag vekslende – endelig en sydlig vind, så ville det blive luksussejlads til Ålesund. Barentswatch forudsagde ingen problemer med bølger i Coastal danger nr 12, men at jeg ville få noget krydsende sø nord for Statt.

Altså ud at hæve ankret og fange den længe ventede søndenvind inden den aftog. 50m kæde med 20kg anker er god træning, skulle jeg hilse at sige – af den tunge intensive slags. Så måske får jeg alligevel vedligeholdt armene lidt, nu hvor jeg ikke ror.

Når jeg så tilbage på Statt, var det stort gråt og dystert, og det var let at forestille sig det som kulisse for de onde i en middelalderfilm.

Ude af Stattvågen blev jeg mødt af store dovne dønninger fra lidt forskellige retninger, men bare en halv sømil fra land, var der nul vind. Jeg tænkte, at jeg måtte søge fri af Statt og lagde en kurs mod nordvest mod et skær med fyr, der hed Svinøy. Der kom ingen vind men fortsat store dønninger, der fik alt til at skramle. Jeg begyndte at få grimme tanker om folkene på Windy, der nu har skuffet flere gange. Nåede frem til at Windy nok bare er et computerprogram, der automatisk opsamler data og omregner dem til flotte illustrative farver og pile på kort. Der sad nok ingen levende væsener nogen steder og undersøgte de faktiske forhold på den norske kyst. Kl 9 nåede jeg Svinøy og fandt den arbejdskanal på VHF’en, hvor Norges Metrologiske institut via Norges Kystradio Sør får læst dagens vejrvarsel. Det er jo nordmænd – de kender deres land og deres vand. De begynder altid i Skagerak, tager Oslo Fjord, bevæger sig ned over Lindesnes og herfra nordover. Jeg lyttede spændt, og ventede på “Statt til Frøya”. Her fortalte de minsandten, at det netop nu blæste 10m/s fra SV. Hvad bildte de sig ind. Jeg blev skide sur. Her sad jeg, netop i det område de omtale, og her var altså vindstille – med store dønninger. Mine tanker begyndte at rotere om, hvad der er virkelighed. Det som en autoritet læser i radioen, eller det som en dansk lystsejler oplever ude på havet. Gad vide, hvad der kommer til at stå i historiebøgerne om vejret ud for Statt fredag den 30. april kl 9? Jeg overvejede at kalde op på radioen og tage en alvorssnak med ham fra Kystradioen om emnet, men var ikke helt tosset nok til at gøre det.

Kl 10 kom der lidt vind fra sydøst, helt fint. Jeg holdt 4kn. Kl 10.15 havde bommet med spektakel skiftet side 14 gange. Dønningerne var enerverende, alt raslede. Køkkenudstyret skiftede plads i køkkenskabet, selv om jeg bragte båden i bevægelse med motoren. 10m/s er noget billigt skidt i Norge. Det kunne ikke fylde mine sejl. Dønninger – det kan de til gengæld, de var store og utrættelige. Der kom til stadighed bankelyde nye steder fra. Nogen kunne jeg lokalisere og stoppe – andre ikke. Hver gang jeg slap roret, blev båden slået ud af kurs. Når sejlet var oppe, gjorde det ondt, når det smældede, da dønningerne gav så meget bagvind på nedsiden, at sejlet ikke kunne trække. Jeg blev mindre og mindre rationel i mine tanker. Jeg tænkte grimt om meteorologer, om vejret og om min placering på verdenskortet. Lige meget hvordan jeg vente og drejede det, var der ingen, der havde bedt mig om at være, hvor jeg var – 5 sømil NV for Statt. Der var ikke en gang nogen, der havde tilskyndet mig. Der var èn i verden, der kunne skydes på, og han sørgede for at gøre stemning dårlig for sig selv. Det dummeste man kan gøre, er at hidse sig op over ting, man ikke kan påvirke. Jeg sad og var i gang med at blive rigtig dum på den konto. Havde jeg ikke taget det med højt humør, at vinden de sidste uger havde været nordlig. Havde jeg ikke været overbærende og nydt det flotte fjordcruise i går, selv om jeg var nød til at gå for motor. Havde jeg ikke søgt lang væk fra kysten netop nu, fordi der var lovet sydlig vind. Jeg kunne godt høre, at jeg var patetisk men kunne ikke komme ud af tankerækken. Jeg kunne ikke have forberedt mig bedre, jeg kunne ikke handle på det nu, og jeg kunne slet ingen ting bestemme her alene på havet 10km fra kysten. Værst af alt, jeg ville være nød til at bruge de samme vejrudsigter i min fremtidige planlægning – jeg blev helt dårlig ved tanken. Hver gang der kom noget, der mindede om et vindpust kiggede jeg på windexen i mastetoppen, der i næste dønning tog en 360^o tur. Fanen på vindroret gjorde det samme – det peb samtidig irriterende. Jeg overvejede at stoppe motoren, stryge sejlene og lægge mig ned i båden med vat i ørerne og afvente.

På et tidspunkt så jeg en søpapegøje på vandet. Den første på turen. Det gav tankerne et skub i en anden retning – i min branche kalder vi det afledning. Egentlig var det ikke så koldt i dag, jeg brugte hverken hue eller vanter, udsigten mod øst var overalt billedskøn og tittede solen ikke også lidt frem. Jeg nærmede mig fyret på Kvalneset.  Pludselig var her mange søpapegøjer. De minder lidt om humlebier, når de flyver. For små vinger og stor krop. Når de lander på vandet, ser det ud som om de stopper med at flyve og falder det sidste stykke. Når de skal lette, kommer de dårligt fri af vandet og svømmer med vingerne over overfladen. Når jeg nærmede mig dem, dykkede de, og bådens bevægelser taget i betragtning fik jeg ingen brugbare fotos. Suler var her mange af. De er elegante med deres lange slanke vinger med sorte ender. Vingerne bliver foldet sammen et splitsekund, inden de rammer vandoverfladen fra deres styrtdyk. Her var Alke, jeg så to store brune mågefugle med nogle klart afgrænsede hvide felter på vingerne – jeg skød det til at være en slags Kjove, og minsandten om ikke jeg pludselig havde to havørne kredsende lige over båden.

Resten af turen var til at overkomme. Da jeg kom ind til Godøa forsvandt dønningerne, og pludselig gled båden fint stille og roligt i den rigtige retning med 4-5kn, i den vind der trods alt var. Alle indre organer kunne pludselig slappe helt af igen, og turen var fin. Altid godt at slutte en etape godt, så er humøret på plads, inden jeg går i land. I Ålesund var der mange store motorbåde på gæstepladserne. Jeg er nok den mindste båd og eneste med mast, men jeg fik akkurat klemt mig ind et sted, de andre ikke kunne være. Da jeg havde brygget mig en kande kaffe, stillede et kor sig op ret foran min båd og begyndte at synge. De hed ”A Choir” og sang vældig flot. Dejligt så hurtigt formiddagens tosserier kunne trænges i baggrunden og forunderligt, hvad der kan rumstere rundt i et hoved.