Juli 22

Gå til bunden af juli

Fredag den 1. juli

Hersøysundet → Sommarøya  sejlet distance 8 sømil

Den fine sommer er kommet igen. Det er i omegnen af 25 grader, og jeg har ikke brug for mere varme for at være fuldt tilfreds. Vinden var let og vekslende. Det var således en af de dage, hvor man mærker lettelsen helt ud i kroppen, de gange hvor vinden ramte rigtigt i sejlene, og båden pludselig strøg derudaf med hele 3 knob. Jeg skulle ikke så langt. Målet var Sommerøya – der i dag levede fuld op til sit navn. Her er et utal af små strande ikke med sand men med knuste muslingeskaller, der er hvidere end sand, og overalt var der bade- og sommerstemning, som ikke kunne have været bedre. Kun når man sprang i havet, hvad mange gjorde, kunne man mærke, at man ikke var hjemme – men dejligt var det alligevel.

Jeg fik håndvasket alt mit tøj, jeg fik købt ind efter fire dage i ensomhed for anker, og jeg fik tanket 20 liter diesel. Således godt tilfreds med at have klaret en masse af det nødvendige blev SUP-boardet igen blæst op. Igen var badebukser tilstrækkelig påklædning, og det blev til en flot tur rundt om hele Sommarøy.

Til eftermiddag blev det en vandretur ud på Hillesøy og op på både Nord og Sørkollen. Særlig fra den sidste var der meget flot udsigt til Senja, samt en lang række små bugte med strand og badegæster på sydsiden af Hillesøy

Lørdag den 2. juli

Sommarøy

I dag har været rigtig varm – så varm, så jeg i eftermiddags lagde mig ned i skyggen i båden og holdt sydlandsk siesta. Til formiddag brugte jeg lidt tid på at lime gummibåden. Den er købt brugt – det var min forrige også. Det tror jeg ikke den næste skal. Jeg synes, jeg bruger meget tid på limninger der går op, huller der skal lappes og bunddug der er småperforeret. Jeg har ellers forsøgt mig med kendte mærker som Zodiac og Bombard. Der har nok været en grund til, at de tidligere ejere har solgt dem.

Jeg var på en mindre tur over til Kvaløya, hvor jeg var ude på Klubben, hvorfra der går færge til Senja. På tilbageturen tog jeg den over Ørnflua og fik således fin udsigt over Sommarøy – nu set østfra. Oppefra kunne jeg overalt se hvide strande, og der var fuld af folk på mange af dem.

Efter siestaen blev det til en SUP-tur ud til ydersiden af Hillesøy. Det var vindstille og masser af aktivitet med badende, småbåde, kajakker og SUP-boards rundt mellem de mange holme.

Søndag den 3. juli

Sommarøy → Husøy   sejlet distance 22 sømil

Det blev en morgen, hvor jeg til kaffekogningen var glad for at komfuret var kardansk ophængt. YR havde lovet at fra 6 til 8 skulle der komme 20m/s, og denne gang ramte de plet. Vinden kom ret ind fra siden, og flydebroen, der allerede i stille vejr havde kraftig slagside, og som ud mod båden bare havde en 10 cm bred metalrigel, gnavede pludselig ubehageligt i skibssiden. Jeg skyndte mig ud og kunne se, at to af mine fendere grundet skibets krængning ind over broen var forsvundet under metalriglen. Ikke noget alt for kønt syn. Jeg har fortøjet på ved mange spændende broer på denne tur. Noget lignende havde nok kunnet passere andre steder, og i sidste ende er det noget der kan ordnes med sandpapir og maling, når jeg igen er hjemme.

På hækken havde vindrorets fane låst sig selv. Det gør den ret tit. I de kraftige vindspring gav det en voldsom belastning på de to tandhjul, der forbinder fanen med roret, og flere tænder havde taget skade. Jeg satte nye tandhjul på for tre år siden og må kontakte Hans Peter, med henblik på at bestille nogen nye og høre til hans erfaring med fanen, der låser sig på egen hånd.

Vinden var sat til at aftage kl 8. Bag mig havde jeg en motorbåd, og foran lå det kraftige reb, der fortøjede flydebroen og spærrede min vej, så der var – selv med mandskab om bord – ingen chance for at kunne forlade broen, før vinden var aftaget betragteligt. Havde jeg været snedig og stolet på YR, havde jeg lagt mig ud for anker en halv sømil fra broen, hvor der på 6m er fin sandbund. Det er let efterfølgende at være klog. Jeg var heldig båden ikke var krænget 10cm mere, så var den blevet skubbet ind under den skæve flydebro, det havde været værre.

Kl 11 vurderede jeg, at jeg kunne komme fri med båden og lagde fra i solidt regnvejr iført uld på hele kroppen. I går var badebukser nok – sommer i Nordnorge. De første sømil var sure. Fri af land var der som så ofte før mindre vind og gammel sø fra i morges. Det var bidevind og kryds. Bølger der var større, end vinden berettigede, gjorde farten lav, og vinklerne dårlige, men jeg havde ikke travlt.

