Maj 22

Til slut maj

Søndag den 1. maj

Ålesund

Glædelig 1. maj derhjemme.

Her blev det en lang morgen i båden. Jeg sad og kigge efter Move On og Roxy på MarineTraffic – og kunne se, at Roxy lå lige bag mig og nok ville runde Statt i dag, mens Move On fortsat lå på nogen øer ud for Bergen. På begge både er de to om bord. Det giver mulighed for at tage nogen lange stræk. Her i kystnært farvand ligger jeg ikke og sover, mens båden sejler sig selv. Ej heller er jeg god til at holde mig vågen i dagevis. Jeg tror bare en gang i mit liv, jeg har sprunget en nattesøvn helt over. Det var da jeg boede og arbejdede i Freiburg og her tog til Basel for at opleve ”Morgenstreich”. Det var supersmukt i Basel, og vi kørte efterfølgende direkte på arbejde uden nattesøvn. Den sidste del higer jeg ikke efter at prøve igen. Ej heller har jeg prøvet at sejle med æggeur, der sender en op at holde “behørigt udkig” hvert 20min med små søvnintervaller imellem. Det kan være, jeg en gang kommer til at prøve, men det lokker ikke. Jeg skrev til Move On, de svarede med det samme, at de var trætte af nordenvind og havde valgt at droppe Lofoten og blive i fjordene syd for Statt.

Jeg ville gerne ud at løbe en tur og prøvede at undersøge mulighederne for at bad her i havnen. Det fandt jeg ikke. Her var ingen gæstesejlerfaciliteter overhovedet. Man kan bruge de offentlige toiletter i byen, hvoraf mange lukker om aftenen. En mulig forklaring kunne være, at jeg nu var kommet så langt på min ekspedition, at jeg var ude i vildmarksnorge, og her bruger man ikke den slags. En anden mere plausibel forklaring fik jeg, da jeg spurgte nabobådene. Her har alle, der lægge sig på promenaden i byen, vaskemaskine og badeværelse om bord. Det var mig, der var den uciviliserede vagabond.

Det blev derfor til tøjvask i spand uden af få vasket skipper. Jeg så, at der jævnligt løb store mængder spildevand ud af søventilerne på de store motorgæstesejlere, og det var ikke bare opvaskevand, der løb ud. Altså skik følge eller land fly. Her skider vi i havnen, og for mit vedkommende bliver badet en anden dag i fremtiden.

Mens jeg sad i båden, blev der pludselig banket på. En kvinde stod begejstret og fortalte, at hun hed Frøydis og stort set aldrig mødte andre med navnet. Hun tog billede af sig selv og båden. To timer senere gentog samme scenarie sig igen – nu med en ny kvinde. Mine antropologiske feltstudier peger på, at navnet Frøydis er et mere udbredt navn i Ålesund end i resten af verden. Ellers er mit danske flag på hækken nok til, at mange lige ønsker en snak, når de går forbi, og det er jo hyggeligt – særligt når man sejler alene.

Mandag den 2. maj   

Ålesund → Bud  sejlet distance 45Nm

Vejrudsigten havde lovet 10m/s fra VNV. Helt fin retning nu hvor jeg begynder at trække mere østover. Hvis vejrudsigten holdt, ville jeg få en hurtig tur til Bud. Efter Bud skal man ud på det åbne på Hustadvika ”Coastal danger area nr 11”. Barentswatch er fuld af advarsler for dagen i dag, og min cruising guide fremhæver området som særlig råt, desuden talte jeg med en fisker her i Ålesund i går, der også fortalte, at området kunne være ”tøff”. Jeg har ikke direkte erfaring med krydsende store bølger i Norge, men dog et indtryk af at det er mere råt end Kulhusrenden på en dårlig dag. Så før afgang var det besluttet, at jeg højst gik til Bud. Da der var lovet god vind, og jeg havde god tid, planlagde jeg også at gå syd om Otterøya. En lidt længere vej men mere beskyttet mod vestenvind.

Da jeg skulle lægge fra i Ålesund, strejfede mit hovedanker hækankret på den foranliggende båd. Jeg syntes, det larmede, så hele havnen burde komme løbende, og jeg forberedte mig på at undskylde til en bådejer, der sikkert blev brat vækket i sin båd. Han kom dog ikke ud. Jeg fortøjede igen og gik frem og inspicerede men kunne heldigvis ingenting se. Begge ankre var ikke hårdere surret, end at de kunne give efter. Overvejede om jeg skulle vække ejeren kl 7 mandag morgen eller på ny lægge fra. Om jeg bare er en lusket fyr, eller om det var hensynet til bådejerens søvn skal være usagt, men jeg lagde fra igen. En noget skidt følelse at starte dagen med.

Det regnede og var gråt. Jeg var glad for, at jeg fik set Ålesund i går i solskin. I det hele taget har jeg haft utrolig lidt regn i Norge. De 10m/s lignede i dag, dem jeg kender hjemmefra, så med forsigtige to reb i storsejlet og let rebet forsejl gled jeg flot derudaf med over 6kn på rumskøds. Det regnede, der kom endda lidt slud, men det var dejligt bare at sejle rigtigt igen. Jeg nød at stå ved roret og med vinden ind bagfra, bider kulden ikke så hårdt, og jeg havde både kedeldragt, hue og vanter på og frøs ikke.

Først de sidste 5 sømil ud mod Bud blev hårde. Her kom rigtig store bølger udefra, og kursen var nu nordvest. Der må samtidig have været godt med strøm, for selv om jeg holdt fin fart i båden, så mine krydsben på plotteren helt håbløse ud. Nær Bud kunne jeg se en katamaranfærge, der med fuld power skød ud gennem passagen til den åbne Hustadvika. Jeg håbede, de ombordværende var fastspændt, og herefter var der absolut ingen tvivl om, at Bud blev min endestation for i dag, selvom klokken knap var tre.

Bud virkede som en rå vindblæst plads. Jeg mødte stort set ingen mennesker. Havneplads klares med GoMarina, så heller ikke her var kontakt. På kajen var en restaurant med åbent 15 timer fordelt på 3 dage om ugen. I deres rengøringsrum var der en brusekabine, som jeg måtte bruge. Nu er skipper altså ren igen. På en tur rundt i byen var det tydeligt, at her boede mennesker. Husene var meget fine og bilerne flere steder i den absolutte luksusklasse, men liv var her ikke. Det var gråt, og det blæste.

Tirsdag den 3. maj   

Bud → Leirvik (Smøla)  sejlet distance 50Nm

Det er 5 grader i båden, da jeg vågner. Pernille derhjemme har fødselsdag. Det samme har min bror, så uden at lette på dynen, får jeg sendt et par hurtige “tillykker”. På vejrudsigten er der en orange advarselstrekant, da jeg søger på Bud. Efter at have klikket på den, erfarer jeg, at der er sne- og glatførevarsel i hele området. Kør forsigtigt og med de rigtige dæk. Jeg går op på molen og kigger ud over havet, der i går var temmelig hvidt. Luften er lidt vinterlig, men det er tydeligt, at bølgerne er blevet mindre. Der er lovet let vind fra nord. Nu skal jeg så meget østpå, at nordenvind er helt fint, men let vind på åbent hav, efter det blæste i går, lyder som dønninger og motor

Jeg kan jo ikke blive ved med at brokke mig, så må jeg jo hellere vende om. Altså ud i det, og nu ved jeg jo, hvad der venter mig. I Hustadvika må jeg først gå 3½ sømil direkte ud fra kysten for at komme fri af de mange skær, der i går og til dels stadigvæk pisker vandet hvidt. Herefter er kursen 60^o, og min plan – nu det er for motor –  er Kristiansund. Det er gråt, det ruller, og jeg sidder og tænker på, om det er tristhed, jeg føler – men ender med betegnelsen en døsig dag. Dem skal der være plads til, ellers klarer man ingenting. Når ikke det blæser mere, er kulden også lettere at håndtere.

