Juni 22

Til slut juni

Onsdag den 1. juni

Karlsøy → Skjervøy sejlet distance 37 Nm

Den blev over midnat inden jeg lagde mig i går. Jeg er ved at vende mig til, at jeg ikke behøver stå tidligt op, for at få en lang dag. Det er vitterligt lyst hele tiden, og det er jo ligegyldigt, om jeg spiser aftensmad klokken 7 eller 11.

Klokken lidt over 2 blev jeg vækket af ankeralarmen. Jeg fór ud – og mente jo, at jeg havde prøvet ankerbøjen i bakgear, uden at den flyttede sig. Nu kunne jeg slet ikke finde ankerbøjen, mens båden drev. Det viste dig, at den hang under båden. De over to meter tidevand havde fået båden til at løfte både bøje og forankring. Flere af de andre ankerbøjer, jeg i går tydeligt havde set, var nu heller ikke til at se. Om det var et særligt kraftigt højvande, eller om ankerbøjerne bare ikke var blevet tilset i lang tid, ved jeg ikke.

Det var ikke noget problem at sejle bøjen med anker tilbage, og selv om jeg lagde den længere ind, forsvandt den en halv meter under vand, da jeg løsnede mit fortøjningsreb. Ud kom nu mit eget anker i den rene sandbund på de for mig så favorable 5 meters dybde. Ind i seng og heldigvis faldt jeg hurtigt i søvn igen.

Næste morgen lå alle ankerbøjer igen på havoverfladen. Der var både strøm i det smalle sund og meget springende vind. Jeg ville egentlig gerne være blevet en dag på Karlsøy, da der var flere indbydende ture at gå, men bare mens jeg spiste morgenmad svajede båden flere gange 180^o. Ankeret ville sikkert have holdt, men jeg følte mig ikke helt tryg ved at forlade båden så udsat et sted, så kursen blev sat mod Skjervøy stort set ret øst.

På kortet kunne turen klares på 29 sømil. Da vinden var østlig, og jeg måtte krydse hele vejen, endte jeg med 37 sømil. To gange så jeg delfiner. Første gang i Kågsundet, hvor tre stykker kom svømmende på langs og alligevel kom hen til båden og fulgte den et par minutter. Anden gang var det en større flok, der rigtigt legede i vandet ud for Skjervøyskjeret. Flokken var på mindst 6 stykker.

Hele dagen har været i solskin. Udsigten har som de tidligere dage været fantastisk. Det er vanskeligt at beskrive, og jeg kan undre mig over ikke at blive mæt, men jeg sidder med noget, der må nærme sig en lykkefølelse, når båden bare sejler, og alt omkring mig er så imponerende.

Lille føler jeg mig også. Fjeldene, fjordene og afstandene er for en dansker alle umådeligt store. “Langt-væk-hjemmefra-følelsen” kommer også snigende, og jeg tænker at Norge da er kæmpelang. Jeg sidder temmelig alene, og jeg skal også holde til hjemturen. Men ikke mindst er jeg taknemmelig for at kunne få sådan en oplevelse, som jeg ikke lige ved, hvor jeg ellers skulle finde.

Torsdag den 2. juni

Skjervøy

Jeg stod igen op til en super sommerdag. Det med at tænde for varmen om morgenen er helt unødvendigt. Siden Sandessjøen for over to uger siden har jeg ikke ligget i en havn, der har tilbudt brusebad – det vil sige i Tromsø kunne man for 200kr købe sig en times adgang til badeanstalten, men det afslog jeg. Her på Skjervøy skulle det være muligt at købe brusebad, hvis man henvender sig i marineudstyrsbutikken. Det var punkt et på dagen. I butikken startede de med at fortælle, at jeg skulle henvende mig i småbåtsforeningen. Jeg fortalte, at småbåtsforeningen på skilte henviste til marinebutikken, hvorefter de fandt en nøgle til mig men noget forvirrede afslog det med betalingen, da jeg ikke havde kontanter.

Herefter var det på tur i fjeldet. Jeg forsøgte at finde op til en top, der hedder Trollet og fik på vejen hjælp af Silje, da det ikke var helt tydeligt, hvor den rigtige sti startede. Hun fortalte, som flere andre den sidste tid, at hun ikke mindedes at have haft så god sommer så tidligt tidligere. Det er ikke længe siden mange fortalte, at det var længe siden maj havde været så våd og kold – dejligt at vores vejrhukommelse ikke rækker så langt. Dagen i dag satte i hvert tilfælde ny varmerekord for mig på turen, og det blev til shorts og bar mave – selv 300moh.

På en stor del af nordspidsen af Skjervøy – Engnes – finder man rester af et kæmpe fæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig. Hvis vi synes, der ligger et stort arbejde i de mange bunkere på den jyske vestkyst, er det endnu mere uforståeligt, hvor meget der er bygget de mest uvejsomme steder i Norge. Her på øen fortæller historien, at meget af byggeriet blev foretaget af russiske krigsfanger, der blev behandlet som slaver. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan det kan organiseres at bygge så store anlæg så langt ude som her, og hvem der kan komme på ideen om at foretage sådan et kæmpe byggeri. Hvorfor har det været vigtigt at have kanoner gemt i beton så øde steder som her og hele vejen langs Europas vestkyst. Det har krævet en for mig ufattelig indsats udelukkende med udgangspunkt i at kunne kontrollere et område militært. Er det samme sted vi i dag er på vej hen – nu hvor hele Europa opruster i vanvittig grad, uden at det virker til, at det giver den store debat i vores befolkninger. De mange milliarder der afsættes, går jo nok ”desværre” ikke bare til at officererne kan få nye garager og byture, og hvad forsvaret ellers har haft for vane at bruge deres penge til.

Eftermiddagen blev brugt på håndvask af tøj, læsning, dyneluftning og en løbetur til Skattørfjellet. Rigtig dejlig sommerdag på Skjervøy. Nu er skipper ren og det samme er alt tøj om bord.

Fredag den 3. juni

Skjervøy → Sørvær på Sørøy sejlet distance 43 sømil

Jeg blev i nat vækket ved nogle tydelige bump i skroget. Halv sovende sprang jeg ud af sengen overbevist om, at vi havde bundberøring. Inden jeg havde fået både bukser og bluse på, vågnede jeg så meget, at jeg fandt på at kigge ud ad vinduet. Pludselig gik det op for mig, at jeg lå fortøjet ved en flydebro i sikker havn, og at bumpene skyldtes en fiskekutter, der i jævn fart var gået forbi og havde givet dønninger. Lidt overrasket over min reaktion var jeg. Er jeg mon hele tiden i alarmberedskab – hvad jeg ikke føler jeg er – eller var jeg midt i en drøm, hvor en grundstødning kunne blive en del af handlingen? Jeg håber på det sidste. Det var ikke noget problem at falde i søvn igen.

Da det blev rigtig morgen regnede det, men temperaturen var på 11 grader, så det var ikke vinteren, der var kommet tilbage. Efter at have været i bådbutikken og aflevere nøgle til bad, lagde jeg fra med kurs mod Sørøy. Vejrudsigten havde lovet østlig vind gående mod syd i den lette ende. Men da jeg næsten skulle ret nord, var det helt fint. Distancen var på søkortet 42 sømil, og det er nu altid bedre, når man kan holde en kurs lige mod målet. 2 sømil fri af havnen kunne jeg slukke motoren, og båden gled ret mod nord med 6 knob. Hurtigt blev jeg fulgt af 3 delfiner, der legede om båden i nogle minutter. Jeg sad med kikkerten i lang tid og ledte efter hvaler, som der skulle være gode chancer for at se her. Jeg fik ikke øje på nogen, men så flere gange hele træer drive i vandet. Min overvejelse gik på et sammenstød med et sådant. De ligger jo dybt i vandet, og kun sidegrenene lod sig umiddelbart se. Det med sidegrenene må være godt ved en eventuel kollision – de må tage af for stødet. Samtidig mente jeg, at min båd har så rund bov og så s-formede sider, at det skulle være noget uheldigt, hvis en stamme skulle kunne få et slag rent ind, alligevel håber jeg, det er en erfaring, jeg ikke kommer til at gøre mig.

Ude ved Loppen begyndte vinden rigtig at springe. Båden lagde sig ned det ene øjeblik, mens sejlene blafrede det næste. Jeg ændrede 30 grader kurs, og fik vinden på ny halse – kun for kort efter at skulle skifte tilbage. Jeg har endnu ikke helt lært at slappe af med dette, og får trods min ensomhed ytret en del i sådanne situationer. Midt i de værste vindspring så jeg til siden pludselig et ordentligt vandplask en lille halv sømil fremme – kort efter fulgte et blåst. Jeg så nu to kæmpe hvalrygge med ganske lille rygfinne. De viste sig tre gange, hvorefter de dykkede, den ene ved først et vise den store hvide og sortspættede halefinne. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg netop havde set to pukkelhvaler. Jeg stirrede mig den næste halve time blind på havoverfladen uden at se dem igen. Men dejligt ved selvsyn at konstatere, at de er her, hvor jeg sejler. Ud over grindehvaler har jeg aldrig tidligere set hval i mit liv, så det var flot.

Fuglelivet, der siden Senja har været meget begrænset, viste sig også i dag. Til og med Senja så jeg havørn flere gange om dagen, de har ikke vist sig her i nord. Men i dag så jeg flere hundrede søpapegøjer, som oftest liggende på vandet. De dykker som regel, kort inden jeg får dem på fotohold. Ofte ligger de i selskab med lomvie og en anden sort/hvid fugl, som jeg mener må være søkonge eller alk. På Vesterålen så vi ofte den almindelige kjove samt et par gange den lille, hvis halefjer fik mig til at tænke på paradise flycatcher, som jeg har set i Indien. Siden Kvalneset ved Ålesund havde jeg ikke set den store kjove, men den viste sig også mange gange i dag. Den har figur som en stor måge på anabolske, og så har den nogen tydelige hvide aftegninger, som den almindelige kjove ikke har.

Godt ude i Lopphavet blev vinden så stabil, at jeg brugte vindroret, som ellers ikke har kunne bruges til fjordsejlads i lang tid. Dagen gik således fint for sejl med meget varieret hastighed 43 sømil på 8½time, det er fint, taget i betragtning at jeg lå et par timer og rodede vest for Loppen.