Ved indsejlingen til Øyfjorden rundede jeg 2000 sømil på loggen, og solen brød igennem. Det gav den flotteste indsejling med udsigt til bl.a. Keipen, Grytetippen, Breidtind og Segla. Fremme ved Husøy havde jeg sejlet 22 sømil på 6 timer – her er ikke tale om ræs. I havnen var der ifølge lodsen en gæsteplads. Der lå allerede en sejlbåd. Jeg lagde mig ind mellem fiskerne, og spurgte den første jeg mødte om lov, det mente han sagtens gik an. Øen har jeg flere gange set, men kun fra flere af de førnævnte toppe. Jeg har aldrig været ude på den. På min byvandring kom jeg til øens café, hvor der var plads til måske 100 gæster. Her til aften var jeg den eneste. Manden der passede caféen, fortalte at han oprindelig kom fra udkanten af Oslo. Nu var han flyttet herop og arbejdede som fisker. Han var skipper på en 70 fods kutter og havde i vinter haft 28 havdage, hvorpå han havde tjent 2,2 mill og ikke behøvede arbejede mere i år. Han fortalte også, at de mange 30fods fiskebåde der her er så mange af, normalt betjenes af en mand, der ligeledes på 30 havdage om vinteren henter over en million hjem, og derfor ikke behøver arbejde om sommeren. Han forsikrede mig samtidig om, at alle øens kuttere var hjemme nu, så jeg kunne ligge trygt på min plads uden at skulle være forberedt på at blive vækket i nat, af fiskere der skulle have pladsen. Dejligt. Ligeledes godt som en plads vinder på stemningsbarometret , bare man får snakket lidt hyggeligt med nogen der bor her.

Tilbage i havnen var der kommet yderligere 4 gæstebåde. Det er helt nyt på turen med andre gæstesejlere. Måske sæsonen nu er begyndt, eller også er der bare flere sejlbåde, nu jeg er længere syd.

Mandag den 4. juli

Husøy → Skrolsvik  sejlet distance 49 sømil

Efter et mindre indkøb hos Joker på Husøy blev fortøjningerne sluppet. Planen var at gå vest om Senja, for at få set denne flotte del af øen fra søsiden. Vejret har hele dagen været meget vekslende. Det er lidt hyggeligt at sejle her, hvor jeg føler mig en lille smule stedkendt. Alle toppene nævnte jeg jo i går. Allerede i Mefjorden kunne jeg se ind til Senjahoppen.

så gik det forbi Oksehornene inden jeg i passerede Ersfjord og Steinfjord og pludselig kunne se ind til Kråkeslottet. Her så jeg for første gang den Senjafødte. verdensstjerne, sanger og komponist Pål Moddi. Kråkeslottet ligge på pæle ud i havet, der hvor Senja ender, og polarhavet begynder. Pål Moddi hørte jeg igen for ikke så længe siden sammen med Niels på Rust i Kbh, så ingen tvivl om verdensstatusen. Nu vil tilfældighederne at Påls mor er sygehjælper og i dag tager sig af svigermor på alderdomshjemmet på Finnsnes. Så kommer det ikke tættere på, at jeg vel nærmest er i familie med en superstar. Skulle der være enkelte danskere, der ikke kende Pål Moddi, har han lavet en meget flot fortolkning af Izhar Ashdots ”A matter of habbit”. Så hvis du trænger til nyt musikals indspark, så lyt til den. Er du mere til hebraisk, er originalen også rigtig god, og så tilmed sunget af en der har gjort tjeneste i den israelske hær.

Selv om jeg troede jeg havde styr på Senjas fjorde, overraskede vestsiden med et par jeg ikke umiddelbart kendte. Så kunne jeg hygge mig med, at jeg kunne se over til Andøya, og genkende det flade stykke, der får øen til på afstand at se todelt ud. Ligeledes dukkede Grøtøy op, som jeg jo sejlede helt tæt forbi tilbage i maj – jo, jeg føler mig lidt på hjemmebane her. Først ved ni-tiden om aftenen kunne jeg fortøje båden i Skrolsvik på Senjas sydvestligste hjørne.

Tirsdag den 5. juli

Skrolsvik → Finnsnes   sejlet distance 36 sømil

Konen, der nu var kommet til Senja, havde meddelt, at nu var det tid, at jeg indfandt mig på Finnsnes, så trods en vejrudsigt med ringe vind, var det bare at begive sig på vej. Temperaturen var trykkende varm, med en del dis horisonten rundt.

Som så ofte før forsøgte jeg at sætte sejl, hver gang jeg kunne mærke et pust, men i dag var der minimalt at arbejde med. Fremme i Finnsnes havde jeg været undervejs i 9 timer. De tre af dem gik jeg for sejl og fik her tilbagelagt 8 sømil – resten var motorsejllads. Det meste af dagen havde jeg flot udsigt til Andørja – Norges fjeldrigeste ø, hvor vi tilbage i maj var på en mindre toptur med Elinor og Ingemunn, og hvor vi planlægger at gå ind igen, når vi sejler videre fra Finnsnes.

Det blev en noget døsig dag på havet. Fremme i Finnsnes havde Janne og Karina arrangeret en gratis låneplads i Olderhamnen, hvilket jo var helt perfekt, når nu planen de næste dage, er at bo i land og gå i fjeld på Senja. Båden blev lukket ned til at kunne stå alene. Madvare ryddet ud og vasketøj pakket i sæk med forhåbning om at kunne låne en maskine i land. Derefter begav jeg mig til Solli for at blive indkvarteret hos Siren, hvor vi vil bo de næste dage.

6. til 10. juli

Senja

Senja

Efter at have fortøjet båden på Finnsnes blev en sæk pakket, båden forladt og jeg begav mig til Solli på Senja, hvor Karina allerede var indkvarteret hos Siren. Det blev derfor for en stund liv i land med deraf følgende rigtig seng, køkken og spisebord. Vejret i dagene på Senja har været til den kedelige side. Allerede første dag, havde vi planlagt toptur til Husfjell sammen med Thorbjørn og Sebastian.