Kl 11.30 kommer der en ordentlig regnbyge. På forsiden af den er der rigeligt vind. Op med sejl – et reb i storen for en sikkerheds skyld og sluk for motor. Jeg sejler og har god fart. Det er skønt. Da jeg passerer Straumsholmen, forsvinder dønningerne, vinden falder en smule, og havet bliver mere jævnt. Jeg får sat fuldt storsejl, og nu går det endnu bedre. Fantastisk sejltur. Jeg spiser sømil med god fart, båden er rolig og i balance. Jeg behøver næsten ikke styre.

Jeg beslutter at sejle forbi Kristiansund. Vinden skal udnyttes, nu den er perfekt. Jeg får fundet min Cruising Guide og sætter en ankerbugt på Smøla som nyt mål – i de hemmelige tanker har jeg allerede et mål endnu længere fremme, nu det går så godt. Det er enkelt et gange hastigheden op med de timer, jeg tror, jeg kan sejle. Det bliver sådan set gjort, hver gang båden skifter hastighed.

På et splitsekund tager vinden gevaldigt til. Jeg får rullet forsejlet ind, men når ikke at rebe storsejlet. Jeg flyver for storsejl derudaf med over 7kn, mens luften pludselig er tæt af sne. Jeg kan ikke længere se land eller skær, som jeg ellers før havde hele vejen rundt. Jeg tager sele og sikkerhedsline på, men giver det 10min, før jeg går op og reber storsejl. Jeg synes, der er for meget pres på båden, selvom det selvfølgelig er dejligt at drøne i den rigtige retning med topfart. Heldigvis tager vinden gradvist af. Jeg får en snebyge mere, og da jeg når den planlagte ankerbugt, vælger jeg at gå ind. Der er tid og vind til mere sejlads, men jeg tænker, at jeg måske vil nå at blive rigtig kold. De sidste timer er altid de værste. Som et sidste lille spændingspunkt har jeg valgt en vej, der går under en bro med 16m som angivet højde. Min mast er 15m med en 1m antenne på toppen. Det går fint. Jeg tror, der var to meter luft over.

Super sejldag. Når man havde regnet med motor og let vind, føler man virkelig, man har fået 30 sømil foræret i dag.

Onsdag den 5. maj

Leirvik → Sandbakken Marina (Trondheimsfjorden) sejlet distance 60Nm

Konen med æggene – meget rammende fortælling som jeg tydeligt husker fra min barndom i pixiebogsudgave.

Jeg står op til 2 grader, plus vel at mærke, men det er stille og flot udenfor. Hygger mig med morgenmad og turplanlægning. Vinden er lovet svag fra forskellige retninger, men de tre efterfølgende dage går den i syd. Godt nok med 10-15m/s. Men med vinden ind bagfra er det måske nu, jeg skal have nogle sejldage, der giver ordentlige sømil.

Konen har planlagt at komme om bord små to uger midt i maj. Jeg glæder mig til lidt selskab. Hjemmefra har vi talt meget om, hvor det måske kunne være, hvilket jo har været meget vanskeligt at sige med sikkerhed. Men hun skal jo købe flybilletter både frem og tilbage. Hun har på et tidspunkt foreslået Sandenessjøen. Det synes jeg nu er et godt sted. Jeg sejler meget, og kører mig selv hårdt, men jeg kan nu overskue 6 sejldage mere ud af de næste ti. Når hun så går ombord, kan vi tage det roligt langs Helgelandskysten. Det bliver dejligt. Jeg kigger ankerpladser et par dage frem, og synes jeg overskuer det fint.

Jeg havde aftalt med mig selv, at inden afgang skulle jeg lige tjekke motorrummet. Optisk tjek og kontrol af oliestand. Da jeg får taget motorkassen af på begge sider, ser jeg med det samme, at motorbrønden er fuld af rent vand. Det var sørens, det må være kølevand. Hurtigt kan jeg fastslå, at det kommer fra saltvandspumpen. Nu forskyder denne dags planer sig vist. Jeg ved, at jeg skal tage det roligt, for ikke hektisk at lave flere fejl. Værktøj bliver fundet frem, og der bliver gjort plads omkring motoren. Resten af båden ser ud som bombet. Impelleren ser fin ud. Utætheden kommer fra simmerringen mellem impeller og drivhjul. Jeg får pumpen helt af, og rimeligt enkelt skilt den ad. På roterende dele er der næsten altid noget med omvendt gevind. Yanmar har være så sympatiske at indridse det i den møtrik, det gælder her. Jeg har ikke ekstra simmerringe til dette, men jeg kan fylde godt med fedt i den eksisterende, og håbe det holder, til jeg kan skaffe reservedele. Jeg er ærgerlig, men føler jeg kan overskue situationen her på min øde ankerplads på Smøla. Jeg starter motoren, og pumpen drypper nu kun ganske lidt.

Så tjekker jeg olie. På motoren ser det fint ud. Da jeg åbner sejldrevet, bliver jeg mødt af gulligt skum. Pludselig bliver jeg en meget lille ked af det dreng. Hvis der er vand i sejldrevsolien, kan det kun komme udefra, og det kan kun tætnes udefra. Altså noget med båden ud af vandet. Uanset, hvor mange fuskerier jeg kan finde på, kan jeg ikke uden hjælp få 7 tons båd lagt tør, så jeg kan komme til drevet udefra. Der er pludselig meget dårlig stemning om bord. Jeg er dog så hightech, at jeg finder internetforbindelse på min telefon og ser efter Yanmar-værksteder. Der er et i Kristiansund og flere i Trondheim.

Kristiansund er jo tilbage, de 30 sømil jeg vandt i går. Jeg er ikke på vej tilbage endnu. Trondheim er 60 sømil længere fremme. Jeg har brug for at handle. Jeg mærker på olien i drevet, og synes den virker fint fedtet, og beslutter mig for Trondheim. Det bliver nok meget motor i den lette vind, men det hjælper ikke at blive liggende.

De 60 sømil er ikke noget at skrive hjem om. Hele besætningen var nedtrykt. Det regnede, og af de 12½ time gik de 10 for motor med forsigtige 2000RPM. Fremme i Sandbakken Marina efter det var blevet mørkt, ville jeg ikke kunne falde i søvn, hvis ikke de havde en eller anden slags optagningsmulighed på havnen. Det var tydeligvis en småbådshavn. Her lå to sejlbåde lidt større end min og ellers motorbåde. På land stod en sejlbåd. De havde en kæmpe gaffeltruck, men jeg kunne ikke se, hvor de skulle kunne tage både op.

Tilbage i båden, åbnede jeg turens første flaske vin. Jeg tror, jeg har 7 flasker med fra DK, men ville gemme dem til vi var to om bord. Jeg satte os en dej over til morgenboller, for at der skulle være lidt hygge næste morgen. Det blev midnat, før jeg var i seng.

Torsdag den 5. maj    

Sandbakken Marina

Jeg vågnede tidligt og så, at barometret stod på 1012, så langt nede har trykket ikke været tidligere på turen. Stemningen i kahytten var heller ikke alt for opmuntrende. Det – selv om der var serveret nybagte boller og god varme fra dieselfyret. Jeg havde nok regnet med en eller anden slags problemer – men ikke med motoren. Jeg har tidligere rodet meget med motor, og synes ikke det er sjovt. Motoren er det nyeste på min båd. Kun 4 år gammel. Hvordan kan en sejldrevspakning allerede her være utæt. Hvordan kan et kugleleje i vandpumpen have slør efter bare 500timer?