Min plan for de næste dage er, at komme til at ligge et sted, hvor der ikke er noget, der i nordlig retning spærrer for min udsigt mod midnatssolen før den arktiske is. Det burde være muligt nord for Sørøy (Gad vide hvorfor den hedder Sørøy?) Først ville jeg gå ind i Sørvær, der er en fiskerlandsby uden egentlige bådpladser til gæstebåde. Ved min ankomst stod der en flok arbejdere ved fiskemodtaget, og jeg spurgte dem, hvor jeg måtte lægge båden.

Da de hørte, jeg ville videre i morgen, kunne jeg bare lægge mig ved fiskemodtaget. Der ville først komme fiskebåde ind i morgen, ellers måtte jeg bare være klar til at flytte mig. Fjeldet her på Sørøy er råt og stejlt uden højere bevoksning end græs. Der går én vej på den ellers ret store ø – Norges fjerdestørste og den største uden landforbindelse. Den løber mellem Sørvær og Hasvik på den vestlige side af øen. Resten af øen er således uden vej og – antager jeg meget øde. Sørvær blev i 1994 pludselig nævnt i mange medier, da et udrangeret russisk krigsskib strandede lige uden for havnen her. Først i 2012 var oprydningen efter det forlis tilendegjort.

Lørdag den 4. juni

Sørvær → Saksfjorden sejlet distance 29 sømil

Blev vækket kl 6 ved at en større båd tæt på min arbejdede seriøst med sine elektriske bovpropeller. Der gik ikke lang tid, så blev der banket på min båd. Det var en større fiskebåd, der ikke kunne komme til sin afleveringsplads, og derfor bad mig om at flytte båden. Det kunne heldigvis klares ved, at jeg rykkede 15m længere ind i havnen, så det var hurtigt klaret. Jeg faldt dog ikke i søvn igen. Da jeg kiggede vejrudsigt, havde de skruet vinden op til 10m/s for dagens strækning. Det er normalt ikke noget problem, slet ikke når den er agten fra. Men jeg kan mærke, at jeg har en lidt anden respekt for vandet heroppe. Sikkert ikke noget særligt rationelt, men jeg kan mærke, at jeg er langt væk hjemmefra, langt mod nord og at det giver en hvis uro. Da jeg igen læser i lodsen om min påtænkte ankerplads i Saksfjorden, står der i den engelske ”not a place to get caught in a North blow, but fine in settled weather.” I den norske advarer de om kraftige faldvinde grundet de stejle fjeldsider, hvis det blæser uden for fjorden.

Det bliver til lidt tænkeboks. Ved nærmere gennemlæsning er de fleste ankerpladser på Sørøy beskrevet som: Udsatte for faldvinde i blæsevejr. Da jeg endelig ud for Valbukta kan læse – ” less prone to gusting winds” kan jeg efterfølgende på søkortet se, at det vil kræve ankring på 20m vand. Jeg har 50m kæde og ville kunne tage 40m blytorv fra mit hækanker og tilføje. Men tanken om akut at skulle trække det op gør, at jeg ikke i dag har lyst til at eksperimenterer med ankring på den dybde. Jeg kan mærke, jeg skal koncentrere mig for at lave en fornuftig plan. Problemet er afgjort min manglende erfaring med at være langt væk i ingenting alene og så det med faldvindene. Jeg prøvede jo nede på Stadt. Der syntes jeg ikke det blæste noget videre ude på havet, men hold da op, hvor blev jeg gynget inde for anker. Men ankret holdt jo. Tirsdag og onsdag lover de nu over 20m/s i middelvinden, der vil jeg ligge i sikker havn, og det skal være Hammerfest, da Kaspar vil påmønstre her den 9. juni.

Da vejrudsigten forudsiger mindre vind for natten, vælger jeg at holde fast i min oprindelige plan og sætter afsted mod Saksfjorden. Jeg sætter som sikkerhed fra start et reb i storsejlet. Da vinden er stort set læns, ender det med, at jeg sejler hele strækket alene for et storsejl med et reb. Til sidst, hvor vinden er stærkest, holder jeg alligevel over 7kn. Allerede i udsejlingen fra havnen bliver jeg mødt af marsvin. Dejligt med liv i havet, dem så jeg mange af i dag. 4 gange så jeg også store hvaler. Den ene gang sejlede jeg midt igennem en flok og havde hvaler hele vejen rundt om båden, Jeg kunne se ret ned i deres åndehul. De var væsentlig mindre en pukkelhvalerne fra i går. Deres rundede rygfinne fik mig til at antage, at det var vågehvaler.

Fremme i Saksfjorden fik jeg kastet anker og kunne bare konstatere, at her var kraftige faldvinde. Da jeg ikke har haft nævneværdig sol i går og i dag og ej heller har brugt motoren, tændte jeg vindmøllen, der hurtigt beviste, at den kunne levere 30A, også et tegn på rigeligt vind. Ankret holdt umiddelbart fint, selv om jeg blev svinget rundt. En halv liter vand i min drikkekaraffel ville i svingeriet ikke blive på bordet og endte i den ene køje, godt det bare var ferskvand.

Fjorden, jeg ligger i, er totalt isoleret. Her er ingen rester af gammel beboelse. Naturen er på sin vis monoton, rå og vild men meget imponerende. I Cruising guiden sammenligner de fjorden med et sted i Caribien, da her er fine hvide sandstrande, og i solskin skulle vandet være turkis. I dag er gråvejr, og her ligger fortsat en del snedriver, så jeg kan endnu ikke fremmane en caribienstemning, men smukt er det på sin egen måde alligevel. Ud på aftenen lagde vinden sig som forudsagt i vejrudsigten, og tiden blev nydt i båden på læsning og lytning til musik, mens jeg kunne undre mig over, hvorfor jeg følte mig så tilpas på det mest øde hjørne i en afsidesliggende fjord på en stor tyndt befolket ø på 70,5 nordlig bredde.

Søndag den 5. juni

Saksfjorden → Hammerfest sejlet distance 28 sømil

Blev vækket ved femtiden af regn og meget hidsige faldvinde. Jeg kunne høre, hvordan kødbenene i min snubber arbejdede på skift, når båden blev skubbet sidelæns. Jeg var glad for, at jeg i går aftes havde siddet tre timer med samme vindstyrke og konstateret, at ankret holdt, så jeg faldt hurtigt i søvn igen.

Da jeg næste gang vågende, var det helt vindstille og smukt i fjorden. Toppene omkring mig drog, og indbød til at jeg skulle i land. Store øde vider, med den ene top der drager efter den anden, giver et helt sug i kroppen. Samtidig havde jeg en indre uro og en irrationel følelse af, at jeg var meget alene og meget langt hjemmefra et meget øde sted. Måske var det at udfordre skæbnen at blive længere, nu hvor alt hidtil var gået godt. Jeg er sikker på, at næste gang jeg står i samme situation, vil jeg allerede føle mig lidt mere tryg ved den, men netop nu, var jeg ikke sikker på, jeg ville føle mig tryg ved at gå i land og så pludselig konstaterer faldvindene med båden overladt til sig selv og mig alene i en øde vildmark. Altså blev der lettet anker.

Uden for fjorden lå havet stille – alligevel skulle en dønning lige minde mig om, at jeg ikke havde lukket den ene køkkenlåge, da alle tallerkner og skåle med et rabalder endte på dørken. Det var sjovt at tænke på, at i går stod jeg i regn og hård vind med reb i storsejlet og havde rigeligt at se til, mens hvalerne svømmede rundt om båden. Nu stod jeg og glædede mig over hver finurlig formation i fjeldsiderne og hver spidsfindige klippetop, og var temmelig tilfreds med hvor jeg var og situationen i det hele taget. Allerede den første time havde jeg set tre, af det jeg fortsat mener må være vågehvaler.

Mens jeg gled stille for sejl, så jeg pludselig en sømil forude en kæmpe hval løfte sig langt ud af vandet og lande med et stort plask. Efterfølgende blev den liggende på siden og plaskede i vandet med den ene finne. Jeg gjorde mig ikke de store forventninger om at nå frem, men ændrede kurs mod hvalen.

Jeg kunne langsomt se, at der var tre store pukkelhvaler og en række vågehvaler, der svømmede rundt om den pukkelhval, der blev ved med at ligge og slå på vandet. Jeg holdt mig hundrede meter fra den, og den blev bare ved, også efter jeg sejlede videre kunne jeg bag mig høre de regelmæssige plask. Mens det så ud som om, den lå og vinkede. En halv time senere så jeg to sømil ude et utal af blåst og igen halerne af store pukkelhvaler. Hvis jeg sejlede derud, var det modsat retning af mit mål, og jeg skulle krydse tilbage. Heldigvis valgte jeg at gøre det. Pludselig lå jeg midt i et utal af hvaler. Der var helt sikkert over 15 pukkelhvaler og så mange vågehvaler, at det var umuligt at tælle. Blåstene stod op af havet, så det mindede om bomberegn på en krigsskueplads. Mens vågehvalerne var hurtige og kun viste sig kort i overfladen, var pukkelhvalerne mere stationære og plaskede mere i vandet. To af dem svømmede lige under min båd, så vandet var en stor hvirvel. Det gav en kæmpe sug i maven, og jeg var helt ekstatisk, mens jeg både prøvede at styre sejlbåd, tage billeder og se på hvaler.

Da jeg endelig opgav at tage flere billeder, var det helt fantastisk bare at sidde og overalt på havet se hvaler. De næste timer kunne jeg fortsat se pukkelhvalernes blåst, mens jeg sejlede væk derfra, og hele tiden kunne jeg i havet omkring mig se vågehval et eller andet sted tæt på. Det, jeg her oplevede, overgik alle mine forventninger til hvaltræf på min tur her i nord og var på alle måder helt ubeskriveligt.

Jeg kom i behersket tempo frem til Hammerfest. Da jeg troede, jeg skulle lave aftensmad, blev jeg tilråbt af en forbipasserende. Han var bådinteresseret, og vi faldt i snak. Han hed Heinrich – var egentlig tysker, men havde boet og arbejdet i Nordnorge de sidste 11 år, talte flydende norsk og forstod fint dansk. Vi endte på den nærmeste bar, hvor der gik et par timer. Han havde også boet i Brasilien og havde en masse teorier om mange ting her i verden, så vi kunne rigtig fortælle hinanden skipperhistorier. Han var ikke til at stoppe, så vi aftalte at mødes igen i morgen.