Husfjell har jeg besøgt tidligere, og særligt fra toppen er udsigten spektakulær og min angst for højder og bratte fjeldsider udfordret. På dette års tur gik vi i gråvejr og på toppen i en meget tæt sky med få meters sigtbarhed, iskold vind og særdeles fugtig luft. De stejle sider kunne ikke ses, og suget i maven og geléen i knæene udeblev, når jeg kiggede til siden, hvor udsynet stoppede få meter nede. De følgende dage tog vi derfor kun på mindre ture og fik besøgt Gammelveten og Rubbestadfjellet. Fredag aften flyttede vi ud til Sirens hytte i Baltsfjord. På en lørdag med en tvivlsom vejrudsigt tog vi chancen og begav os på vej mod Astritind.

Efter et par timers opstigning lå toppen fortsat dækket af skyer, og vi satte os et stykke under og spiste madpakker, i håb om et skyerne ville lette. Uden at der var frit udsyn til toppen, fortsatte vi alligevel og kom til en længere passage, hvor der var tale om decideret klatring og med de stejle sider. Her var min uvante omgang med højder udfordret i større grad end tidligere på denne tur. Jeg har ellers både besteget Segla og Keipen, men Astritind var mere udfordrende. I turbeskrivelsen er bare nævnt: ”Ved foten af Astritind smalner det markert, og blir bratt på begge sider.” Sikkert ikke noget at tale om for en fjeldvant nordmand, men jeg måtte tage et par pauser og sunde mig. På toppen var vi heldige, at der gik hul i skydækket, og vi fik den flotteste udsigt. Særligt mod nord, hvor vi tydeligt kunne se Sommarøy, Hillesøy, Håja og helt op til Hersøysund, hvor jeg for over en uge siden lå for anker.

Vi var yderligere så heldige af aftenen og natten holdt sig tør, og vi fik en flot aften med bål og midnatssol på bredden af Baltsfjorden.

Mandag den 11. juli

Finnsnes →  Engenes sejlet distance 30 sømil

På en dag stort set uden vind blev ca 28 af 30 sømil tilbagelagt for motor, inden vi om eftermiddagen gik ind i Engenes på Andørja. Havnen her er lille og uden egentlige gæstepladser, men den bliver vist nok udbygget. Ingemunn kendte ejeren af en fiskebåd, som vi kunne fortøje udenpå, så slap jeg for besværet med at sikre båden mod de to meter tidevand, her er, og som giver lidt udfordringer i forhold til bolværk, når her ikke er flydebroer. Efter et godt fiksemåltid hos Elinor og Ingemunn, forslog de pludselig ud på aftenen, at vi tog en fjeldtur på 16km op på en af de mange 1000m toppe på øen. Hos Elinor og Ingemunn, der er ivrige fjeldvandere, er der ikke langt fra snak til handling, og et kvarter efter sad vi i bilen på vej til udgangspunktet.

Vi gik en tur, de kaldte Andørjas Tag, hvor vi efter at være steget til Middagsheia, fortsatte på en ryg i 700-800meters højde frem til Indre Kråktind, med skarpe sider ned til Straumbotn på den ene side og havet mod Rolla på den anden. På trods af at vi på tilbageturen blev snydt for en midnatsol, der gemte sig bag fjerne skyer, og det blev blæsende og koldt, var det igen en rigtig fin oplevelse, hvor vi efter en lang dag først var tilbage kl 1 om natten.

Tirsdag den 12. juli

Andørja

Vi steg op til den flotteste sommerdag, hvor temperaturen hele dagen efterfølgende holdt sig omkring de 25^o. Ingemunn og Elinor havde planlagt fejldtur, og denne gang gik den over et pas i sydenden af øen. Først et par timers hård opstigning gennem en fin birkebevoksning efterfulgt af en lang strækning over trægrænsen med den flotteste udsigt.

Som ekstra luksus havde vi i dag medbragt både kaffe og madpakke. Jeg synes, jeg får gået rigtig meget i fjeld, men er på ingen måde mæt. Hver nu tur båder på nye udsigter og naturformationer, og når vejret tilmed er som i dag, findes der ikke noget bedre sted at være, og hele ideen med turen om at sejle og opleve den norske natur, kunne ikke leve bedre op til forventningerne en på en dag som i dag. Dertil fik vi badet i en knap så lun fjeldsø og efter endt nedstigning i Straumbotn, hvor vandet i dag var overraskende lunt. Tilbage hos Elinor og Ingemunn stod den på udendørs grillmad på den flotteste aften.

Onsdag den 13. juli

Engenes → Buksnesfjorden  sejlet distance 38 sømil

Efter at have tilbragt hele formiddagen, denne gang uden at være på fjeldtur, hos Elinor og Ingemunn slap vi efter middag fortøjningerne og begav os på vej. Denne gang vestover med Risøyhamn som mål. Det indebar, at vi fulgte vores gamle trackspor fra maj – blot i modsat retning. De første par timer fløj vi derudaf med på en behagelig halvvind, men med ankomsten til Grytøy og Kvernsundet forsvandt vinden helt og vi gik et par timer for motor, inden vinden midt i Andøyfjorden kom tilbage og vi med 3-4 knob igen kunne gå for sejl. Fremme ved Risøyhamn besluttede vi at gå nogle sømil op ad Risøysundet inden vi ved 9-tiden kastede ankret i Buksnesfjorden.