Da jeg for mange år siden kørte til Nordkap på motorcykel, røg begge bagstøddæmperne på de hullede pigdæksveje deroppe. Som følge deraf gik bagagebæret op i svejsningen, så telt og sovepose med mere hoppede faretruende. Da jeg fandt et sted at svejse det, valgte jeg samtidig at skifte motorolie og fandt til min skræk små metalkorn i olien. Jeg fik humpet forsigtigt hjem til DK, og kørte til min mekanikker De Voss i Slangerup. Han satte en lup for øjet og prøvede med en magnet, og sagde roligt – det er ikke stempelringene. Da han kunne se hvor urolig jeg var, mens jeg fortalte, om lange øde stræk i Norge og angsten for et motorhavari, sagde han:

”Der er altså aldrig nogen, der er døde af at have metalkorn i motorolien. Heller ikke fordi det skete et øde sted, folk ligger ikke og dør i vejkanten, når deres motorcykler går i stykker. Hvis du er så pylret så køb en ny driftsikker japansk i stedet for at køre rundt på en gammel Moto Guzzi.”

Det har jeg tit tænkt på siden. Man er godt nok forkælet, når man synes verden er uoverskuelig, fordi man står med et fritidsprojekt med en sejlbåd i Norge, der har utætte pakninger. Men usikker og dårligt stemt var jeg alligevel.

Kl 9 da de åbnede på værkstedet, stod jeg i døren. Jeg startede med det lette – nye dele til vandpumpen. De havde dem ikke hjemme, men kunne skaffe dem til senere på dagen. Sikke en service. Med vandet i sejldrevet var der lidt mere debat. Ingen tvivl om at det ikke skulle være der. Men jeg kunne jo skifte så meget olie, jeg kunne komme til fra toppen og så gøre det flere gange, det ville ”fortynde vandet”. Men hvis jeg skulle helt til Nordkap? De kunne faktisk tage min båd op og skifte pakningerne. De var bare afhængige af vandstanden. De kunne kun løfte både ud og i vandet ved højvande. Det var derfor, jeg ikke havde set den oplagte optagningsplads i nat. Der var det lavvande og 1,5 meter længer ned til vandet end nu.

Det endte med, at de tilbød at gøre det hele i dag, når vandet stod højest kl 15. Inden da fik jeg cyklet til en købmand nogen kilometer herfra samt skiftet to kuglelejer og en simmerring i vandpumpen.

Operation gik fint og tog et par timer. Jeg håber med afstand aldrig, det bliver så dyrt at skifte olie igen. Det var jo næsten et månedsbudget på turen her, det kostede. Men tænk, at de gjorde det på dagen, og båden nu igen ligger klar i vandet til videre færd. Nu skal jeg lige have sovet ordentligt.

Fredag den 6. maj 

Sandbakken Marina → Sandnesvågen  sejlet distance 39Nm

Barometret stod på 1014 i morges og er bare faldet hele dagen. Vejrudsigten sagde fin sydlig vind frem til eftermiddag, men herefter er der lovet halvanden dags kuling med 15m/s. Jeg tog derfor tidligt af sted med en målsætning om at gå i havn omkring kl 15.

Den første time tilbagelagde jeg 3 sømil, men herefter var det perfekt sejlads. Stort set bare halvvind til læns og hele tiden 5-6kn. Dejligt med god sejlvind, så kunne regnvejret ignoreres, og efter 17 sømil var jeg ude af Trondheimsfjoden og tilbage på mit spor mod nordøst. Det var helt vanskeligt at søge ind i en bugt 14.30. Men vejrudsigten på VHF’en, der kommer hver tredje time, og som jeg nu er blevet gode venner med (De skylder lige en undskyldning fra Statt 30. april) kom med vedholdende forudsigelser om 4-5 meter bølger mellem Frøya og Rørvik samt vindstyrke 7.

Jeg sad flere gange og tænkte over gårsdagens aktion. Måske var det unødvendigt. Motorolie synes jeg ofte tager nærmest karakter af religion, når man bringer emnet på bane. Nogen sværger til skift af olie om foråret – motoren kan bedst lide at starte en sæson med helt frisk olie, andre kunne ikke drømme om at lade deres motor stå en vinter med gammel olie. Begynder du at tale syntetisk eller mineralsk, når temaet nye niveauer. Min gamle motor er vant til mineralsk og pakningerne kan ikke lide den syntetiske osv. I bund og grund ved jeg ingenting. Jeg ved, at motoren på min bil derhjemme har kørt mere, end det der svarer til 5 gange jorden rundt, og det eneste, der er blevet skiftet, er motorolien. Jeg er imponeret. Jeg praktiserer, at der altid er til over minimum på målepinden. Ville aldrig starte en motor med for lidt olie. Jeg tjekker også altid den gamle olie for skidt og mærkelige farver, når jeg skifter og har aldrig tidligere haft vand i. Jeg bliver enig med mig selv om, at det gav mig en voldsom vigtig ro i maven at få handlet på problemet. Det dyre løft ud af vandet kan jeg lægge bag mig. Når nu det skulle være, var det flot, det blev klaret så hurtigt. Jeg ved ikke om nordmænd også betaler 5700Nkr, hver gang de skal have løftet en båd, men det var yderst venlige folk på Marinaen derinde, og de udskød en del af deres dagsprogram for at hjælpe mig.

Jeg lagde som skrevet ovenfor tidligt til land. Denne gang i en lille havn der hedder Sandnesvågen. Her ringede man efter havnefogeden for at melde sin ankomst, og det er jo hyggeligt sådan at blive taget i mod ved ankomst. Det er morsom, som nordmændene pludselig går op i strømforbrug. Havnefogeden her blev også rigtig glad, da jeg sagde, jeg ikke skulle have ledning i land. Jeg tænkte, at han nu, hvor jeg fint havde fremvist min vindmølle og solpanel, ville fortælle mig, at jeg kunne ligge gratis, men han gik mere op i, om jeg ville have en kvittering.

Jeg kender Norge som et land, hvor strøm bare er noget, der kommer omkostningsfrit ud af et stik i væggen. De slukker ikke lyset, når der forlader rum eller endsige deres hjem, og de varmer ubekymrede op med gammeldags el-paneler. Selv bittesmå bilveje er oplyste hele døgnet, også når der ikke kører trafik. Nu står her lige pludselig alle steder: Sluk venligst lyset, når du går ud. Da jeg satte en tøjvask over, var også her skrevet et nyt skilt med – ”Vi plejer at have gratis vask, men grundet strøm beder vi dig nu lægge 35 kr, som er den faktiske strømpris for en tøjvask.” Ja, det er jo fint, at man ikke har ting tændt, man ikke har glæde af. Jeg fik sat sengetøjet i en maskine og spekulerede på, om man til konen den 14. maj kan sige, at det er nyvasket, når nu jeg vasker det her den 6. Jeg kunne eventuelt selv gå efter at tage et brusebad igen omkring den 10.

Jeg fik også bunkret 40 liter diesel, så alle tanke nu er fulde. Da kulingen kom, var den fulgt af gedigen regn, så det blev til læsning i båden resten af dagen.

Lørdag den 7. maj 

Sandnesvågen

Kom maj du søde milde – gad vide om den findes på norsk?

Havde allerede i går besluttet at blive her hele dagen, og vinden hylede da også udenfor. Så god tid til morgenmad – hvorefter det på molen blev til en gang håndvask af uldtøjet, der havde stået i blød siden i går. Jeg tror på, det er nysmeltet gletsjervand, der komme ud af vandslangen her. Fingrene var følelsesløse efter to gang skyl.

Ind og gang i dieselfyret og frem med en bog. Fyret er jeg godt nok glad for. Mærkeligt, når jeg har været på tur med kajak eller motorcykel og telt, har jeg jo også haft fantastiske ture, selv om det har været koldt. Lige nu kunne jeg ikke forestille mig denne tur uden dieselvarmeren. Man bliver altså hurtigt afhængig af komfort.