6. til 9. juni

Hammerfest

Hammerfest er ikke en by, der ved første øjekast har gjort det store ud af at virke æstetisk indbydende. Her er meget beton, forskellige bygningsplader og små vinduer. På tagene sidder der overalt måger, der har lavet reder i de tagstiger, der skal forhindre at sneen rutsjer fra taget. Der er således mågelort overalt på fortovene. Båden får en tilsvarende tur, mens jeg ligger her. Måske får byen netop nu sådan en dom, fordi jeg føler mig en smule træt og ikke helt kan finde motivation. Jeg får, mens jeg er her, gået en fin tur pinsemandag til Tyven, hvor den nordligste af varderne fra Struves Meridian fortsat står. Fantastisk historie, som jeg ikke i forvejen kendte, om en videnskabsmand der midt i 1800-tallet sætter sig for at finde ud af, hvor fladtrykt jorden er.

Det er tydeligt, at mange af de lokale også bruger fridagen til at gå på fjeldet, som her er noget mere råt og rundt, end bare inde på Skjervøy, hvor jeg i bar mave gik for ikke så mange dage siden. Jeg forsøger, mens jeg er i byen at få et brusebad, og til sidst er der et hotel, der forbarmer sig over mig, og jeg blev igen vasket. En tur op på storfjeldet fik jeg også, og i den forbindelse fik jeg gået omkring den meget lille lufthavn, som ligger her. Rensdyrene er blevet et nyt indslag på min vej. Jeg får en dag besøgt byens genrejsningsmuseum, der fortæller byens og Finnmarks historie med særligt fokus på nedbrændingen i 45 og den efterfølgende genopbygning. Et forsøg på et gå i biografen blev i første omgang ikke til noget, da der ikke var nok kunder, til at de ville starte filmen. De har ellers bygget et kæmpe stort kulturhus, men til filmstart, var jeg og en enkelt personale de eneste i huset. Næste dag var jeg heldigere og så sammen med 15 andre en noget banal pilotfilm fra USA. Måske trænger jeg bare til en pause og lidt lediggang, men jeg er i en situation, hvor motivationen ikke er på det højeste, byen er kedelig, vejret er gråt og max 10 grader, og naturen er kæmpestor og rå. Jeg får læst en masse og ordnet lidt praktisk i båden, mens der er varme på.

Det skal blive godt med lidt kendt selskab når Kaspar den 9. kommer om bord. En lang aften har jeg besøg af Heinrich i båden. Han møder venligt op med to øl og laks, som vi spiser på mit netop nybagte brød. Han snakker i et væk. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor jeg har ham. Han er venlig og ved en masse om meget, og det springer lige fra Napoleon – som han ved meget om – til samer, vindmøller og fiskeri. Jeg lytter og synes nogle timer, det er spænende, men han bliver ved. Det bliver mere og mere tydeligt, at han ikke er så glad for nordmændene heroppe. Alligevel har han boet her i 11 år. Sidst jeg talte med ham, fortalte han, at han var fisker og boede på sin båd. Nu har han også gang i indførelse af 3D-printer i Hammerfest, inspektion af turistbåde og opsætning af husstandsvindmøller samt salg af en ny slags hydraulikolie. Det blev en lidt for lang aften – så vi laver ikke lige en ny aftale. Alligevel møder jeg ham tilfældigt en dag senere, og vi får heldigvis en hyggelig aften på et af byens værtshuse, så det blev en god oplevelse at have mødt Heinrich. Den 9. fik jeg hentet ny gasflaske, fyldt båden med diesel og vand og tog først på aftenen op til lufthavnen for at hente Kaspar. Det var rigtig godt at være klar til at fortsætte turen og endnu bedre at få lidt følgeskab i båden. Kaspar har valgt i en noget travl hverdag derhjemme, lige at smutte til Hammerfest for at være med på båden i godt 5 dage. Hvis alt flasker sig, vil han være med, når vi går nord om Nordkap og så afmønstre i Honningsvåg den 15.

Fredag den 10. juni

Hammerfest → Gjesvær (Magarøy) sejlet distance 52 sømil

Vi havde ikke travlt til morgen og gav os god tid til morgenmad. Vi lagde således fra land ved 10- tiden og havde et mål om at sejle til Havøysund. Temperaturen var under 10 grader, og det småregnede flere gange i løbet af dagen, men vinden stod rent i vest og var frisk. Så det var råt med forholdsvis pæne bølger. Et reb i storsejlet og reduceret forsejl men alligevel flot fart i lige linje til målet. Da vi nåede frem til Havøysund, besluttede vi at tage et par timer mere. Vi ved, at søndag vil blive meget blæsende og nok vil kræve en landliggerdag, samt at vi må regne med noget modvind, inden vi når rundt om Nordkap og ned til Honningsvåg, så nu hvor vi havde så god fremdrift, fik vi lige lagt lidt flere sømil bag os, inden vi snoede os ind i Gjesvær på Magarøy. Dagen har været grå og rå, så Kaspar får et barskt indtryk af naturen heroppe, hvad det jo rettelig ofte også er. For mig er det en kæmpe lettelse, lige at få selskab på sådan en ellers knap så opmuntrende passage.

Lørdag den 11. juni

HALVVEJS

Gjesvær → Skarsvåg sejlet distance 16 sømil

Vel vidende at det ville blive en dag med tiltagende vind fra øst og således modvind, valgte vi i dag at starte tidligt for således at komme rundt om Nordkap uden alt for meget sø. Vi kunne samtidig glæde os over at stå op til en flot solskinsdag, selvom temperaturen ikke akkurat mindede om dansk sommer. Det var ligeledes planen at gå for motor og blot komme øst for Nordkap, for så at lægge os godt i en havn i Skarsvåg og her ligge i land hele søndagen, da der skulle komme vind af kulingstyrke, som først skulle aftage natten til mandag.

Hele landskabet var noget mere indtagende i fuld solskin sammenlignet med gårsdagens gråvejr, og oven i dette gik der ikke en time, før den første pukkelhval dukkede ud af havet med åben mund og halvdelen af overkroppen. Vi fik set en del blåst fra pukkelhvaler og et par rygge. Ligeledes fik vi tæt besøg af en af de andre hvaler, hvor jeg fortsat er i tvivl om, hvorvidt det er vågehval eller grinde.

Vi fik rundet – først det nordligste punkt ”Knivskjelodden” og herefter Nordkap i flot solskin, og herefter styrede vi ind i Skarsvåg, og fik fortøjet fint på en flydebro. Jeg gik i land for at høre, om vi lå tilladt i den lille havn og prøvede på fiskemodtaget. Heroppe i nord er der ikke så mange, der taler norsk, når man går til dem, der har gammeldags manuelt arbejde, men de fandt en derinde, der talte fint engelsk, og han forsikrede mig om, at jeg sagtens kunne blive ved broen til mandag. Kort efter kom en fiskebåd, der hverken kunne engelsk eller norsk og truede med knytnæver og sur mine, at det var hans plads. Jeg prøvede uden held at tale med ham, og han lagde sig meget vredt over for Frøydis og gik over og brokkede sig på fiskemodtaget, uden at vi så ham igen, så vi blev liggende. Vi nød solskinnet og fik en fin tur op på nærmeste fjeldtop, med god udsigt over hele området inklusiv massivet ovre ved Nordkap.

Søndag den 12. juni

Skarsvåg

I dag har som planlagt været en indeblæserdag. Jeg tog vindmåleren med op på fjeldet bag landsbyen og målte et sted med fri passage en konstant vind på 16m/s. Nede på molen gav vi båden et par ekstra fortøjninger, inden vi før frokost gik en tur over til Kirkeporten, som er den tur, der dukker op, når man søger på Skarsvåg.

Rundt i den lille by, er der en række turistbiler fra de sædvanlige destinationer; Tyskland, Nederlandene og Frankrig. De tog ikke ud at fiske i dag, ej heller var de ude at kigge på hvaler, så der blev af mange gået tur op og ned af molerne. De, der bor her, kører i lettiske, estiske, polske eller ungarske biler. Her er også norske biler, men vi møder ikke folk, der taler sproget. Måltiderne bliver indtaget på skrå, da der er god krængning på båden, selv om vi ligger ved flydebro.

Eftermiddagen byder også på en tur. Denne gang ud på tangen mellem Risfjorden og Kaldfjorden. Vi ser mange rensdyr og en enkelt snehare. Det er koldt og blæser, men landskabet imponerer alligevel med sin arktiske storhed.

Det bliver også til mange timer med dieselvarmeren kørende, mens vi sidder i båden og hyggesnakker og hører musik.

Mandag den 13. juni

Skarsvåg → Honningsvåg sejlet distance 26 sømil

Morgenen bød fortsat på kraftig vind i stødene, men alle vejrudsigter var enige om, at vinden i dag ville ligge stabilt på omkring 8-9m/s med lidt mere i stødene, så vi gjorde klar til opbrud. Kaspar snakkede i går med folkene på hvalsafaristationen, og de fortalte ham, at turistsæsonen på Magerøy ville begynde i dag, da der skulle ankomme ca 6000 krydstogtturister, som således ville være de første i år, så nu var forventningen, at der ville blive noget at lave frem til september. Ejeren af hvalsafaristationen var nordmand, men de ansatte, vi snakkede med, var alle fra Polen og drev nu hvalsafarien, hvor de også udlejede fiskejoller til turister.

Vi fik god vind fra vest og strøg derudaf med rebede sejl. Vejret var ualmindeligt gråt og temperaturen lige under de 10^o. Jeg tænker, at Kaspar virkelig har fået en rå del af turen at opleve. Men sådan er vejret jo heroppe. Vi var heldige med det flotte solskin, den dag vi rundede Nordkap. Vi var igen i dag heldige at se mange hvaler. Enkelte ganske tæt på båden. Andre bare som konstante blåst hele vejen omkring os i over en time. Pukkelhvalerne er for mig lette at identificere. De dukker nogen gange op med munden først, og ellers har de finner og hale, der er sort på den ene side og hvid på den anden. Jeg hælder nu mere og mere til den antagelse, at vi ved siden af pukkelhvalerne ser både grinde og vågehval. Mens vi sejlede, blev vi passeret af to gigantiske cruiseskibe, der begge sejlede nord om Nordkap i østgående retning. De lå ganske rigtigt begge i Honningsvåg, da vi nåede frem. Honningsvåg er den eneste havn heroppe, hvor større skibe kan lægge til. Der var kun plads til det ene, så det andet lå for anker, mens 6 både konstant sejlede i pendulfart mellem havnen og skibet, for at passagerer kunne komme i land eller tilbage til båden. Vi fik gået omkring i Honningsvåg og Kaspar inviterede om aftenen på restaurant, hvor vi begge nød hvert sit gode fiskemåltid.  

