Ca. 1 til 2 gange om ugen har jeg her i Norge ligge for anker. Det er en oplevelse, jeg sætter stor pris på. Særligt at vågne om morgenen til lyden af de mange fugle og udsigten til den flotte natur, der er heroppe. Jeg har 50m kæde, og ankerspillet er det, der sidder under mine skuldre. Jeg ankrer derfor på max 15m dybde. Udfordringen for mig har været, at der ofte ikke er alverdens svajeplads. Ofte bare et par bådslængder til klipper. Her er typisk 2 meter tidevand og stejle fjeldsider ned mod ankerpladserne. Så det er helt reglen at båden svajer om ikke 360o rundt, så en stor del af denne runde i løbet af en nat. Ankret bliver altså trukket i alle retninger. Faldvindene kan være ret kraftige. Nogen gange står de på i timevis, andre gange bare et kvarter. De har ikke for mig været til at forudse. Båden kan ikke nå at svaje med, og får derfor regelmæssigt et kraftigt tryk på siden. Nogen foretrækker at sætte liner i land, for ikke at svaje rundt. Jeg er ikke tryk ved dette, da båden så ikke vil kunne give efter ved pres på siden, så jeg ligger altid for ankret alene. I stille vejr går alt fint, men jeg er altid forberedt på faldvinde. Når jeg har valgt ankerplads har det altid været steder, der enten i søkortet, Den Norske Lods eller min cruising guide har været markeret som ankerpladser. Jeg har ikke forsøgt mig på pladser alene ud fra dybden, da jeg på forhånd vil have en god formodning om, at bunden kan tage et anker.