Jeg er ved at genlæse Citadellet af Saint-Exupéry. Jeg læste tidligt alle hans pilotbøger og var fanget af hans poetiske formuleringer om de ting, han tænkte der alene i flyet. Uanset om han fløj med post i fjerne hjørner af verdenen eller gennem fjendtlig beskydning i krig. Jeg synes fortsat, han skriver usigeligt smukt. Min morfar, der var bogsamler, gav mig i sin tid hele forfatterskabet, da han opdagede min interesse, og sagde at jeg endelig måtte læse Citadellet. Jeg husker den som en bog, der satte rigtig mange tanker i gang men også som koncentreret og tung. Jeg har i lang tid haft lyst til at genlæse den men har vanskeligt ved at få taget mig sammen til at læse det lidt tungere derhjemme og havde derfor nu taget den med på tur. Jeg synes fortsat det samme som dengang. Han er også hård, kynisk, konservativ og skriver næsten, som havde han sat sig selv i guds sted. Mange gange er jeg i tvivl, om jeg helt fanger budskaberne, eller om det er Kejserens nye Klæder, men hold da op, hvor er det bare flot at læse. Tænk at kunne formulere sine tanker i så flotte lignelser, som han gør det her. Alt den poesi og filosofi pakket ind i rammerne af et ørkenrige og dets leder.

Jeg fik også skubbet mig selv sammen til en løbetur. Ud over Fauskan og Valsøya. Det var blæsende, bidende koldt og med flere snebyger. Her var ingen træer eller læ, så det blev mere løb for løbets skyld end egentlig sightseeing. Men godt at få rørt sig.

Svedig tilbage og klar til brusebad opdagede jeg til min forbløffelse at ”badeskuret” var blevet låst. Jeg synes, jeg er frisk, men tankerne om at springe i fjorden var hurtigt overstået. Jeg fik fat i en fisker på kajen. Han påstod, at det skur aldrig var låst, jeg måtte bare tage ordentlig fat. Man det var nu låst. Han mente så, at folkene i coop kunne hjælpe mig. De sagde ligeledes, at det skur aldrig blev låst. Men der var kun en, der havde nøgle til det skur, så ham ville de da lige få fat i. I går aftes brugte jeg jo bruseren. Der var en der havde gang i både vaskemaskine og tørretrumbler, og jeg overvejede, om jeg havde sat nogen spor, siden han nu havde låst. Intet i det skur var indbydende, men der var varmt vand i bruseren. Efter 10 min var der låst op. Manden hilste bare kort, og havde tydeligt intet behov for samtale, og jeg var glad, jeg fik mit bad – nu for anden dag i træk.

En eftermiddagsvandretur op på Tussan, som er fjeldet ret bag bebyggelsen, blev det også til – iført varmt tøj, hue og vanter. Opturen i sne og blæst, men nedstigningen blev krydret med lidt blå himmel. Det var vanskeligt at komme ud af båden og på tur. Da jeg endelig fik taget tøj på til det, så jeg til min glæde, at jeg ikke havde taget opvasken fra den varme mad, jeg lige havde spist. Her om bord er der enighed om, at båden aldrig forlades – eller der gås til køjs med en snavset opvask stående. Altså først stå i varmen og vaske op, så på tur. Men når først jeg er af sted på tur, fortryder jeg meget sjældent. Også turen i dag var rigtig fin.

Søndag den 8. maj  

Sandnesvågen → Jensøya  sejlet distance 59Nm

Vejrudsigten havde lovet fin vind fra sydlige retninger men også en del byger. Man kan jo ikke få det hele, og jeg har savnet den sydlige vind. Jeg var derfor forberedt på en kold sejldag med mulighed for mange sømil. Satte sejl så snart jeg var fri af bådbroen og gled på fladt vand derudaf med 6kn. Det er bare en dejlig følelse. Hele formiddagen var jeg endda så heldig, at flere af de regnbyger, der drev ind ude fra vest, gik bag om mig, og jeg sejlede flere gange i solskin. På et tidspunkt skulle jeg vælge, om jeg ville øst eller vest om Stokkøya. Den vestlige passage så bred og kedelig ud, men ville kunne klares med højst et kryds. Jeg fortsatte til den østlige, der var meget smallere med stejle fjeldsider og endte med at måtte lave 17 krydsben med dårlig højde for at komme igennem den 2½ sømil lange passage.

Vejrudsigten på VHF lovede nu kuling i morgen. Det er mere, end det jeg læste i morges. Jeg valgte derfor at sejle noget længere i dag, nu hvor vinden var så god. Mellem Setervågen og Ville måtte jeg ud på det åbne og fik en ordentlig gang bølger og regn. Så er turen lidt til den rå side. Jeg tænker så på de danske søfolk, der tidligere sejlede på New Foundland eller Jan Eske Bertelsen, der i november stod ned gennem den engelske kanal med 200kr i baglommen og et lommekompas. Mit tøj er godt og virker efter hensigten. Jeg kan tænde for varmen, når jeg er fremme. Ved 5-tiden søgte jeg ind for at kaste anker ved Jensøya. Selv om stedet på søkortet var markeret med et anker, fik jeg ikke ankret til at bide. Fem gange måtte jeg hive det op igen, mens båden drev for de 10sekundmeter, der blæste. Det er noget, der skal gå lidt hurtigt, når man er alene og pladsen trang. Jeg kan jo ikke både styre båden og hive anker op. I min cruising guide er pladsen beskrevet som en flot ankerplads med ørne – og man kan samle muslinger på klipperne. De har nok ligget her en stille sommerdag, og de har jo ikke lovet noget, der ikke passer. Der findes vist ikke en sikker standard for ankerpladser. Efter det femte forsøg gik jeg til vestsiden af øen, hvor der på 14m også var markeret et anker. Her bed det første gang. Det skal også holde godt, for det blæser over 10m/s, og det vil være tiltagende i nat. Hele dagen har jeg regelmæssigt set havørne, og her på øen må der være flere. Mens jeg laver mad, ser jeg dem flere gange svæve lavt over vandet eller stå på klipperne inde på øen.

Mandag den 9. maj  

Jensøya  → Skei på Leka sejlet distance 41Nm

Vågnede kl 2 i nat, da vinden rev så voldsom i riggen, at der gav en frygtelig larm. Faldt hurtigt i søvn igen. Vågnede kl 4, da ankeralarmen på min telefon pludselig larmede. Var hurtig klar til at forlade den varme dyne og trække i regntøj. Fandt febrilsk brillerne og kiggede på alarmen. Den meldte, at telefonen var ved at løbe tør for strøm. Jeg havde glemt at sætte den til ladning. Altså kunne jeg blive under dynen. Først klokken 6 kunne jeg mærke kulden, men blev under dynen frem til 8. Planen var at afvente, at vinden skulle aftage.

Stod op og bryggede kaffe. Fik sat nye boller i ovnen, netop som ankeralarmen igen gav lyd fra sig. Denne gang drev jeg. Det var tydeligt. Hurtigt på med tøjet og ud at forsøge at få ankret op. Det var ikke mere løst, end at jeg ikke kunne rokke det. Der var så meget vindtryk på båden, at jeg ikke kunne hale det mindste ind i kæden, samtidig med at vi drev. Det blev frem og tilbage mellem motor og kæde 5 gange. Båden lidt frem, kæde ind – indtil ankret var frit. Frem og smide ankret på ny. Her var ikke rigtig tid til at mærke, at det var tungt, ej heller gav det det sædvanlige kick, at ørnen fløj rundt ret ved siden af, men ankret blev smidt igen.

Jeg var forberedt på, at bollerne nu var sorte og kaffen væltet ned af bordet, men kaffen stod hvor den skulle, og bollerne var helt tilpas. Holdt virkelig øje med positionen under morgenmaden og havde ikke helt den afslappede stemning, jeg havde tænkt, når nu jeg skulle tilbringe formiddagen på ankerpladsen.