Tirsdag den 14. juni

Honningsvåg

Vi undersøgte allerede i går mulighederne for at tage en bus op til Nordkapplateauet for at stå på Nordkap på landsiden. Her til morgen foretog vi yderligere undersøgelser, men kunne ikke finde muligheder der ikke krævede, at vi først betalte 500kr for en busbillet og så yderligere adgangsbillet til selve plateauet. Det var priser vi ikke var villige til at give for 35 min i bus, så vi besluttede at gå til fods fra Honningsvåg over fjeldet til Kjelvik. Kjelvik var tidligere den største bebyggelse på Magerøy. I begyndelsen af 16-hundredtallet boede her 32 skattebetalende borgere, og da byen i 1930-erne var størst, var indbyggertallet oppe på over 200 mennesker og således dengang øens vigtigste by, der samtidig lagde navn til hele kommunen på Magerøy. Efter afbrændingen af Finnmark gik genopbygningsstøtten primært til Honningsvåg, der således overtog Kjelviks rolle på øen og i dag er den største bebyggelse heroppe.

I dag står der ti mere eller mindre faldefærdige huse i Kjelvik, der ikke er let tilgængelig ad landvejen. Vi havde fra Honningsvåg en 7½km tur over fjeldet, hvor vi særligt det sidste korte stykke ned til Kjelvik oplevede en meget stejl nedstigning, der var præget af flere nylige skred, og som vi havde vanskeligt ved at se som farbar i snetiden, som netop er ved at være forbi. Fjeldet oppe var igen råt. Der vokser kun græsser og andre lave planter, og her ligger fortsat sne mange steder. Igen mødte vi rensdyr og flere havørne, men der var langt i mellem og det golde landskab sprudlede på ingen måde af liv.

Alting virker bare rigtig stort, og det var tankevækkende at tænke på, at vi gik på en lille landtange, på en ikke alt for stor ø i Nordnorge, og alligevel var alt så stort og 7½km så meget længere, end vi normalt oplever dem. Nede i Kjelvik gik vi rundt mellem de huse, der endnu stod. Flere var ganske ubeboelige.

Vi kunne begge blive helt rundtossede af at tænke på, hvordan livet tidligere måtte have udfoldet sig så afsidesliggende et sted. Flere måneder uden sollys om vinteren og en sommer hvor vejret som i dag ofte er under 10^o og mørkegråt. Deres vigtigste beskæftigelse har været i kulde og mørke at drage på havet for at fiske. Når fisken skulle byttes til andre fornødenheder, var det via handel med russere, eller ved i åbne både at sejle så langt som til Bergen, for at sælge tørfisk og købe andre varer.

Trætte tilbage i båden, var vi enige om, at det havde været en fin tur, og at vi ikke var kede af ikke at have taget en bustur til norske priser, for at stå sammen med en masse andre ude på plateauet. Nordkap ser man selvfølgelig fra vandsiden i egen båd.

Onsdag den 15. juni

Honningsvåg

I dag skulle Kaspar retur til Danmark, så efter morgenmad og et kort besøg på turistinfo besluttede vi at gå de godt 3km ud til landingsbanen lidt uden for Honningsvåg, hvorfra Kaspar steg på et fly, for først at flyve til Hammerfest, herfra til Tromsø, fra Tromsø til Oslo, for endelig herfra at flyve til Kbh.

Det har været rigtig godt at have besøg i båden. Det var ikke ved afrejse planlagt men blot luftet som en mulighed for os begge. Set derfra, hvor jeg sidder nu, kunne det ikke være faldet bedre ud. Først og fremmest var det rigtig godt at se Kaspar og være sammen med ham. Der er jo meget rolige rammer om bord på en båd, hvor der er god tid til meget snak, og mon ikke jeg netop har brugt min kvote for den næste måned. Derudover er naturen heroppe monoton, rå, kold og til dels meget øde, og jeg skal nogen gange aktivt arbejde med at holde positiv motivation, som er en noget anden proces, når man er alene. Her kom Kaspar bare om bord på et godt tidspunkt, taget i betragtning at det er 3 uger siden Karina tog hjem, og jeg forlod Senja med kendte folk.

I morges havde 3 nye krydstogtskibe ankret op eller lagt til i Honningsvåg. I løbet af dagen kom nye til, og de første afgik igen. Hvert enkelt skib har vel omtrent så mange gæster, som der er indbyggere i Honningsvåg. Der er helt fast pendultrafik mellem de store cruiseskibe og land, og på landevejen kører en jævn strøm af busser, der fragter de mange gæster op til Nordkapplateauet 35km nord herfra.

Oven i dette så jeg i dag flere tætpakkede cykler og endnu flere ligeledes pakkede motorcykler. Bobilerne har været her hele tiden, men det er tydeligt, at turistsæsonen nu er begyndt. De mange cruisegæster går i en lang kø omkring i byen, og det er egentlig underligt, at byen tilsyneladende ikke byder på mere end to små samesouvenirlastbilsboder, der sælger rentakker og sameknive. På plakater i byen kan jeg læse, at fra den 11. til 19. juni er her Nordkappfestival, men selv om jeg flere gange dagligt går forbi byens kulturhus, er det ikke for mig muligt at fornemme, at en festival er i gang.

Jeg er nu alene igen, og tankerne får tid til at flyve. Hvorfor er det, jeg slet ikke tvivler på, at jeg absolut trives bedst med min egen måde at rejse på, og føler mig helt overbevist om, at jeg ikke havde slappet af på et cruiseskib, hvor jeg kunne gå direkte fra båden over i en bus, der kørte mig op til Europas næstnordligste punkt – og alt sammen med varme på og sikre afgangs- og ankomsttider. Det ville være let at blive vasket, og jeg ville ikke skulle gå omkring og lede og spørge for at kunne tanke lidt drikkevand, der her i Norge på mange havne ikke er frit tilgængeligt.

Da jeg for mange år siden kørte motorcykel til Nordkap, havde jeg også en fantastisk tur, som aldrig havde været den samme, var jeg kørt i bil. Fast i erindringen står fortsat, at det var koldt, og jeg husker, hvordan jeg med jævne mellemrum holdt ind til siden og varmede hænderne på motorcyklens cylindre. Jeg kan jo ikke lide at fryse, og jeg er ikke masochist. Alligevel er det en vigtig del af oplevelsen. Flere gange på sådan en tur bliver jeg også overvældet af at være langt væk, og at turen, der endnu venter forude, ikke altid står lynende overskuelig for mig.

Jeg tror godt, jeg kan lide at mærke, at verden på mange måder endnu er stor – at man kan mærke distancerne helt ind i kroppen. Derhjemme sætter jeg stor pris på årstidernes skiften, og synes jeg oplever det bedre, når jeg også mærker det. Det er kedeligt at forestille sig, at sidde i en stue, hvor temperaturen altid var den samme, og maden stort set ligeså. På samme måde tror jeg oplevelsen her på sejlturen også er støre, når landskab og vejr bliver sanset med mere end bare synet. Det er en forunderlig balance at finde, for jeg er et eller andet sted ikke i tvivl om, at også jeg har en grænse for, hvad jeg kan holde til, og lige nu er jeg ej heller i tvivl om, at den er mere psykisk en rent fysisk.

Samtidig med at jeg gør mig alle disse tanker, kan jeg ikke lade være med underliggende at tænke, at herre gud, jeg er bare taget til Norge. Jeg forstår sproget. Nordmændene er ikke meget mere tossede end jeg selv, og skulle jeg få seriøse problemer, er det et land som Danmark, hvor mulighederne for hjælp er forholdsvis gode.

Jeg fik også i dag gjort lidt økonomistatus over turen. Mit budget hjemmefra var, at jeg ude på turen planlagde at kunne bruge i snit 300Dkr om dagen. Indtil nu har den eneste ikke planlagte udgift været det noget dyre bådløft i Trondheim, men jeg kan se, at jeg samlet alligevel har holdt mig inden for rammen. Bortset fra løft af båd er min største udgift diesel, som jeg jo bruger i bådmotoren og heroppe også til opvarmning. Fra jeg tog hjemmefra er der forbrugt 327 liter diesel på turen, nu hvor jeg netop har rundet Nordkap og formentlig i morgen begynder at bevæge mig på noget, jeg vel godt kan kalde tilbageturen. Den økonomiske del af turen giver mig således ikke bekymringer, og jeg er nok ok tilfreds med forbruget af diesel. Det har været nogen få lange passager, der har ærgret mig lidt hvad det angår, men det kunne sikkert også have taget sig meget værre ud, så også her har jeg ro i sjælen.

Om eftermiddagen ville jeg gå på Storfjellet, men skyerne lukkede sig om toppen, så halvvejs oppe gik jeg ned igen og brugte en time med på havnen at se de store cruiseskibe lægge til og fra.

Torsdag den 16. juni

Honningsvåg → Havøysund sejlet distance 28 sømil

I dag blev ringen omkring Magarøy sluttet, da jeg kort før Havøysund krydsede tracksporet fra turen op mod Nordkap. Kursen er nu sydvest, og det giver vel mening at tale om, at nu begynder turen ned ad den norske kyst. Karina kommer til Senja og vil være klar til sejllads den 10. juli, så med mindre hun skal komme ned til Lofoten for at påmønstre, har jeg god tid her i nord. Planen er endnu ikke helt klar, men jeg kunne godt tænke mig at vandre op til Kjøttvikvarden på Sørøya. Det er en tur på minimum 10 fjeldkilometer hver vej, og jeg vil således skulle finde en fortøjnings- eller ankerplads for to nætter, hvor jeg vil føle mig tryg ved at forlade båden. Det kræver en fornuftig vejrudsigt. Lige nu er mit foretrukne udgangspunkt for turen Akkarfjord, hvor jeg måske kan få en plads ved brygge. Akkarfjord er en kort dagssejllads fra Havøysund.

Min afgang i morges var timet med henblik på ikke at få modstrøm i Magarøysundet. Jeg skulle således være igennem før kl 12. Med små 10 sømil til indsejlingen og 5 i selv passagen, var det fint, at jeg lagde fra før 8. Vinden var forholdsvis østlig med de skift, der nu også for mig er blevet vane heroppe. Ved indsejlingen til sundet lagde vinden sig et par sømil, men jeg drev alligevel 4kn for strømmen i den rigtige retning. Da vinden pludselig kom, fik jeg to sømil, hvor loggen pludselig stod stabilt mellem 10 og 11 knob. Det har jeg ikke tidligere prøvet over så lang en strækning. Ude af Magarøysundet havde jeg rolig sejlads frem mod Havøysund, hvor jeg lagde til omkring klokken 14. Hele strækningen gik fint for sejl, hvilket jo er dejligt, særligt nu hvor diesel på havnen er steget til 24Nkr literen. Som noget nyt så jeg i dag 2 andre sejlbåde, en modgående og en tysker der for motor – mærkeligt nok med den fine vind – overhalede mig og lå fortøjet i Havøysund, da jeg kom frem.