Torsdag den 14. juli

Buksnesfjorden → Stokmarknes  sejlet distance 31 sømil

Planen for dagen var at sejle til Nyksund for der i morgen at gå Dronningerunden, som vi allerede ved vores besøg i maj havde fået lyst til. Da vi kom ud, hvor vi fik telefonnet og kunne se vejrudsigt, kunne vi konstatere, at der for morgendagen var forudsagt heldagsregn og samtidig på ydersiden ved Nyksund en del vind. Da de følgende dage heller ikke så alt for lovende ud, valgte vi midt Gavlfjorden at skifte kurs 180^o for at gå sydover mod Sortlandsundet. Vi sejlede igen på vores gamle trackspor men valgt i stedet for at gå ind i Raftsundet denne gang at gå i havn på Hadseløy i Stokmarknes. Her kunne vi så ligge en regnvejrsdag, inden vi herfra sejler til Lofoten.

Fredag den 15. juli

Stokmarknes

Når man rejser i Nordnorge, hører dage med dårligt vejr med som en del af oplevelsen. I dag har det regnet hele dagen, og temperaturen har kun lige sneget sig over 10^o. Hele formiddagen blev derfor tilbragt i båden. I min cruising guide var nævnt, at det skulle være muligt at få brusebad på byens turistkontor, som vi dog ikke kunne finde. I stedet gik vi til byens kulturhus, som samtidig er et museum for Hurtigrutens historie og bibliotek. Her blev vi mødt af en bibliotekar, der som det første undskyldte byens ringe evne til at tage i mod turister. Turistinformationen inklusiv bademulighed var nedlagt, så hun fik jævnligt turisthenvendelser. Hun havde netop givet fire andre sejlere adgang til kulturhusets badefaciliteter, og når de var færdige, kunne vi bare bade der. Mens vi ventede, syntes hun lige hun måtte byde på gratis kaffe. Se det var en helt ny måde at opleve et turistkontor på – som jo egentlig ikke var et turistkontor – men en masse plusser blev skrevet ind på kontoen til Stokmarknes. På gæstebådebroen, hvor vi ligger, ligger yderligere 3 sejlbåde, så måske vi nu er kommet til et mere turistet område. Efter at være blevet vasket tilbragte vi et par timer på Hurtigrutemuseet. De havde som hovedattraktion en færge fra 1953 midt i udstillingen, men dertil en lang række spændende informationer om tiden med Hurtigruten i Norge. Ifølge folk her omkring er Hurtigruten grundlagt af folk fra Stokmarknes. Et par eftermiddagstimer blev tilbragt på Mormors café, inden det blev til en kort spadseretur over broen til Børøy og tilbage til lediggang i båden på en helt igennem regnvåd dag.

Lørdag den 16. juli

Stokmarknes → Henningsvær   sejlet distance 36 sømil

Det blev en rå start på dagen med regn og 11^o samtidig med at vinden stod ret i mod. Da vi skulle gennem Gimsøystraumen, havde jeg tjekket strømforholdene i går, og beregnet at med fem knob og afgang kl 8 ville vi undgå modstrøm. Det blev derfor et par timer for motor, inden vi for sejl alene i den sædvanlige skiftende vind kunne holde en fart, der skiftede mellem 7 og 3 knob. Da vi nåede Gimsøystraumen havde vi alligevel lidt modstrøm. Ved et nyt kig på Barentswatch så strømmenretningen nu noget anderledes ud end i går, men vi fik ej heller de på Barentswatch forudsagte 3½knob i mod. Så nogen gange er det her med strømmen tilsyneladende på samme måde som med vejret, at det er helt uforudsigeligt. Målet i dag var Henningsvær, der er omtalt som en af Lofotens mest turistede fiskerbyer. Jeg var derfor spændt på, om vi i det hele taget kunne få plads i den lille havn med 8-9 gæstepladser. Igen gik det helt fint, og jeg fik listet mig bag om et par noget større sejlbåde og ind på en fin plads. Kort efter blev jeg dog venligt anmodet, af en skipper fra en stor adventurebåd med mange betalende gæster, om ikke jeg kunne lægge mig uden på en båd et andet sted, da deres firma i løbet af aftenen ville ankomme med yderligere to store sejlbåde. Det var hurtigt klaret, og vi ligger nu blandt 8 andre sejlbåde i en meget lille havn.

Byen er vældig fin, og billedet lidt som i Honningsvåg. Turister går i en lang slange rundt i den lille by, hvor der for enden er en stor parkeringsplads med mange store busser. Her er byen dog bygget decideret til turister, og her er mange små caféer og restauranter samt et utal af gallerier og souvenirbutikker. Byen har en slags charme og landskabet rundt om byen er trods gråvejret utroligt smukt.

Søndag den 17. juli

Henningsvær

Der var lovet meget blandet vejr i dag. Vores plan var at tage chancen og gå på fjeldet for at bestige Festvågtinden. Opstigningen begyndte 3 km fra Henningsvåg, så vi gik først over to broer for at komme ind til Austvågøya, inden vi kunne begynde den egentlige opstigning. På hele strækningen langs vejen var hver lille vigeplads eller grusparkering stop fuld af autocampere. Inde på turstien kunne der hele vejen op ses andre vandrere. Kiggede vi nærmere efter, var der på de lodrette fjeldsider flere steder klatrere undervejs, så vi er virkelig kommet til en plads med aktivitet. Festvågtinden var skiftevis fri og dækket af skyer. Vi var heldige. Da vi nåede toppen havde vi udsyn. Dagen var grå, og mod syd og vest pakkede skydækket til en tæt tåge, men ud over Henningsvær og videre ind mod fastlands Norge havde vi flot udsyn.