Vejrudsigten havde nu også skruet op for vinden de næste dage. I morgen skulle blive ok, men herefter er igen meldt to dage med over 10m/s – fra en fin retning vel at mærke. Det bliver bygevejr, og foran bygerne kommer der ofte noget ordentlig turbulens, så det bliver ikke stabile 10m/s. Så sidder jeg som barnlig skipper og synes, det er lidt uretfærdigt. Er vinden ikke mere en mod- en medspiller indtil nu. Karina fortalte i telefonen i går, at hendes familie både på Helgeland og Finnsnes oplevede årets maj som usædvanlig kold og blæsende, så det gode vejr komme vel snart. Helt pjævs er jeg altså ikke, hvis jeg påstår, jeg var forberedt på ustabilt vejr, men nu snart synes jeg har taget min del. Jeg skal huske at tænke, at jeg var heldig ankret ikke drev i nat. Det havde været mere surt i mørke og ud lige fra sengen. Jeg er heldig, at den hårde vind er fra vestlige og sydlige retninger og ikke fra nordøst. Man kunne også have valgt Columbus rute. Ned til de Kanariske øer og over til Caribien. Her er der forudsigelig medvind – men de får jo ikke midnatssol. Altså op på hesten igen og videre. 12m/s med mere i stødene er ikke en ønskevind derhjemme. Men det er heller ikke en vind, der afholder mig fra at sejle. Der er bare noget med trygheden, ved at sejle i kendt farvand og så ligge heroppe mellem skær og med nogle helt andre bølgemønstre.

Jeg er lidt usikker på mit næste skridt. Hvis jeg vælger at blive liggende, skal det være et aktivt valg. Jeg ved, at der er risiko for, at ankret driver. Jeg kan ikke slappe ordentligt af på pladsen. Jeg kan mærke usikkerheden fysisk – sørens at man ikke kan styre den psyke bedre. Mange folk har før mig klaret sådan en situation roligt uden det store mas. Jeg har bare ikke erfaring nok til at føle mig sikker på valget. Hvis jeg kunne, havde jeg ringet til vinden og bedt om en halv times time out, bare så jeg kunne tænke helt roligt, men vinden er ikke sådan at lave aftaler med. Jeg beslutter at blive liggende til 11.30 – vinden skulle aftage om eftermiddagen. Så kan jeg tage af sted vel vidende, at det bliver roligere senere. Da først beslutningen er taget, er jeg lettet. Saint-Exupéry skriver i flere varianter, at først den der har gået og tørstet i ørkenen forstår at værdsætte vandet. Skulle han have ret, har jeg nu sat en masse ind på kontoen i forhold til at værdsætte at sidde trygt, varmt og godt med en bog og en kop kaffe i lænestolen hjemme foran brændeovnen.

Til aftalt tid tager jeg tøj på – ikke for meget – jeg ved jeg skal ud at svede. Ankret kommer op, storsejlet bliver sat med to reb med det samme, og jeg glider stille ud mellem skærene. Da jeg kigger op, kan jeg se ørne over alle de små øer. Jeg tæller hurtigt 8, men fokusere fortsat på at sejle og den urolige vind.

Da først jeg er ude i det, føler jeg mig helt rolig ved vindstyrken. Det har jeg prøvet før. Bølgerne og de store døninger i Folla – tragten ind til fjorden syd for Rørvik er til gengæld store, og det bliver en gyngetur. Jeg sejler hele vejen kun for storsejl med 2 reb og intet forsejl og holder fint 6kn og båden virker ikke presset. Kort før Rørvik sætter jeg fulde sejl og sejler herfra perfekt sejlads de næste 20 sømil frem til Leka på en regnvåd grå dag.

Godt fremme er jeg glad for mine dispositioner. Gode 40 sømil på en dag, hvor jeg først startede sent og trods morgenens tvivl ikke havde nogen usikre situationer på hele sejlturen. Sidst på dagen blev turens første 1000 sømil passeret, og på VHF’en siger de nu “Alle båter, alle båter, dette er Norges Kystradio nord”. Indtil nu har de sagt “sør” til sidst.

Tirsdag den 10. maj  

Skei  → Møyhamna (Torghatten) sejlet distance 22Nm

Vågnede til regn der piskede på lugen over mit hoved. Tog mig god tid til morgenmad – og fik bagt et helt brød denne gang. Lagde fra i let støvregn på helt blankt vand. Ikke at jeg vil påkalde mig mere vand, send det endelig til Oslo, hvor det nu rationeres, og de tørster, men det var alligevel en meget smuk morgen. Helt vindstille og jeg kunne dufte hav, tang og fjeld, som det kun dufter i Norge. Ude på det åbne sås en svag regnbue. Efter tre sømil for motor kom der vind nok, og jeg sejlede efterfølgende små 20 sømil på helt fladt vand med fin fart i båden – perfekt.

Dagens plan var at gå ind mellem Ormøya og Torget i en vig kaldet Møyhamna for enten i dag eller i morgen at gå op til Torghatten. En klippehule der skærer sig 160m gennem fjeldet 20m bred og 35m høj med åbning i begge ender. Sagnet fortæller om noget med en jomfru og en trold. I min cruising guide er nævnt, at man nok skal ligge for anker i den lille beskyttede bugt, men at der er en enkelt gæsteplads. Jeg håbede den var ledig, så jeg slap at pumpe gummibåden op. Da jeg var fremme, så jeg til min glæde, at der ingen andre både lå, her var endda plads til to, og fik hurtigt fortøjet båden.

Vejrudsigten lovede regn fra kl 15 i dag samt hele dagen i morgen. I håb om at få en delvis tørvejrstur skyndte jeg mig at spise lidt brød og begav mig herefter af sted i vandresko mod Torghatten. Det første jeg så i land var de blomstrende anemoner, der har fulgt mig hele vejen nordover. Birketræerne var her også kun akkurat ved at springe ud. Så snart jeg var i læ, blev det den luneste dag længe. Jeg gætter på dejlige 10 varmegrader, og det var en fornøjelse at gå uden jakke, hue og vanter.

Fremme ved opstigningen til hulen var en infotavle, der fortalte, at Torghatten er en af Norges helt store attraktioner med over 10.000 besøgende om året. Jeg havde alt for mig selv. Jeg havde en fantastisk tur op gennem hulen nordfra og ned på sydsiden og nød at vandre i fjeld, i noget der igen mindede om forår. Regnen kom først sent på eftermiddagen, hvor jeg igen sad i båden og drak kaffe – nu uden dieselfyret kørende. Det har virkelig været god optankning af energi med en smuk fjeldtur og lidt lunere luft – dejligt.

Her til eftermiddag er det i øvrigt præcis en måned siden jeg forlod Frederikssund. Lidt statistik indtil nu:

Sejlede sømil 1030

Diesel til varme og fremdrift 185 liter

Motortimer: 82

Nætter for anker: 10

Dage med sejlads: 23

Selv er jeg meget tilfreds med distancen nået. Hjemmefra havde jeg regnet med færre sejldage men længere dagsetaper. Jeg vil altid gerne gå mindre for motor, end jeg ender med at gøre, så det må vel snart være et vilkår.