Havøya virker til at være let at overskue. Mod nord er fjeldet rundt, og på toppen står 10 store vindmøller. Jeg gik en kortere tur til en top i øst. Ellers blev det til praktiske gøremål herunder håndvask af undertøj og uld. Ud på aftenen fik jeg sneget mig ind til et lille brusebad på bobilspladsen.

Fredag den 17. juni

Havøysund → Akkarfjord (Sørøya) sejlet distance 29 sømil

Jeg er allerede ganske begejstret for Akkarfjord. Måske skyldes det, at solen brød frem, en time efter jeg havde lagt til. Måske skyldes det, at folk her snakker norsk, og jeg bare kunne lade båden ligge uden forbehold, der hvor jeg nu havde fortøjet. Måske skyldes det, at jeg hurtigt kom op at kigge ind over øen og i det fjerne kunne se Kjøttvikvarden, som jeg glæder mig til at gå ind til i morgen, hvor dagen også skulle begynde solrigt.

Igen kom jeg i morges tidligt af sted. Gråt og koldt som de mange foregående dage, men med en jævn vind ret bagfra, så det var fin læns hele vejen med god fart i båden. Undervejs så jeg denne gang ingen hvaler, men for første gang så jeg en hvalfanger. Det var en stor træfiskekutter. I toppen af en mast sad en mand, i det der lignede en tønde. I stævnen stod en anden mand bag en stor harpun. Installationen lignede mine forestillinger om en hvalfanger tegnet i en tegneserie. Jeg så dem cirkle rundt en time på Austergrunnen ved Revsholmen, men jeg så ikke nogen skud. Allerede klokken 1 lagde jeg til i Akkarfjord, hvor jeg var eneste gæst, og der derfor var fin plads til Frøydis.

Efter at have rigget båden ordentligt ned, var jeg oppe i den lille købmand her er i bebyggelsen og fik gode råd om turen til Kjøttvikvarden. Herefter steg jeg op på Fuglefjeldet ret bag bebyggelsen. Her er meget få folk, men 2km oppe i fjeldet mødte jeg en mand, der viste sig at være fjeldglad dansker. Han havde taget rutebåden over fra Hammerfest og tilbragte en dag her i fjeldet, inden han sidst på eftermiddagen ville returnere til Hammerfest. I mandags havde han været på Nordkapplateauet og fortalte, at der havde været så mange 1000 mennesker, at fornøjelsen for ham havde været begrænset. Det passer jo fint med, at Kaspar og jeg netop i mandags så de første af en række cruiseskibe i år heroppe. Nede igen faldt jeg i snak med et norsk par, der havde bosat sig her i Akkarfjord. De havde store planer om at åbne et øko-kulturcenter, og indtil videre kunne de tilbyde kamelsafari samt udlejning af el-cykler. Lidt sjovt at tænke på, da der netop nu en fredag i juni ikke var nogen til at tage i mod de fine tilbud. Måske starter sæsonen her først til juli.

Tilbage i båden var jeg i så glimrende humør og samtidig lækkersulten, at jeg for første gang på turen bagte pandekager. Sikke en fornøjelse. Temperaturen sneg sig med lidt god vilje akkurat over 10^o og solen skinnede så solpanelet leverede max og dynen for første gang siden Skjervøy kunne hænges ud til luftning på bommen.

Lørdag den 18. juni

Akkarfjord – Sørøya

Dagen i dag har været vidunderlig. Jeg har tilbragt hele dagen på fjeldet, og turen op til Kjøttvikvarden levede mere end op til forventningerne. Det har været den rene optankning af energi, og det var helt vanskeligt at beslutte sig for at gå ned igen. Solen har skinnet hele dagen, og selv om det er vanskeligt at fine læ på de store vidder uden træer og med rundede former, når først man er oppe, har det været dejligt at være undervejs. Mange steder har der været udsigt til de steder, jeg nu i længere tid har sejlet i. Mod nordvest kunne jeg se indsejlingen til Saksfjorden, hvor jeg tidligere ankrede. Både Store og Lille Kamøy har stået flot i horisonten med Bondoøy bagved. Mod øst kunne jeg se Rolvsøy og Ingøy samt en stor del af fastlandet op mod Havøysund. Sydover stod flammen for gasanlægget ved Hammerfest.

Ikke mindst har jeg en stor del af dagen kunnet se Kjøttvikvarden, som jeg jo i flere dage har kunnet se fra forskellige vinkler, mens jeg sejlede på havet omkring Sørøya. I Danmakt skal man være heldig, hvis man kan se land 15 sømil væk, her kan man grundet fjeldet se mindst den dobbelte distance. Selve Kjøttvikvarden står 320m oppe på fjeldet. Det er Finnmarks ældste bygningsværk, og siden det i 1853 blev bygget, er det ikke blevet vedligeholdt eller på anden måde ændret. Imponerende at man kan finde på at stable sådan en varde på så afsidesliggende et sted. På vej op til varden gik jeg først ret igennem en koloni af kjover, og senere en koloni af terner, der lavede et ordentligt spektakel, da jeg passerede.

De lokale anbefalede mig i går, at fortsætte fra varden og ud til Fyrpasserstien. Det er en sti, der går til den yderste spids på Tarhalsen, og som blev lavet i 1930’erne, så en fyrpasser kunne forcere de stejle klipper og nå ud til det dengang nyopførte fyr. I 2016 blev stien renoveret og en række jernstænger sat i fjeldet, så sarte danskere som mig får noget at holde i på de meget udsatte passager. På et tidspunkt var jeg så mæt af flotte indtryk, at jeg lagde mig på ryggen i fjeldet, og i det samme svævede to havørne ret over mig, de blev hængende i luften, så af frygt for at ligne et ådsel måtte jeg vifte lidt med armene.

Tilbageturen fra Tarhalsen tog jeg via Gamvik. Det ligger ca 6km vest for Akkarfjord forbundet med en grussti, der om vinteren kun kan passeres med snescooter. Her har en belgier bosat sig og driver nu en gård med flere hundrede får. Han bor så afsides, at NRK har lavet et afsnit om hans farm i serien ”Der ingen skulle tru at nokon kunne bu.”

Fra Gamvik gik jeg til Sandfjellet. Her er en strand med turkis vand og et fjeld, hvis side er dækket af en stor dyne af sand. Hvordan det hænger sammen, kan jeg ikke gennemskue, men sanddynen er tyk og strækker sig højt op af fjeldet. Solen indbød til et havbad, hvilket gjorde godt efter mange timers vanding. Næste gang må jeg huske et håndklæde, sommervinden heroppe var ikke helt lun, da jeg skulle lufttørres.

Søndag den 19. juni

Akkarfjord → Indre Pollen (Stjernøya) sejlet distance 33 sømil

Tanken for i dag var at komme vestpå. Gik jeg syd om Sørøya ville jeg få let østenvind frem til midt i Sørøysundet, hvorefter vinden ville være svag fra vest. Nord om Sørøya ville give en jævn stabil østenvind hele vejen, men distancen ville være væsentlig længere. Da jeg sejlede nord om på udturen, valgte jeg den sydlige rute denne gang. Jeg har ikke travlt, og jeg havde udset en lang række ankerpladser. Det blev meget rolig sejllads med lige under 4 knob. Da jeg ved 11-tiden kunne se Stjernøya, så jeg noget, der lignede røgmaskiner, der væltede skyer ud af alle fjordene på øen. Det var et specielt syn, særligt fordi der fra naboøen Seiland ikke kom en eneste sky. Efter kort tid var der en tæt tåge i maks 10 meters højde hele vejen rundt om Stjernøya, og den strakte sig hele tiden længere ud i fjorden mod nord. Selv lå jeg i fuldstændig klar luft og kunne betragte det hele østfra. Toppen af Stjernøya lod sig ligeledes ganske glimrende se.

Da jeg et par timer senere nåede frem til vindskiftet, lå jeg netop ud for Stjernøya, og da tågen var begyndt at lette en smule, sejlede jeg ind på en ankerplads i Indre Pollen på Stjernøya. Her blev ankeret kastet i en scenisk meget smuk ankerbugt. Indsejlingen var gennem et kort 70m bredt sund, hvorefter jeg nåede ind i et stort beskyttet bassin, der de fleste steder var over 40 m dybt. I et hjørne mellem nogle skær kunne jeg ankre på 8m vand. Med 20 meter kæde ude kunne jeg netop svaje og holde to bådslængders afstand til tre af siderne. Faldvindene var her ikke så kraftige, men inden jeg lagde mig, havde båden taget turen 360^o rundt flere gange. Ankeret sad dog godt.

Stjernøya har trods et areal på 250km² ikke flere fastboende end ca 50. Her er ingen egentlige havne. Her bliver dog udvundet nefelinsyenitt i en mine, hvor et par hundrede mennesker hver dag sejler ud for at arbejde i de kilometerlange minegange.

Mandag den 20. juni

Indre Pollen → Alta sejlet distance 26 sømil

Trods det at skyerne til morgen hænger og dækker alle fjeldtoppene, er der noget smukt ved at vågne på en ensom ankerplads. Her er masser af fuglekvidder. Her er terner, grågæs og den på lyden meget karakteristiske strandskade – på norsk Tjeld. Planen er i den lette vind at gå til Alta.  I min cruising guide står der nævnt, at der er fin gæstehavn med vand og diesel samt ikke mindst – They got showers. Det har der ikke været på nogen af de pladser, jeg de sidste 3 uger har anløbet. Jeg er forberedt på at turen i den lette vind kan tage lang tid, men jeg har fortsat ikke travlt. Det første stykke ud til Russehamna, sejler jeg roligt, men ude i Rognsundet er er vinden helt væk. Til gengæld kommer varmen, på en dag med delvis skydække og en del sol.

Det ender med at blive en flot tur for motor, hvor jeg kan sidde i shorts og T-shirt i cockpittet. Lidt medstrøm har jeg også ned gennem Altafjorden, så allerede kl 13.30 kan jeg lægge til i Bossekop i Alta. Her er tre gæstepladser, og her ligger allerede en svensk sejlbåd. Senere samme dag komme en dansk sejlbåd og tager den sidste plads. Det er ellers ikke mange sejlbåde, jeg er stødt på endnu. Måske er sæsonen ved at begynde?