Fjeldet var så besøgt, at alt vegetation på stien var slidt af, og de sidste dages fugtige vejr havde forvandlet stierne til en gang mudder. Det gjorde særligt nedstigningen noget spændende, da turen var temmelig brat. Men taget i betragtning hvordan vejret de sidste dage havde været, følte vi os heldige, at vi både havde fået udsigt samt ikke gået i andet end let regn – så igen en meget flot tur. Lidt specielt at opleve Norge som en plads hvor man går i række på fjeldet og deler toppen med en masse andre folk på tur, men vi er selvsagt på en af de meget besøgte pladser.

Karina har vel 50 fætre og kusiner, som hun kan navnene på, og dertil sikkert en række hun ikke kan huske. Da hun samtidig er aktiv på sociale medier, blev hun i Henningsvåg kontaktet af fætter Kjell Viggo, der kiggede forbi til aftensmad, som vi nød på en restaurant i Henningsvåg, så det blev til en kæmpe hyggelig aften med gode tips til den videre tur.

Mandag den 18. juni

Henningsvær → Hamnøy   sejlet distance 39 sømil

Vejrudsigten havde lovet regn hele dagen og vind fra sydvest – den vej vi skulle. Vi var egentlig forberedt på en grå sejldag, men dertil kom at der var forholdsvis store bølger og kun let vind, der et par gange gik over i jævn. Det betød dårlig højde på krydsene og ringe fart, da båden ofte blevet slået i stå i bølgerne. Karina blev hurtigt kvalm og tilbragte en stor del af dagen liggende under dæk.

Alligevel kom hun op og tog en rorvagt, så også jeg kunne få en pause. Lofoten har helt sikkert en meget spektakulær kystlinje. Vi fik den dog kun glimtvis at se, på trods af at vi lå og krydsede langs indersiden. Et flot kig fik jeg dog ind til Nyksund og et par andre pladser, men ellers lå fjeldet skjult i skyer.

Dagens mål var Reine. Nordmændene har selv ved en afstemning udnævnt den til Norges smukkeste plads, og det tiltrækker selvfølgelig mange turister. I min cruising guide står den beskrevet som Norges dyreste anløbsplads og en havn med mange forbudsskilte. Vi havde jo heldigvis mødt fætter Kjell Viggo i går. Han kendte en fisker, der netop nu var på ferie, og han mente godt, vi kunne lægge os på hans plads på Hamnøy, som blot er fem kilometer til fods fra selve Reine. Efter en lidt rå sejldag, der med bedre vindforhold kunne have været på 28 sømil, kunne vi efter 9 timer og 39 sømil anløbe Hamnøy og trygt fortøje på den aftalte plads.

Efter en gang aftensmad blev det til en gåtur over Hamnøy, Sakridsøy og Andøya inden vi vendte og gik tilbage. Her er smukt og fjeldene er på ny spektakulære. De er takkede og spidse hele vejen rundt og ligger med stejle dale tæt op ad hinanden, i formationer der ser ubestigelige ud. Her er selvfølgelig et fast trafik af autocampere, og de fleste bygninger er tilegnet turister, men her er de meget smukt byggede og ligger flot – ofte på pæle ud over vandet.

Tirsdag den 19. juli

Hamnøy → Kjerkfjorden → Hamnøy  sejlet distance 8 sømil

Dagens plan, nu hvor der endelig var lovet en regnfri dag, var at tage gummibåden de 5 km ind til Reine. Dels for at se byen men også for at bestige Reinebringen, der er en markant meget stejl top ret bag byen. Reinebringen havde i sidste måned 80.000 besøgende, og der er tale om en brat opstigning på 615m. Det slider så hårdt på fjeldet, så de også her har haft besøg af sherpaer fra Nepal, der har lagt trapper i fjeldet stort set hele vejen op. Mens vi spiste morgenmad, blev vi dog kontaktet af Karinas kusine Liv Harriet, der gerne tog i mod besøg i dag. Hun bor inderst i Kjerkfjorden. Vi ændrede derfor hurtigt plan og slap fortøjningerne og gled ind til bunden af Kjerkfjorden. Selv i det overskyede vejr, var turen ind smuk. Vi smed ankret ret foran Liv Harriet og Roberts hus, og tog gummibåden i land.

I læ kunne vi i dag sidde udendørs og betragte udsigten fra deres hjem. Ret bag deres hus rejser Merrastitinden sig næsten 500m lodret op. Sydvest for Merrastitinden ligger Helvetestinden, og på ryggen til denne kunne vi se et sandt mylder af mennesker på vej ud på tinden, som skulle være temmelig luftig at nå frem til, så her er virkelig overalt mange folk i fjeldet.

Efter at være blevet beværtet med vafler, begav Karina og jeg os på tur ud til Horseidstranden, der ligger på ydersiden af Moskenesøya. Vi skulle således over et pas og følge en smal dal i fjeldene, inden vi kunne tage nedstigningen på den anden side af øen og ankomme til en stor flot sandstrand. Vi var friske og sprang i havet.

Tilbage i Kjerkfjorden var det blevet aften. I nat og i morgen er lovet noget ruskevejr med op til 18m/s i vindstødene. Da vores ankerplads var udsat, valgte vi at tage båden de 4 sømil tilbage til Hamnøy og fortøje til fiskemolen der. Så må vi se, hvad morgendagen bringer.