Onsdag den 11. maj 

Møyhamna → Ylvingen sejlet distance 17Nm

Vågnede igen ved at regnen hamrede på lugen over mig, og vinden peb i riggen. Da jeg allerede i går havde besluttet, at der heller ikke i dag skulle sejles langt, var det bare med at tage en rolig morgen. Karina kommer til Sandnessjøen på lørdag. Der må jeg også være der. Der er et par og fyrre sømil, så jeg har god tid til at se mig omkring på strækningen herfra og derop. Overalt er der spændende pladser, så jeg har tænkt bare at tage dem, der ligger på vejen for at have lidt mere tid på land. Både Vega og Bramsteinen lokker, men ville begge kræve flere sømil. Derfor er dagens mål Ylvingen bare 17Nm nord. Vejrudsigten siger endda, at Ylvingen bare får gråvejr men begrænset med regn. Det er godt til landtur. Inden afgang ser jeg for første gang siden Farsund et afsnit af ”Uma” på computeren. Farsund havde super internet på havnen – og det var så indtil nu, det eneste sted jeg har oplevet det. Jeg er jo heller ikke kommet for at se fjernsyn. Mit telefonabonnement får nu denne regnfulde morgen lov til at trække lidt data.

Da jeg kommer af sted, er det så gråt, at det lidt minder om nattemørke. Fjeldtoppene er alle væk i skyer. Det er tydeligt, at over land er det mørkest, mens der er lidt lys at spore ude over havet. Jeg overvejer, om jeg skal gå vest om Torget, men vælger det smalle sund gennem Brønnøysund. Sejlvinden er perfekt. Fladt vand og 5-6m/s fra sydlige retninger, jeg sejler hurtigt 6kn i en helt rolig båd. Gennem Brønnøysund, der virkelig er smalt, sejler man og kigger lige ind i folks stuer og senere arbejdspladser. De har selvfølgelig glasfacader ud til vandet.

Fremme på Ylvingen slipper jeg som lovet fri af regnen og enkelte gange titter solen en smule frem. Toppene på Vega er indhyllede i skyer, det samme er hele fastlandskystlinjen, så jeg er det rigtige sted. Jeg tror endda temperaturen sniger sig op i nærheden af 10 grader igen – foråret er på vej.

Jeg går rundt på øen et par timer og er oppe på det højeste punkt, hvor tyskerne i sin tid havde kanoner og et helt underjordisk gangsystem. Karinas bedstemor skulle have boet her på øen, og Karina fortæller, hvordan hun som 7-årig besøgte øen, og bilen blev løftet med kran fra færgen til øen. Øen blev kendt i hele Norge, da NRK´s til nu mest sete serie blev optaget herude. I dag er her særdeles roligt. Fire tyske biler med tyske mænd er også turister. De fisker fra små udlejningsjoller. Dem har jeg set mange af på min færd. Alle jollerne er ens og med en til tre mand i kedeldragter udstyret med mange fiskestænger. Nogen af dem taler også med hinanden på VHF, og hver gang jeg har hørt dem, har det været på tysk. Hvordan af alle steder de har fundet Ylvingen, og hvorfor de har taget deres biler med herud undrer mig. Der skulle bo 20 fastboere på øen. Jeg har set en bil samt en håndfuld håndværkere, der går og istandsætter en cafe, der nok skal åbne til sommer, ellers er her intet liv, og de fleste huse står tomme. 

På havnen er der som en del andre steder ingen faciliteter. Alligevel har de sat skilte op med betaling via en app på telefonen. Indtil nu har jeg hver gang betalt. Men det virker lidt nemt bare at opkræve via en app. Hvis jeg kan snakke med folk, er det meget sjovere, og det er en mærkelig fornemmelse bare at sende penge afsted uden nogen kontakt overhovedet.

Jeg har besøgt havne med rigtig fine faciliteter. Endnu flere med Ok bad og toilet, men i meget ringe vedligeholdelsesstand, og så mange havne hvor der er nul faciliteter. Der er ingen sammenhæng, mellem det de opkræver, og det man får, eller også er det fordi mine behov er anderledes end nordmændenes. Havde jeg sejlet i min gamle lille båd, ville jeg have savnet, at der i havnene, som der i reglen er derhjemme, var et opholdsrum, hvor man kan gå ind og få varmen og eventuelt spise sin mad. Det bruger de sjældent heroppe, så dejligt jeg har en båd med balsal og dieselvarme.

Torsdag den 12. maj   

Ylvingen → Hjartøya sejlet distance 24Nm

Det med regn på lugen, når jeg våger, er gået hen og blevet rutine. Barometret siger 994, og det regner. Vejrudsigten siger, at det vil det blive ved med de næste tre dage kun afbrudt af kortere pauser. Vinden startede let ret fra syd. Jeg skulle ret nord, så det blev sommerfugl, hvor det var vanskeligt at holde de 4kn, men pyt med det. Jeg skal fortsat ikke så langt.

Det var dystert at sejle i et lys, der knap kunne kaldes dagslys. Vinden var med mig, og det var mørkere inde over land, som jeg for det meste slet ikke kunne se. Det er lidt tyndt i madkassen, så jeg satte en fiskeline efter båden og tænkte, at store fisk jo nok skulle kunne fange en pilk med min sløve hastighed.

Til frokosttid var jeg fremme ved Hjartø, der i min cruising guide bliver rost for den panoramiske udsigt, man har til De Syv Søstre – syv markante tinder og noget med en trold. Derudover skulle der være gode chancer for altid at se havørne her. Ankerbugten virkede godt beskyttet, og jeg fik godt greb i første forsøg. Herefter trak jeg lige et par gange i fiskestangen, nu den stod fremme, og fik en torsk på krogen i første forsøg ret under båden på 12m vand. 5min senere blev jeg ringet op af Rolv-Olav, der både tilbød mig varmt bad og fjernsyn i sin hytte på en nærtliggende ø. Han ville tage sin egen båd ud og åbne for mig. Sikke et godt tilbud, men jeg syntes, det var lidt meget at sætte i sving, nu havde jeg også lige kastet anker. Vi aftalte, at jeg kom ind til Sandessjøen næste dag, hvor han så ville komme til havnen. Trods regnvejret pumpede jeg gummibåden op. Jeg ville i land og se nærmere på de havørne, der allerede havde vist sig.

Jeg kom sådan set flere gange tæt nok på fuglene, men er ikke helt gode venner med hurtige bevægelser med kameraet og autofokus. På mit gamle kamera kunne man indstille en afstand, så den ikke ændrede sig mens en eventuel ørn flyver ud og ind af søgeren. Det kan mit nuværende måske også, det kræver sikkert bare flere tryk i undermenuer, end jeg har haft tålmodighed til at sætte mig ind i. Men lidt billeder fik jeg taget. Lidt måger, der var lettere at komme nær, blev så også foreviget.

Fredag den 13. maj  

Hjartøya → Sandnessjøen sejletr distance 7Nm

Hele dagen regnede det, så nu skriver jeg først om vejret, når regnen tager pause.

Jeg havde ladet gummibåden ligge i vandet, for at kunne tage en formiddagstur på den øde Hjartøya, men motivationen manglede, og jeg pakkede gummibåden sammen og hyggede lidt indendørs, inden jeg satte sejl og i god vind strøg til Sandnessjøen på kun lidt over en time.

Her var jeg i kontakt med Rolv-Olav igen, der inviterede på hjemmefanget Kveite til aften. Han havde haft langliner ud ret her på fjorden og fanget to stykker af anseelig størrelse.

Jeg brugte tiden inden middagsinvitationen til at få fyldt op med diesel. Denne gang blev det til 24 liter, som er forbruget siden Trondheim. Knap tre timer til motor, resten til opvarmning som er blevet lidt opprioriteret på det sidste. Jeg var også gennem byen og fik provianteret, og sidst men ikke mindst har havnen her alle faciliteter, så nu er både skipper, sengetøj og tøj nyvasket over hele linjen. Her er også adgang til et opvarmet klubhus, så her sad jeg og læste et par timer.

Aftensmaden hos Audhill og Rolv-Olav var mit første måltid uden for båden, siden jeg forlod Frederikssund. Det var dejligt igen at sidde ved et spisebord i godt selskab, og kveite (helleflynder) er bare en rigtig god spisefisk. Kaffe og kage til dessert, så bliver det ikke mere luksus, det har jeg i hvert tilfælde ikke selv fået praktiseret på bådturen endnu.