Jeg får pakket en rygsæk med alt sengetøjet, håndklæder og viskestykker samt sæbe og barbergrej. Først betaler jeg lige via en app havnepenge. Oppe ved klubhuset foregår alt via telefonbetaling og koder. Bad, vaskemaskine og tørretumbler koster hver især 50kr. Jeg vælger at spare tørretumbleren og bliver igen tøssepigefornærmet over, at jeg skal betale så meget for et 2min brusebad. Det må jeg arbejde lidt med. Når jeg har rejst i andre lande, synes jeg selv, jeg er god til at tage landes forskelligheder som en oplevelse. Jeg ved ikke hvorfor, jeg havde gået og troet, at det som sejlende gæst skulle være enkelt at blive vasket i Norge – for det har overhovedet ikke været tilfældet. Nu må jeg bare lære, at det er en del af rejselivet her. Når jeg vasker mig så sjældent, må budgettet også kunne bære, at jeg giver 50kr for 2 minutter, håber så bare i mit primitive sind, at en stakkels fattig nordmand glæder sig mere over pengene end jeg. Badet er primitivt og uden spejl, så barberingen må vente.

Efterfølgende bliver en stor portion tøj håndvasket, og et sindrigt system af tørreliner bliver udspændt over båden, så alt kan hænges op. Selvfølgelig begynder det at regne, men et telt får jeg så lavet over vasketøjet, og er efterfølgende ganske fornøjet. Om aftenen går jeg ud for at ville se på Alta. Jeg går vel i alt 6-7 km uden at kunne finde noget centrum. Jeg finder rådhus, skole, brandstation og idrætshal samt en lufthavn, men resten er parcelhuse og industri. Jeg må lede videre i morgen. På hjemvejen går jeg gennem et naturområde ved Komsatoppen. Her er grønnere end de andre pladser, jeg længe har besøgt, og træerne er flere meter høje. Jeg er jo også kommet til syden, nu hvor jeg for en kort bemærkning er syd for den 70-ende breddegrad.

Det er skønt om aftenen at lægge sig nyvasket og i rent sengetøj.

Tirsdag den 21. juni

Alta

Sebastians fødselsdag. Får sendt en hilsen og håber han får en god dag i sit hjem i Aalborg. Her i Alta er det lunt, og for første gang længe tænder jeg ikke for varmen til morgen. Planen er at besøge Alta Museum til formiddag, inden der ved middagstid skulle komme regn samt en temperatur på op til 18^o. Jeg har altid været fascineret af helleristninger, og her i Alta har de rigtig mange.

Det tager en god halv time at gå ud til museet. Her får man en meget fin instruktion, inden man selv går ud på en 3 km lang flot anlagt natursti mellem flere tusinde helleristninger. De ældste er 7000 år gamle. Jeg må hjem og læse i mine historiebøger igen. Jeg troede, det var en brozealderting. Jeg forbinder helleristninger med Hjortespringsbåden og troede, at stenalderbåden var en ege – en udhulet træstamme. Men her afbilleder de både med køl og ræling allerede for 7000 år siden.

Jeg får lært, at i museumsverdenen var det i lang tid god formidling at male helleristningerne op med rød farve, men har er de gået over til – på mange af ristningerne – at vaske farven af, for at de kan beskues på en mere oprindelig måde. Først er de vanskelige at finde, og jeg står og tænker, at det er det rene humbug. Men hurtigt lærer man at se ristningerne på stenene, der nu er gjort ekstra rene. Særligt når lyset falder rigtigt, ses de tydeligt, og det er imponerende, hvor mange her er, og at de har kunnet afdækkes under tæt beplantning og jord.

Museet er større end jeg ved ankomsten havde forventet. Indendørs er det samtidig et egnsmuseum, der fortæller en masse spænende lokalt lige fra geologi til samernes historie i området. I et separat lokale har de endda udstoppede lokale dyr, med tankevækkende citater fra både dyrevenner og fjender. Der er ret mange nordmænd, der ikke synes jærv, los, bjørn og ulv hører til i norsk natur. Har ulven i øvrigt ikke også startet en hvis debat i Danmark efter den genindvandrede?

Jeg når tilbage til båden, netop som regnen sætter stille ind og trives i dag godt med at skulle tilbringe timer under dæk med læsning og lidt skrivning. Den sidste “Tænkepause” er nu læst – tak til Jens for dem, læsestof har været en rigtig god fødselsdagsgave. Tjek af motor blev også foretaget, og bådens store vandtank fyldt, det har også været vanskeligt i havnene her i nord. Men nu er også det klaret.

Onsdag den 22. juni

Alta

Vågnede til under ti grader og tæt regn. Det var forudsagt, og jeg var forberedt. Syntes alligevel det var lidt vanskeligt at finde motivationen. Jeg følte, at jeg var lidt færdig med Finnmark for nu, og kunne se at bare nede i Bodø skinnede solen, og der var fem grader varmere. Tankerne gik på, om jeg skulle sejle syd på og så igen gå nord for at hente Karina, når hun er klar. Omvendt ved jeg jo også, at vejret både her og et par hundrede sømil længere syd er meget skiftende og uforudsigeligt. Jeg er her jo ikke kun for at sejle men også se og opleve nord, så tankerækken endte med, at jeg bliver i Finnmark en stund endnu.

Jeg tænker et eller andet sted også, at det nogen gange er lidt sundt, ikke at kunne foretage sig så meget. Det er jo ofte i sådanne situationer, jeg får nye ideer. Selv om jeg langt fra er mæt af at færdes rundt i den spektakulære natur her, vil jeg jo ikke kunne holde til, hver dag jeg ikke sejler at springe mange timer omkring i fjeldet.

Efter længe at have drevet den af i båden, fik jeg iført mig regntøj og gik op i byen for at proviantere til tre fire dage. Denne gang fandt jeg centrum. I Frederikssund har vi Sillebroen, her har de Amfi. De har også en Nordlyskatedral, der måske er flot under nordlys, men på en regnvejrsdag mindede den mig mere om en miniudgave af kraftvarmeværket i Roskilde. Jeg var glad for, at jeg udnyttede det gode vejr i går formiddags til at se helleristningerne, for ellers var det vanskeligt at se, hvad Alta som by havde at byde på.

Til eftermiddag løb jeg ud forbi byens skihopbakker og langs Altaelven og lidt op ad Tverrelva. Her var hurtigt flot natur, og jeg nød igen at færdes mellem træer, der var højere end jeg selv. På hjemturen tog jeg vandkanten rundt om Komsatoppen og så i den forbindelse et gammelt samisk helligsted kaldet Seidekjerringa, hvor der i dag fortsat bliver ofret fiskestænger, sodavand, pinde, sten og gamle fiskeblink.

Løb giver bare næsten altid energi. Da tilmed solen kom til aften, så alt pludselig meget mere indbydende ud, og nu skriver meterologerne om varmebølge i Finnmark i næste uge, så mon ikke der ligger mange fine dage og venter heroppe.

Torsdag den 23. juni

Alta → Ytre Lokkarfjorden sejlet distance 25 sømil

I går aftes kl 21 da jeg var ved at gøre klar til at gå tidligt i seng, lagde vinden sig og solen kom frem. Pludselig myldrede den havn, der indtil nu havde været stort set død, af liv. Børn og voksne gik ud på SUP-board og kajakker og folk gik tur op og ned af flydebroen jeg lå ved. Jeg faldt i snak med en mand, da jeg fortalte, at jeg planlagde at gå op i Bergsfjorden, kunne han fortælle, at det var en af Norges smukkeste fjorde. Det siger jo ikke så lidt – og bekræftede mig naturligvis i at jeg ville derhen. Indtil nu har turen haft som mål at komme til Nordkap. Det er for mig et håndterbart mål, jeg kan orientere mig i – og føre ud i virkeligheden. Lige nu skal jeg uden mål færdes rundt i Finnmark i flere uger, og det skal jeg lige indstille mig på.

Vinden var forudsagt til at være god til formiddag og herefter aftage. Samtidig skulle dagen begynde med regn og slutte med solskin. Min plan var at tage tidligt af sted og udnytte vinden, og så gå tidligt ind på en ankerplads og nyde solskinnet.

Jeg fløj på en læns ud gennem Altafjorden med over 6kn. Kort uden for Alta, sejlede jeg gennem en flok delfiner, der lige kom hen og kort fulgte båden – altid en super oplevelse. Regnen holdt jeg tilsyneladende bag mig, jeg sejlede i hvert tilfælde i tørvejr. Igen var det som at krydse en grænse, da jeg ændrede kurs ind i Stjernøysundet forsvandt vinden helt. Jeg startede motoren og kiggede først ind i en meget smuk Inner Lokkarfjord, inden jeg gik ind og kastede anker i Ytre Lokkarfjord. To havørne tog i mod i indsejlingen og på stranden gik en stor flok rener, der først sent så mig og løb længere op i dalen. Jeg er utroligt heldig med mange flotte naturoplevelser.

Jeg fik pumpet gummibåden og ville i land i den flotte dal, men pludselig kom faldvindene og regnen. Jeg syntes ankret var sat ordentligt, pludselig drev båden alligevel. I faldvindene kan båden ikke følge vinden og ligger således nogen gange med siden til de kraftige stød, hvilket må trække gevaldigt i ankret. Jeg nåede ikke at hæve ankret før det igen greb og satte sig. Landturen blev udskudt på ubestemt tid, og jeg gik under dæk, samtidig med at jeg glædede mig over ikke at være i telt eller på mc.

Det blev til en gang pandekager, mens jeg nærlæste museumshæftet fra Alta museum. Jeg må snakke med nogen, der her bedre historisk kendskab end jeg selv. Tilsyneladende har kulturen omkring Alta været meget mere veludviklet for 7000 år siden end nede i Danmark. Jeg kan se, at isen trak sig fra kysten heroppe nogenlunde samtidig med Danmark. Det var første overraskelse. Så er det ikke usandsynligt, at de kunne fremstille både på et højere niveau og samtidig afbildede dem i sten, mens det ypperste vi i Danmark kunne for 7000år siden var at lave nogle skålmærker, der ingenting forestillede og først i bronzealderen kunne lave både, der ikke bare var udhulede træstammer. Måske er udviklingen dengang ligefrem kommet til os fra nord, og ikke som det plejer fra syd.