Onsdag den 20. juli

Hamnøy

Der er lovet mulighed for varmerekord nede i Danmark i dag. Vi stod op med udsigt til måske 14^o, kuling og regn hele eftermiddagen. Dagen var ikke gammel, før Karina modtog de første billeder fra både Danmark og Sydnorge af termometre, der viste over 30^o, og trods en fastgroet tilgange til at det vekslende ustadige vejr hører med til at rejse her i nord, kunne en smule misundelse godt føles.

Vi besluttede, at vi trods vejrudsigten ville gå op på Reinebringen og samtidig tage et kig på Reine. Da det blæste en del, valgte vi at gå de 5-6km der var ind til begyndelsen på opstigningen til Reinebringen. Det kunne blive temmelig vådt i gummibåden, selvom vejen over vand var meget kortere. Vi måtte over i alt 4 broer, der forbandt rækken af småøer inden vi var fremme. Broerne er alle ensporede, og der er knap plads til, at bilerne kan køre forbi fodgængere. På alle pladser langs vejen står der ”No parking or camping”, eller ”Private”. De få steder der intet står, er der klemt så mange autocampere sammen som muligt. Vi havde affald med fra båden, og da vi havde gået med det i 2 km, listede vi det ned i en lille skraldespand foran en restaurant, da vi ellers ikke kunne komme af med det. Underligt at der ikke på havnen var affaldsbeholdere.  Det virker meget som om, her er flere turister, end området egentlig kan bære. Alligevel er størstedelen af bygningerne her er helliget turistudlejning. De er heldigvis smukt bygget – ofte med skiffer eller tørv på tagene. Vejene er et langt tog af autocampere.

Fremme ved opstigningen til Reinebringen begyndte vi på den lange stentrappe, der leder op ad fjeldet. Jeg har siden jeg var dreng været imponeret over, hvordan nordmændene kan lave mure, stengærder og fundamenter blot ved at stable natursten. De har gennem tiden flyttet mange tons sten. I dag er det sherpaer fra Nepal, der flytter sten i Norge, og det er ufatteligt, at de op ad stejlt fjeld kan håndtere tonstunge sten – og dermed brygge trapper, der kan stå trods frost, sne og stenskred på de stejle fjeldsider. Vi fulgte trappen op til et udsigtspunkt 450m oppe og nåede at vandre lidt videre på fjeldryggen med fin udsigt, inden regnen kom. Hurtigt lukkede skyerne for alt udsyn. Da det blæste og regnede for meget, blev det ingen toptur i dag. Vi var dog heldige, vi nåede at få et kvarter på ryggen med fin sigt, hvor vi både kunne se op i bunden af Kjerkfjorden og ud over de mange øer rundt om Reine. Vi kunne endda skimte silhuetten af fastlandsnorge mod øst. Nedturen forgik i noget, der kunne være en skidt novemberdag i Danmark.

I Reine gik vi ret ind og fik varmen på en overfyldt kaffebar. Derefter blev det til en regnvejrstur rundt i den lille by. Her er bygget fine udlejningshytter, og ellers er det der fylder mest en stor parkeringsplads til Autocampere og busser samt andre besøgende. Det må være lidt specielt for de få, der rent faktisk bor i Reine.

De fem kilometer tilbage til båden blev foretaget i raskt tempo, mens jeg gik og glædede mig til at tænde for dieselvarmen i båden. Trods en svedig opstigning og en usikker erindring om sidste brusebad, var brusebad noget vi i dag bare kunne drømme om, og havbadning rakte initiativet ikke til i dag.

Torsdag den 21. juli

Hamnøy → Sørlandsvågen (Værøy)  sejlet distance 34 sømil

Mens de smelter hjemme i Danmark, fortsætter her det grå vejr. En enkelt gang kunne vi se Fastlandsnorge, ligesom vi også fik et enkelt noget gråt kig på et længere stykke af Lofotenkysten.

Ellers må dagen betegnes som en noget grå dag på kontoret. På positivsiden har vinden vekslet mellem let, jævn og frisk. Desværre fra sydvest – den retning vi skulle. Men vi har ikke haft brug for motor, blot været lidt længe undervejs på bidevind og krydssejllads for en forholdsvis kort distance. Vi er nu kommet til Sørlandsvågen på Værøy. Vi var så sent fremme, at vi efter sikker fortøjning gik direkte til aftensmad, og vejret indbød ikke til aktivitet udendørs. Karina forsøgte lidt desperat men uden held at opstøve en bademulighed i den mindre by, så nu går vi lige beskidte i seng.

Fredag den 22. juli

Sørlandsvågen på Værøy

Vi vågnede til tæt skydække, støvregn og under 15^o. Det blev derfor til en lang morgen i båden. Herefter fik vi ordnet proviantering, bunkring og fyldning af vandtank på båden. Karina spurgte stort set alle hun mødte om mulighed for brusebad men uden held – jeg frygtede efterhånden, at hun kunne blive ubehagelig over for de lokale. Sørlandsvågen har godt 500 indbyggere, og sparsomme færgeforbindelser men dog daglige helikopterafgange til Bodø. Alligevel havde byen et turistkontor, hvor den eneste ansatte nærmeste grinede af Karina, da hun spurgte til bademuligheder. Vi kunne hoppe i havet kunne vi. Supermarkedet var det mest velasorterede siden Senja, og diesel var med 22Nkr den billigste i lang tid, så de to plusser skal byen i hvert tilfælde have. Tilbage på bryggen faldt jeg tilfældigvis i snak med en dansker, der var ved at opføre en laksefoderfabrik i byen. Han forstod vanskelighederne med at blive vasket i Norge og tilbød straks, at vi kunne låne badeværelse hos ham, og vi aftalte at kigge forbi til aften.