Da jeg om aftenen kom tilbage til havnen, var der kommet en gæstebåd mere på gæstemolen, hvor jeg ellers som de fleste andre steder var eneste gæst. Minsandten om ikke båden var dansk og så endda fra Holbæk. Det er jo næsten en nabohavn. Jeg snakkede lidt med Flemming, der sammen med Anne snart rundede 50.000 sømil i deres båd Ternen, og som havde sejlet norskekysten flere gange. Vi udvekslede lige kontaktoplysninger, og regnede med at mødes længere oppe.

14. til 16. maj  

Sandnessjøen med afstikker til Ormsøya  sejlet distance 11nm

Siden jeg sejlede fra Trondheim, har vinden stået i et sydligt hjørne og motoren har stort set ikke kørt. Det samme har vinden gjort de sidste dage, hvor jeg har ligget stille her i Sandnessjøen, og selv om det er tåbeligt, har det været vanskeligt ikke at tænke på, hvor den ville kunnet have bragt mig hen.

Men her er hverdagen for en stund blevet en ganske anden. Daglige rutiner med læsning, skrivning og mange alenetimer med god tid til mange tanker af alle slags er for en stund afløst af godt selskab, overnatning i rigtig seng og spisning i opvarmet hus ved rigtig spisebord. Det med varmen skal men ikke kimse af i maj i Norge. Her midt på kysten er her for en dansker rimelig råt, hvis man havde en forventning om, at det bare skulle minde lidt om maj i Danmark.

Det er blevet til lidt løbetur i området, men ellers kom Karina til Norge den 14. hvorefter vi flyttede ind hos Audhill (Karinas søster) og Rolv-Olav. Rolv-Olav er den glade ejer af egen ø, hvorpå de har bygget sig en lille hytte. Øen ligge blot få sømil fra Sandessjøen, og her tog vi over og overnattede fra den 15. til den 16. og blev naturligvis behørigt vist rundt i hans kongerige. Den 16. blev jeg godt fejret om morgenen og fik gode hilsener fra familie og venner derhjemme. Det er dejligt, når man er på tur – mange tak for hilsener og gaver. Allerbedst var naturligvis at sønnen ringede fra sin tur, hvor han nu for en stund har slået sig ned i en campingvogn i Kroatien og slappede godt af dernede i 25-30 graders varme og i øvrigt havde det godt.

Aftenen gik til Sopranos på havnen i Sandnessjøen, hvor vi fik en glimrende fødselsdagsmiddag.

Tirsdag den 17. maj 

Sandnessjøen

Norges nationaldag begyndte med for første gang i lang tid at kunne fremvise glimt af blå himmel, og hele dagen endte med at præstere et flot vejr, så man pludselig kunne se de flotte omgivelser rigtigt, og samtidig lynhurtigt stort set kunne glemme de mange foregående grå dage.

Jeg har en gang tidligere været i Norge den 17. maj, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt har oplevet suset ved denne ellers meget omtalte nationaldag. I min cruising guide skriver forfatteren: Det er dejligt at se et land, hvor nationaldagen er præget af børn og ikke præsentation af militært udstyr, og den vinkel tilslutter jeg mig gerne. Men ellers ser jeg en masse glade mennesker gå hulter til bulter gennem byen, mens nogen orkestrer af meget svingende kvalitet spiller en slags marchmusik, alt i mens andre bare prøver at larme. Det hele er rammet ind i en kulisse af norske flag.

Jeg fik en ny løbetur på åsen over byen, denne gang med fin udsigt til både De Syv Søstre og Dønnmannen.

Herudover stod dagen på familiekomsammen og god mad, inden Karina og jeg ved ti-tiden om aftenen blev kørt ned til båden for at kunne fortsatte turen i morgen efter morgenmad. Audhill stak os på vej ud af døren en stor portion torsketunger, kage til et større kaffeselskab samt brød til næste dag, så jeg tør med de indkøb vi selv havde foretaget godt garantere, at båden pt er bedre provianteret end noget tidligere tidspunkt på denne tur.

Onsdag den 18. maj

Sandnessjøen → Klokkegården på Rødøya sejlet distance 42nm

Så er vi på farten igen, nu med Karina om bord. Hun har et fly hjem fra Bardufoss den 29. Så nu hvor vi begyndte med sejlpausen i Sandnessjøen, er der et mildt pres om fremdrift for at nå de 250 sømil uden svinkeærinder, helst med lidt tid i Finnsnes til sidst. Vejrudsigten havde lovet let til jævn vind fra nord, så vi var forberedte på motorsejlads. Det kom til at holde. Når nu det skulle være motor, var vi yderst tilfredse med for første gang i lang tid at opleve rigtig solskin.

Det var koldt men usigeligt smukt at sejle nordpå indenskærs langs Helgelandskysten. Overalt så vi enten spektakulære klippeformationer eller sneklædte toppe rejse sig over et – for en stor del af dagen – spejlblankt hav. Der er naturligvis anden trafik indenskærs her i Norge. Det vrimler bestemt ikke med sejlbåde, men coastere, fiskefartøjer og færger er her mange af. Det kræver, at man hele tiden orienterer sig og vælger fornuftig rute. Generelt er coasterne og fiksefartøjerne meget omhyggelige med at sejle i styrbord side af fjordene og lave store bløde sving, når fjordene forgrener sig. Når jeg går for sejl, er de også rigtig flinke til i god tid at ændre kurs et par grader, så jeg kan blive på min halse, og ved at de overholder deres vigepligt. De større fartøjer (over 100m) går jeg altid af vejen for, det samme gør jeg for alle de små færger, der rigtig mange steder går på tværs af fjordene. Katamaranfærgerne sejler altid med over 20kn og har et utal af anløbspladser, der gør, at deres rute ofte er uforudsigelig. Når de kommer, holder jeg kurs og fart, og de finder altid pænt udenom. I dag træf vi som flere gange tidligere Hurtigruten. Jeg syntes, jeg lå pænt rigtigt i styrbord side af fjorden med god plads til ham og blev derfor noget forskrækket og befippet, da han over VHF’en pludselig henvendte sig til sejlbåden Frøydis. Da jeg kom under dæk og fik svaret ham, ville han blot advare mig om, at han snart skiftede kurs for at anløbe en havn i modsat side af fjorden, således at han måtte krydse min kurs. Det var jo fin og god service fra så stort et skib, når jeg lå der som lille sejlbåd.

Omkring klokken to passerede vi polarcirklen, der var markeret med en globus på et skær, og vi sejler således nu helt officielt i arktisk farvand. Det er da lidt eksotisk i egen båd at være kommet hertil.

Dagens mål var Rødøya. Dem er der flere af. Vores skulle være den med Rødøyløva, som er en top Karina var blevet anbefalet at bestige. Da vi var fremme allerede halv fire, besluttede vi at tage toppen i dag. Det var begyndt at sky lidt til, men den sidste lange tids gråvejr taget i betragtning, ville vi gerne op, mens der trods alt var en god chance for udsigt.

Turen de 450m op var stejl og følgelig ikke særlig lang. Udsigten deroppe var fantastisk. Løven i sig selv ender i en knivskarp klipperyg med takker, og i alle retninger er der en smuk udsigt. På klare dage skulle man kunne se Lofoten, den forsvandt i dag i disen. Inde over land var fjeldene dækket af sne, og vores lokalkendskab var ikke nok til at kunne fastslå, hvilken sne der lå på fjeldet, og hvilken der dækkede den store Svartisen gletsjer. Både mod nord og syd sås en uendelig række af øer og skær.

Tilbage i båden blev der stegt torsketunge, som for mit vedkommende var en positiv ny kulinarisk oplevelse.  