Kl 18. havde vinden lagt sig nok, til at jeg turde tage i land. Fjorden her er atypisk ved, at der ikke er antydningen af bygninger. I bunden af de fleste fjorde, ligger der et par gamle forladte huse, men her er jeg virkelig alene. Jeg går en kilometer op langs en elv i håb om at se renerne igen. Flere steder vælter vandet ned fra de 6-700m høje fjeldvægge. For første gang på turen er her mitter. Jeg får ignoreret dem en halv time for længe, for pludselig klør begge mine bare arme temmelig kraftigt. Jeg kunne være fortsat i timevis ind i dalen, men dels er terrænet meget fugtigt, og dels har jeg ikke trukket gummibåden vanvittigt langt op på stranden, og også her er der to meters tidevand. Så klokken otte er jeg  tilbage i båden og laver aftensmad.

Fredag den 24. juni

Ytre Lokkarfjorden → Langfjordhamn sejlet distance 30 sømil

Selvom regnen silede ned, var der igen noget magisk ved at vågne alene i en meget smuk ankerbugt. Vandet var spejlblankt og fjeldsiderne fortsat imponerende, selvom toppene forsvandt i skyerne. Efter en langsom morgen blev der lettet anker, som er væsentlig letter at hæve, når der ikke er vindpres på båden. Dagens vejr har virkelig været så vekslende, som tænkes kan. Vindstille, hård vind fra skiftende retninger og reb i storsejl. Regn, solskin og regnbuer. I regnen var det på med uld, og vanter havde måske været smart. I vindstille og sol kunne jeg stå uden jakke. Ude i Stjernøysundet blev det først til en række kryds med elendig krydsvinkel – så motor – efterfulgt af sejl på halvvind, da jeg stak næsen ud i Lopphavet, inden vinden igen lagde sig. Pludselig så jeg tre store hvaler, flere marsvin og et hav af måger på havoverfladen. I den lette vind fik jeg rigget fiskestangen og trak den med to knob efter båden. Der gik ikke lang tid, så havde jeg bid. To fine sej, den tredje krog på forfanget var væk, og jeg antager, at der har siddet tre fisk, men da jeg var lidt længe om at få linen ind, var en forsvundet. De to sej blev fileteret, og det blev et overdådigt fiskeaftensmåltid. Efter Bergsfjord gik jeg op i Langfjorden og fik trods gråvejret et fint kig op på Øksfjordjøkelen på østsiden af fjorden.

I bunden af Langfjorden skriver den norske lods bind 6, at der forefindes en kommunal trækaj på 22m. Der ligger 20- 30 huse, og jeg var ikke sikker på, hvor mange der var beboet, så spændende var det, om der skulle være plads til 11m dansk sejlbåd. Da jeg kom nær nok, kunne jeg se en enkelt fiskebåd fortøjet ved kajen, og jeg klemte mig ind bag denne, og gik i land for at høre om muligheden for at blive liggende. Jeg blev venligt mødt, og fik at vide, at jeg lå fint, men dog lige måtte flytte mig, når passagerbåden kiggede forbi i aften ved ca. 8-tiden. Den ville først komme igen søndag kl 15. I mellemtiden var jeg velkommen ved kajen. Jeg gik en lille tur i bebyggelsen og konstaterede, at der var folk i flere af husene. Her er absolut umuligt at komme til andet end med båd. Rutebåden kommer åbenbart ikke hver dag, og her lå ikke andre end fiskebåden, der i øvrigt sejlede, kort før rutebåden gik ind. Her har man virkelig fred. Jeg talte med flere om, at jeg gerne ville gå op til Langfjordsjøkelen. Jeg fik venligt anvist vej, og oplyst at der flere steder var stukket pæle i terrænet for at markere den letteste rute. Dejligt når jeg nu ikke er udstyret med turkort og som regel bare bevæger mig ud i fjeldet på gefühl. Her er fjeldene ofte så stejle, så der ikke er så mange valgmuligheder, hvis man ellers kan komme frem. Selv om Øksfjordjøkelen blot er 3km herfra i fugleflugt, er det ikke muligt at gå herfra derop. Men med en lille båd ville jeg kunne sejle en sømil op af fjorden og der gå i land for at gå nærmere jøkelen.

Lørdag den 25. juni

Langfjordhamn

Igen har jeg været heldig. Jeg har haft en fantastisk dag i fjeldet, og fra klokken 12 og frem har her været sommer og solskin. Efter en rolig morgen begyndte jeg opstigningen for at komme op til Langfjordjøkelen. I hele Norge mener jeg, der er over 30 isbræer, og der hvor jeg nu ligger, findes inden for en radius af 15 km 3 stykker. Den mindste er Langfjordjøkelen med en radius på bare 1 km. Men det er fortsat en ordentlig isterning. Den første times vandring er trods skydækket billedskøn. Herefter kommer jeg til en dal, for hvis ende jøkelen ligger. Inden jeg går op i dalen holder jeg pause ved to søer, der fortsat er næsten helt isdækkede.

Det vand, der ses, er tyrkisgrumset. Dalen op til jøkelen har stejle sider som enten er dækket af sne eller er åbne sten- og jordskred. Det er noget dystert, når de grønne farver pludselig er helt væk og dalen samtidig er snæver. Jeg kommer knap en kilometer op i dalen, men må standse måske 500m fra jøkelen. Jeg tør ikke gå ned på sneen i bunden af dalen, da der både er en flod og måske flere søer under sneen, og jeg ikke har erfaring for, hvad den kan bære her på forsommeren. Siderne i dalen har tydeligvis bevæget sig i takt med optøningen, og jeg tør ikke fortsætte af frygt for skred. Når jeg sætter fødderne lidt forkert, fortsætter sten og mudder med fuld fart mod bunden.

Ude af dalen igen er himlen nu helt blå, og luften varm, når ikke lige jeg står i vinden. Jeg beslutter at gå østover, da en anden dal strækker sig så langt jeg kan se i den retning. Jeg håber lidt at få et kig til Øksfjordjøkelen, men savner et kort. Ikke engang nede ved båden var der telefonsignal, så jeg kan ikke hente noget. Efter et par timer med mange flotte udsigter, beslutter jeg på dalens nordside at forsøge en opstigning.

Her er stejlt men det ser ladesiggørligt ud. Jeg stiger stejlt til måske 7-800m men bliver stoppet af massiv sne, som jeg ikke tør gå på, her på en stejl fjeldside. Desværre kan jeg ikke se jøkelen, men mod øst ser jeg et vand, som måske kan være Jøkelfjorden. Igen mangler jeg kort for klart at kunne orienterer mig. På vej ned vælger jeg godt gennemblødt af sved at springe i en af smeltevandssøerne. Ud over sneen og så hurtigt i. Man ved jo ikke, hvornår næste brusebad byder sig til, og selv om det blev en dukkert af den korte slags, føler jeg mig helt ren. Jeg er først tilbage i båden til aftensmadstid. Langfjordhamn ligger for enden af en nordvendt fjord med stejle fjeldsider til øst og vest. Derfor forsvinder solen kl 17, men kommer igen kl 22. Her er således fin sol midt på dagen og rundt midnat.

Søndag den 26. juni

Langfjordhamn → Skjervøy    sejlet distance 38 sømil

I dag forlod jeg Finnmark og returnerede til Troms. Samtidig krydsede jeg mit tidligere spor og har således sat ring omkring Sørøy, Stjernøy og Loppa. Samtidig har sommeren rigtig holdt sit indtog heroppe. Vinden har været let, men solen har skinnet og temperaturen er definitivt over 20^o. Det betyder shorts og T-shirt, mens jeg sejler.

Hele vejen ud af Langfjord og efterfølgende Sandlandsfjorden var det helt vindstille, og jeg gik for motor. Hvor var det smukt. I nordenden af Sandlandsfjorden så jeg en flok delfiner, der legede og sprang. Denne gang kom de ikke hen for at følge båden. Ude i Lopphaven og hele vejen gennem Kvænangen var vinden let eller ikke til stede. Jeg havde god tid og gik for sejl, også da jeg var nede at holde 2 kn. Solen skinnede, og jeg skulle bare nå til Skjervøy, hvor jeg ville vaskes og købe ind. Mens jeg på næsten blankt vand gik for sejl med to knob, kom en hval helt tæt til båden.

Den endte med at følge mig i tre kvarter. Når jeg stod op på toften i cockpittet kunne jeg se, hvordan den lå og svømmede under og ret ved siden af båden små fem meter nede. Det var let at se dens barder, dens hvide tegninger og rygfinnen der sad langt tilbage. Jeg er nu ikke længere i tvivl om, at den hval, jeg har set mest – og ikke tidligere med sikkerhed har kunnet artsbestemme, er en vågehval. Den er stor men ikke helt så lang som båden. Sikke en oplevelse og sikke en flot dag. Jeg gik nok flest sømil for motor i dag men helt sikkert flest timer for sejl. 10 timer var jeg på vandet, så det var ikke ræs der blev sejlet.

Mandag den 27. juni

Skjervøy → Burøysundet  sejlet distance 34 sømil

Sidst jeg var på Skjervøy, fik jeg adgang til bad, men jeg husker godt, at det var lidt spidsfindigt at få nøglen til depotet, hvor en brusekabine var sat op. Denne gang ville de slet ikke tale om, at der var badmulighed. Da jeg spurgte en anden nede på flydebroen, mente han, at det skyldtes, at de ville indføre et nyt telefonbetalingssystem – men uanset kunne jeg ikke få adgang nu.

Det er ikke et tema, jeg tidligere har vendt med de indfødte, som jeg ellers kender en del af, men det vil jeg gøre ved lejlighed. Hvorfor er det så vanskeligt at få et simpelt brusebad i Norge? Jeg kan købe adgang på hoteller, men det kan koste et værelsesleje for en time. Jeg kan få lov på en del campingpladser, men de ligger heller ikke over alt. De fleste turister heroppe er med cruiseskib eller lystfiskere, der lejer både hytte og båd. Her kører også en del autocampere, de har vel ikke alle sammen indbygget bad? Jeg minder mig selv om, at dengang jeg trænede meget kajak, trænede jeg også fra Stavanger Kajakklub på Stokkevandet. Det var en klub med over 1000 medlemmer i en stor by. Når man der havde været ude at ro intervaller og var gennemblød både udefra og indefra, tog man kajaktøjet af og iførte sig sit andet tøj uden bad, det brugte de ikke der. Måske er der virkelig en kulturforskel, jeg først nu har fået øje på.