Vi tog efter frokost chancen og gik i fjeldet for at bestige Håheia, der er den oplagte top at gå til fra Sørlandsvågen. Vi havde temmelig overskyet vejr, fik også et par enkelte mindre byer, men alligevel nogen lunde udsigt. En gang kunne vi se helt til både Røst i syd og Moskenesøya i nord. Vores billeder kommer ikke helt til at ligne de flotte fra turistreklamerne, men fjeldene er de samme. Efter at være kommet ned nød vi begge at blive vasket i ferskvand under en varm bruser, nu mangler vi bare en god tørvejrsdag, så kan vi også få vasket tøj. Aftensmaden blev i lighed med morgenmaden indtaget med en kørende dieselvarmeovn, som jeg ellers troede skulle have været på sommerpause.

Lørdag den 23. juli

Sørlandsvågen → Støtt  sejlet distance 49 sømil

Da vækkeuret ringede, og jeg kl 6.30 stod op stod hynderne i bagbord side på højkant, da de sidste mange dages regn tilsyneladende delvist er trængt ned langs siden og fugtet hynderne. I loftet hang der gennem hele kahytten vasketøj. Karina havde i går trods ringe udsigt til tør luft optimistisk foretaget en gang håndvask, og den måtte nu hænge inde uden ej heller at tørre her. På dørken var der drevet noget kødsaft ud fra nogen koteletter, der et eller andet sted var tøet op. Her var temmelig fugtigt og knap så hyggeligt.

Der havde blæst en hård vind i nat, som skulle aftage til 7-8m/s fra sydvest til morgen for derefter kl 14 at gå i nord og falde til 4m/s. Jeg var derfor tidligt oppe for at kunne udnytte den gode sydvestenvind, med forventning om god halvvindssejlads efter mange dage med bidevind og kryds – måske med lidt stor sø, nattens blæsevejr taget i betragtning. Kl 7.15 slap jeg derfor fortøjningerne og stævnede ud af havnen. Skuffelsen var stor allerede inden sejlene blev sat. De regnede, der var masser af både bølger og dønninger men absolut ingen vind. Regnen var så tæt, at lanternerne måtte tændes, og det urolige vand gjorde, at alt raslede, og med motoren gående gik båden ud af kurs, hver gang jeg kiggede væk fra kompasset, da der absolut intet tryk var i hverken sejl eller på ror. Jeg sendte meget grimme primitive tanker til meteorologerne der havde forudsagt noget andet. Vidste dog efterhånden godt, at vejrudsigter er foretaget på baggrund af computerberegninger, og at naturen, som jo er hovedårsagen til at man besøger Norge, heroppe ikke lader sig diktere af sådanne beregninger. Heller ikke på store åbne havstrækninger som Værøy -Støtt, hvor der fra netop sydvest er åbent mange hundrede sømil derudaf.

Karina der allerede er ved at være noget træt af vejret heroppe, havde valgt at blive i sengen. Allerede for et par dage siden forklarede hun mig, at nordmænd fra Nordnorge tager deres bil, allerhelst deres autocamper, som er en fast bestanddel af mange husholdninger heroppe, og kører hen hvor solen skinner, når de har ferie. De bliver ikke i Nordnorge. Nu er hun så sammen med mig, der har valgt at ligge i en sejlbåd og skvulpe i kulde og regnvejr helt frivilligt. Jeg kunne dårligt tillade mig at være den, der brokkede sig, selv om jeg netop i dag havde vanskeligt ved at finde det bedste humør. Klokken 10 stod Karina op, der kom en smule vind, og jeg satte sejl igen. Jeg kunne næsten holde 4 knob. Med jævne mellemrum kom et par lidt større dønninger og slog båden i stå, og den trak sig kun langsomt op i fart igen.

Kl 12 – efter 7 sømil for sejl – begyndte bommen at svinge alt for ofte fra side til side, og jeg gav op og strøg sejlene og tændte motoren. Det blev motorsejlads med meget rullen hele resten af vejen til Støtt, hvortil vi ankom til aftensmadstid. Det er bare ikke alle dage, hvor sejladsen er en lige stor fornøjelse. Bølger og for lidt vind, med en båd hvor alt rasler, hører ikke hjemme blandt favoritterne. Fremme og fortøjet kom jeg til at fortælle Karina, at folkene på nabobåden skulle op at spise på en eksklusiv restaurant på øen, og kort efter sad vi samme sted og fik serveret flot anrettet henholdsvis hval og helleflynder.

Søndag den 24. juli

Støtt → Engen  sejlet distance 21 sømil

I dag blev vejret uden at det var forudsagt hele tiden bedre. Mens vi sejlede ind gennem fjordene og langsomt kom væk fra kysten og længere ind i landet, kunne vi gradvist tage mere af det varme tøj af. Da dagsetapen var udset til at være kort, var vi fremme ved Engen Brygge i Holandsfjorden allerede kort efter frokost. Allerede inden vi kom til Holandsfjorden, fik vi flere gange kig til Norges næststørste gletsjer Svartisen, og fremme ved Engen var udsigten bare imponerende, da det er her en af gletsjerens arme strækker sig længst ned mod vandet.