En anden forskel på Danmark og Norge er havnene. Ofte er der mange forskellige, der ejer broer og brygger i samme havnebassin. Her på Skjervøy ligger to ens flydebrygger side om side. Den ene har 1 gæsteplads den anden 4-5 stykker. Den ene er småbåtsforeningens – den enden kommunens. Der er 50 kr prisforskel på de to brygger, og den billige skulle ifølge min cruising guide have bad og vaskemaskine, hvad den så kun har nogen gange. På Margerøy ankom vi til en havn, hvor et adventurefirma var meget venlige at tilbyde os kajplads, bare vi spiste på deres restaurant. De havde netop tilbud på 125g kongekrabbe til 750kr. Da vi pænt takkede nej – men spurgte til de andre ledige pladser i den lille havn, anede de intet om ejerforhold eller liggemuligheder. Ofte får man et lidt forbeholdent svar, når man spørger, om det går an at ligge en nat, men indtil videre er det jo gået fint hver gang.

Jeg var taget til Skjervøy for at blive vasket og købe ind. Det sidste kunne heldigvis let lade sig gøre, og herefter forlod jeg byen. Jeg troede jeg ville blive en dag mere, men uden faciliteter vil jeg lige nu hellere ligge i min egen ankerbugt end betale for ingenting i en havn.

Sommeren er virkelig kommet herop. Her har været mindst lige så godt som på en varm dansk sommerdag. Over 20^o og sejllads i bar mave og shorts. Vinden har været let, og sprunget som den altid gør her indenskærs. Jeg er hele dagen gået mod nordvest og har sejlet både læns og bidvind med mellem 0 og 6 knob.

Et par vågehvaler har vist sig, endnu flere marsvin og flere hundrede søpapegøjer har ligget på det flade vand.

Ankret blev smidt i Burøysund ved Vannøy. Jeg troede, det ville være et øde sted, men her er en del huse og ligeledes en del folk – både på land og ude at fiske i den flotte aften.

Jeg gik i land ved ti-tiden, for at gå til nordspidsen af Burøy og se midnatssolen. Det var en flot vindstille aften, og luften blev ved med at være varm. Det første, jeg mødte, var en ren, men derudover var øen fuld af fugle. Mange måger som jeg ikke kan artsbestemme, men som så mange andre steder også ryper, og som noget for mig nyt en hel masse rugende storspover. Fantastisk aften at gå rundt i naturen med så mange fuglelyde og i bar mave med en orange sol mod nord. Jeg er jo fortsat nord for 70^o, og solen kommer ikke en gang ned at kysse vandspejlet endnu. Mellem kl 1 og 2 var jeg tilbage ved gummibåden. Det var fortsat så varmt, at det ikke krævede den store overvindelse at springe i sundet og blive skyllet ordentligt inden sengetid. Det er dejligt at være her i nord, og de grå dage er næsten ikke til at huske.

Tirsdag den 28. juni

Burøysundet → Toftefjorden  sejlet distance 24 sømil

Sikke en sommer. Det er lige så jeg overvejer at lave skyggesejl over cockpittet. Der var forudsagt 25^o, og jeg tvivler ikke på, at de er kommet. Jeg behøver ikke varmere temperaturer, end det jeg nu oplever.

Dagens mål er Toftefjorden. Den er kendt i Norge, fordi netop her blev kompagni Linge i 1943 stukket til nazisterne, og kun en af 12 overlevede. Han hed Jan Baalsrud, og der er siden hen skrevet romaner (We die alone) og indspillet film (Den 12. mand) om hændelsen. 

Selve fjorden nås kun med egen båd, eller man kan tage en mindre færge og så gå 4 km over fjeldet. Så det er ikke en af de helt store attraktioner her i nord. Jeg var i hvert tilfælde eneste menneske på pladsen hele denne dag. Inderst i fjorden er opsat et mindesmærke over de 11 faldne.

Efter jeg havde kastet ankret, var det så varmt, så jeg faktisk valgte at gå et par timer under dæk. Herefter blev SUP-boardet pumpet, og jeg padlede et par timer på det blikstille vand. Kun omgivet af fugle. Vandet var fulgt af nogle vandmænd, der ikke er de gængse hjemmefra. Disse er nærmest klokkeformede. Måske var det ribbegopler, men heroppe er det vanskeligt at se, om de lyser, da det jo ikke bliver mørkt. Helt underligt at tænke på, at det ikke er mange dage siden, alt uldtøjet var på, og nu er her ren sydlandsstemning. Badning blev det også til – det blev jo så anden gang på det døgn – gad vide om kroppen tåler alt det vand?

Onsdag den 29. juni

Toftefjorden

Luften er trykkende og varm, da jeg står op. Vejrudsigten lover da også torden i eftermiddag samt en del vind. Vinden skulle også blive kraftig hele natten til torsdag. Jeg beslutter at blive liggende, hvor jeg er. Her er godt nok fjeldsider, men det er ret udbredt heroppe, så jeg må forvente kastevinde, når vinden kommer.

Mine arme melde sig også på banen til morgen. Det må være de to timer på SUP i går. Det var ellers ren spadseretur og ikke intensiv træning. Der venter nok en større genoptræning på den front, når jeg er hjemme igen og gerne vil følge med de andre i kajak.

Jeg sender et par tanker til sønnen, der nu er ved at slutte sin bilrundrejse i Europa, og snart vender hjemad for at starte et nyt kapitel på konservatoriet i Aalborg. Han skal finde et sted at bo deroppe. Og sørme om ikke han har fået solgt sin ombyggede minibus til næsten samme pris, som han gav for den. Det havde jeg ikke troet. Hvis han kan gøre det samme med min gamle bil, skal han få gode procenter.

Jeg har lidt forskellige projekter, jeg gerne vil ordne i båden. Inspektion og olieskift på motor. Det er lidt spændende. Jeg skal jo ikke inspicere noget, hvis ikke jeg vil handle på resultatet. Omvendt er det et dårligt alternativ blot at afvente, og så reagere på problemer, når først de er opstået. Jeg kører motoren varm i tomgang, og tapper så meget olie af sejldrevet jeg kan oppefra. Det bliver en lille liter, og olien ser ud, som da den blev påfyldt – ingen spor af vand. Sådan har det bortset fra eventyret i Trondheim altid været. Gearolie plejer ikke at se synderligt brugt ud sammenlignet med motorolie. Jeg synes fortsat sejldrev er en dårlig løsning, jeg havde foretrukket fast aksel. Skal jeg følge instruktionerne skal alt olien skiftes hver 150 timer, og det kræver båden ud af vandet. Ret dumt. Hvis drevet samtidig let får utætheder taler det endnu mindre til dets fordel.

Motorolien bliver også skiftet, og ellers ser alt fint ud ved optisk inspektion. Vandpumpen, hvor jeg skiftede simmerring og to kuglelejer er tæt og kører som den skal.

For at nyde varmen og solen inden tordenvejret tager jeg igen en tur på SUP-boardet. Tur i land er her med kraftigt følgeskab af klæger, og de bider ordentligt. Ude på SUP-boardet får jeg også besøg af dem i det vindstille vejr, og jeg gør mit til at bekæmpe bestanden i Toftefjorden, mens jeg flere gange er ved at falde i, når jeg slår ud efter dem.

Inden det forventede tordenvejr, får jeg ryddet op på dæk og i cockpit. Jeg sætter tændkabler på 2 vanter og lader dem løbe ud i vandet. Det har jeg aldrig gjort før. Når båden ligger ubrugt, har den gennemstået mange tordenvejr, uden at jeg har skænket det mange tanker. Havde jeg været på havet, var jeg jo også sejlet videre. Det samme gør jeg i kajakken. Jeg ved, at der hvert år er både der bliver ramt, men hvorfor præcis de både rammes er vist meget uklart. Masterne stritter godt op, men om man kan gøre noget for at mindske risikoen, er jeg ikke så sikker på.

Klokken 15 var båden klar til torden, og jeg gik under dæk og lavede pandekager samt læste i bog. Exupéry fortsætter i flere af sine breve med ørkenmetaforen. Jeg kan erstatte ørkenen med Finnmark, og spekulerede samtidig i det tvivlsomme ved at udgive skrifter efter en forfatters død. Her er der tale om breve, som han selv valgte aldrig at sende. De er for mig at se ej heller så færdige værker, som det andet jeg har læst, og jeg synes egentlig det er urimeligt, at de er udgivet.

Tordenvejret endte med ikke at drive lige over mig, men kunne høres på tryg afstand, men som lovet er vinden frisket godt op her til aften. Der skulle komme over 20m/s i stødene, så det bliver nok en ruskenat.

Torsdag den 30. juni

Toftefjorden → Hersøysundet   sejlet distance 29 sømil

Det blev en rigtig ruskenat. Det startede klokken 22 og blev ved til 5 morgen. Ifølge YR, som blev tjekket flere gange denne nat, lå middelvinden på 12-13 m/s mens stødene skulle nå op i 23 m/s. Vel vidende at det lyder slemmere, når man ligger i sin køje og intet kan se – men derimod sagtens kan høre og mærke en masse, syntes jeg at stødene dominerede en alt for stor del af tiden, og jeg turde ikke lægge mig ordentligt til at sove før kl 5. Min ankeralarm viste dog hele tiden, at ankret ikke flyttede sig det mindste.

Jeg klarede heldigvis at sove til kl 10. Morgen var kold og grå, men jeg ventede til kl 12 med at lette anker, da strømmen så ifølge Barentswatch skulle vende til min fordel i Skagøysundet, når jeg nåede dertil. Det var strømmen denne dag ikke klar over, at den skulle, og jeg havde vel ca 2 knob i mod det meste af sundet.

Ankret havde sat sig så godt, at jeg ikke ved håndkraft klarede at trække det fri af bunden, så jeg måtte have hjælp af motoren til at ”skubbe” mig fri. Da krogen så endelig var synlig, havde jeg fanget salat til et temmelig stort selskab. Både cruising guide og havnelods havde da også beskrevet, at bunden skulle have godt bid til ankring, hvilket jeg gerne vil bekræfte.

Ud for Bjørnnesnakken hang en redningshelikopter længer og cirklede også rundt ude over vandet. Da jeg kom frem, kunne jeg se en nogen-og-tredivefods fiskebåd stå og banke mod nogle skær. Den så forladt ud. Måske den havde revet sig løs et sted i nat. Helikopteren forsvandt uden at foretage sig noget på vandet.

Jeg var noget træt og mat hele dagen. Vejret startede koldt og måske også grundet min træthed, måtte jeg iføre mig alt uldtøjet. Ud på eftermiddagen lettede gråvejret, og solen kom langsomt frem. Jeg havde langsom sejllads og kunne først smide anker kl 19 i Hersøysundet mellem Hersøy og Bjørnøy. Det blev dagen, hvor jeg passerede syd for den 70^o N, og denne gang er det ikke planen at komme nordover igen.