Da vi påbegyndte vandringen op mod Svartisen, brød solen langsomt igennem, og det blev noget, der mindede om sommervarmt. Vi kunne gå i korte bukser og T-shirt – sikke en herlighed oven på mange kolde og våde Lofotendage. Svartisen ved Engen kan kun nås med båd. Der går en lille færge fra Holandsvika som sejler flere gange dagligt, som kan rumme passagerer og eventuelt deres cykler, så vi var ikke alene, men på den fem kilomater lange strækning op til selve jøkelen fordelte de besøgende sig alligevel, så her ikke var Lofoten tæt af folk. Jøkelen, som vi jo ikke fik passet ind på vores rute, da vi var nordgående, var mindst så imponerende, som vi havde håbet på. Det var tydeligt at se, hvor den var skrumpet, og vi gik et par timer omkring på de glatslebne sten i området foran og på siden af isen.

Efter endt nedstigning var vi friske nok til at vaske os i smeltevandssøen foran jøkelen. Ved båden var optimismen så stor, at der blev vasket tøj og dyner hængt ud. Nu i skrivende stund er regnen dog igen sat ind, og vejrudsigten er ikke spændende – men den kan jo være misvisende igen. Vi glæder os i hvert tilfælde over en flot dag ved Svartisen.

Mandag den 25. juli

Engen → Lurøysund  sejlet distance 34 sømil

I dag blev dagen hvor vi igen krydsede Polarcirklen – denne gang på vej mod syd. Vi er således nu færdige med at sejle i det arktiske. Et eller andet sted er det lidt vemodigt, men det skal nu blive godt også at komme ned til et klima, der er lidt mere lig det vante.

Der blev lagt ud i solidt regnvejr og vindstille. Heldigvis tog vejrudsigten igen i dag fejl til den gode side. Efter et par timer, hvor vi samtidig kom ud af Holandsfjorden, kom en let vind fra en god retning og langsomt begyndte også solen at skinne, så vi fik flot sejlads – dog igen uden at det gik voldsomt hurtigt. Fremme ved den smukke ankerplads mellem Lurøy og Stigen kunne vi igen i aften sidde ude i cockpittet og spise aftensmad. Senere på aften fristede de flotte omgivelser til en tur på SUP-board, så det blev pumpet, og vi fik hver en tur rundt mellem de mange små og større øer, der er netop her.

Tirsdag den 26. juli

Lurøysund → Sandnessjøen  sejlet distance 27  sømil

Planen i dag var at gå til Sandnessjøen for at besøge Karinas søster og hendes mand. Vejrudsigten er grå og våd så langt frem vi kan se, men de sidste dage har vi jo alligevel fået noget bedre vejr end det lovede. Vi kan dog se at et stort lavtryk strækker sig hele vejen op langs kysten og skulle giver hård vind til kuling allerede fra i eftermiddag, så vi planlagde en ikke alt for sen start på dagen.

Efter ankret var lettet gik det for motor i silende regn og på et blikstille vand sydover gennem Lurøysundet. Trods regnen var det en flot passage, og fjeldene ser på en ny måde flotte ud med lavthængende skyer og blankt hav.

Da vi kom ud af sundet, fik vi fint besøg, da vi på modgående kurs pludselig blev passeret af det norske kongeskib Norge, der var på vej mod Finnmark.

27. til 30. juli

27. til 30. juli Sandnessjøen og Ormsøya

Den 27. flyttede jeg sammen med Rolv Olav båden ud til Ormsøya for at spare havnepenge, og den 28. tog vi hele flokken ud på øen. Vi har de ovenstående dage nydt godt af hyggeligt familieliv.

Da her på Ormsøya lå en havkajak, har jeg for først gang i flere måneder taget en kajaktur. Selv om den var kort, tror jeg den afsluttede den længste kajakpause jeg har haft de sidste 15 år, så det var jo i sig selv lidt af en begivenhed. Her er blevet tid til at SUP-boarde. Jeg var med Kim, Marlin og Daniel ude i Rolv Olavs båd at fiske, og her blev fanget adskillige kilo torsk og makrel. Vejret har været så fint, at jeg for første gang på turen fik hængt hængekøje op i masten og tilbragt tid i denne. Karina og jeg var på en dagstur til Alsten, hvor vi besteg 3 af de Syv Søstre. Den aften fik jeg for første gang i mit liv serveret mølja, og har således stiftet bekendtskab med endnu et vægtigt element i den norske kultur. Det var langt fra så slemt, som adskillige advarsler havde antydet. Jeg spiste med glæde to portioner.

Søndag den 31. juli

Ormsøya → Nyholm  sejlet distance 33 sømil

I dag var vi efter et dejligt ophold på Ormsøya igen på farten. Målet var Nyholmen, som er en lille ø, hvorpå Karinas mor er født og opvokset. Vinden var let til jævn fra sydvest – den retning vi skulle, så det blev til over 20 krydsben med en gennemsnitshastighed på 3,5knob, og tidligt på aftenen var vi fremme i gråvejr med let regn. I Vevelstadtsundet, kort før vi kunne smide anker, blev en passende størrelse torsk fanget, og aftensmaden var dermed sikret og temmelig friskfanget. Karina tog som det første en tur i land for at besigtige fundamentet, som er alt hvad der er tilbage, af hendes mors barndomshjem. Efter aftensmaden er det med det gråvejr, vi nu har, ved at blive småmørkt allerede ved 10-tiden om aftenen, og midnatssolen er for os definitivt overstået for i år.