Torsdag den 19. maj  Klokkegården på Rødøya → Sørfugløy  sejlet distance 32nm

Vi stod op til en mild morgen med næsten 10 grader i kahytten. Hele dagen har haft solskin, og luften har været mildere end længe. Solskinnet har gjort den fantastiske udsigt, som vi har haft hele vejen, endnu flottere, og der er taget så mange billeder, som alle sammen er utroligt smukke, og alle sammen viser et næsten blankt vand med sneklædte fjelde i baggrunden. Vinden har der ikke været meget af, så igen blev der overvejende sejlet for motor kun afbrudt af to timer for sejl midt på dagen.

Vi fik i dag også rigtig kig på Svartisen, som vi egentlig gerne vil gå helt tæt på med båden, da den flere steder løber næsten helt ud i fjorden, men vi har besluttet, at det bliver på hjemturen.

Dagens mål var Sørfugløy, der er en fjelddækket ø med en enkelt anløbsplads, hvor der i cruising guiden står, at de få gæstepladser ofte er besat. Vi er fortsat tidligt på sæsonen, og da vi ankom ved 3-tiden, var vi eneste gæstebåd. Fjeldet rejser sig brat over 700m op ret bag den lille bebyggelse. Her i fuglenes yngletid er det forbudt at færdes på en stor del af øen, men vi fik fat i en af beboerne, der anviste, hvor vi i det hele taget kunne komme op ad det bratte fjeld, samt hvor langt vi havde lov til at gå af et nedtrådt spor.

Selv om vi i går havde en bjergtagende tur på Rødøyløva, var det ikke vanskeligt igen at blive begejstret, efter vi var steget de første 300m brat op. Vi bevægede os herfra ind i en gryde med stejle fjelde hele vejen rundt. Søpapegøjerne kom flyvende over os, og vi kunne konstatere, at de laver lyd som en jetjager med deres vingeslag. Vi hørte dem hver gang inden vi så dem. Der hvor de ynglede, skulle vi holde os fra, så i dag så vi dem kun i luften.

Lidt senere end normalt tilbage i båden, syntes vi vejret var så smukt, at det indbød til at vi for første gang sad ude på bryggen og spiste aftensmad.

Fredag den 20. maj  Sørfugløy → Nordskot  sejlet distance 57nm

Vejrudsigten havde lovet regn i dag og 10m/s fra sydvest, der skulle begynde ved 10-tiden og aftage ud på aftenen. Planen var derfor at få tilbagelagt nogen sømil, nu hvor vinden stod i et godt hjørne og tilmed med en styrke, der lovede god fremdrift.

Vi lagde derfor fra land allerede klokken 7 og var indstillede på et par timer for motor, inden vi skulle flyve derudaf. Allerede kl halv ni blev vi indhentet af en regnbyge, på hvis forside der var godt tryk i vinden, så for en sikkerheds skyld blev det med et reb i storsejlet. Dejligt gik det derudaf med 6kn – men allerede kl 9 faldt vinden til 4m/s. Der blev den det meste af resten af dagen – regnen ligeså.

Vi sejlede utvivlsom igennem et meget smukt område, men regnen silede ned, og der var dårlig sigt, så det var yderst begrænset, hvad vi kunne se. Både kl 9, kl 12 og kl 15 fortalte Norges metrologiske Institut, at der på strækningen mellem Støtt og Lødingen skulle blæse 10m/s fra SV. Norge må være et land, hvor det er rigtig vanskeligt at forudsige vinden, eller også stilles der ikke det store krav til vejrforudsigelser. Vi sejlede over 50 sømil på strækningen og mødte på intet tidspunkt de 10m/s. Vinden kom ret bagfra, så det blev sommerfuglesejlads, hvor sejlene flere gange havde vanskeligt ved at bære skøderne, og hvor det ligeledes ikke lykkedes at holde 4 kn i snit.

Vi endte med at være undervejs i lidt over 13 timer, og vi fik tilbagelagt 57 sømil, heraf blev lidt over fire timer for motor. Det var vådt og gråt. Knap så koldt – tæt på 10 grader. Den sidste halvanden time kom der pludselig 6 uforudsagte sekundmeter fra øst. Det sidste stykke ind til anløbspladsen var smalt og snørklet mellem mange skær, og sikkert rigtig smukt, hvis man havde været i bedre humør, og det ikke havde silet ned, så sigten var begrænset.

Lørdag den 21. maj  Nordskot → Skipøyosen (Brottøy) sejlet distance 45nm

Vi stod op til overskyet og tåget. Vind er der ikke lovet noget nævneværdigt af de næste dage, og valget stod imellem at tage ud gennem Lofoten til Vesterålen for at besøge Karinas veninde eller tage mod Andrøya, hvor Karina har en søster. Kort før afgang besluttede Karina, at det i første omgang blev Vesterålen.

Der var lagt an til motorsejlads i tåge. Jeg får en skidt følelse, hver gang en dag starter med planlagt motorsejlads, men kan godt se, at det er det bedste alternativ netop nu. Hvem forstår også at værdsætte den afslappende færd for sejl, der ikke har banket gennem tågen for motor. Hvem forstår at nyde de klare solskinsdage, der ikke har stået et par dage på havet i silende regn. Vi glæder os over de to fantastiske ture vi havde på Rødøya og Fugløy.

Jeg får i dag ligget lidt under dæk, mens Karina tager roret, og får for første gang mens Karina er ombord igen læst lidt. Exupèry beskriver, hvordan ørkenen ingen betydning havde, hvis der overalt var brønde. Hvordan vi ofte tror, vi på vores vandring i ørkenen finder lykke og tilfredsstillelse i selv brønden, mens der rettelig er vores drift og spænding mod brønden lykken skal findes. Man kan tænker mange finurlige tanker, når man ligge midt på Vestfjorden dækket af tåge på bunden af en båd, fyldt af motorlarm. Exupèry skriver i et utal af varianter, at værdien af alting, aldrig ligger i tingene selv, men i vores handlinger mod at nå frem til dem. De har ingen værdi, hvis de blot stilles til rådighed for os. Det er jo en tankegang, jeg bryder mig om at følge, når rejsen nogen gange er lidt sur.

Efter nogle timer på Vestfjorden dukkede det midterste af fjeldmasivet på Litlmolla op. Bunden var dækket af tåge og toppen af skyer.

Det var turens første erfaring med Lofotenvæggen, som i dette vejr var knap så imponerende. Det var nu smukt alligevel. Det blanke vand var fyldt af Lomvier og enkelte søpapegøjer og luften var ikke så kold, så det krævede termodragt, hue eller vanter.

Vi havde egentlig planlagt at tage ind i Trollfjorden og overnatte i bunden. Men ingen af os var så betagede af netop Trollfjorden, da først vi var der. Selv synes jeg, at eksempelvis Fremvaren ved Farsund er langt mere imponerende. Da luften i den trange fjord, hvor sneen flere steder lå helt ned til havniveau, samtidig var koldere end uden for fjorden, vendte vi båden for at finde en anden lidt mildere ankerplads. Ret uden for fjorden kom hurtigruten samt en mindre turbåd fyldt med turister. Vi havde allerede denne dag, som de mange foregående, set mange havørne, men den lille turistbåd kastede fisk i vandet, så flere ørne pludselig kredsede over den, inden de dykkede ned og tog fisken.

Midt i Raftsundet på en plads, hvor der var smalt og knap så dybt, øgede vi pludselig vores hastighed fra 5 til 8,5kn uden at motoren skulle arbejde hårdere. Ved rent held var vi løbet ind i en god gang medstrøm, og over en strækning på omtrent en sømil, var vandet fuld af hvirvler, mens vi ræsede derudaf med god fart.

Ankret blev kastet i en meget smuk bugt nord for Raftsundet på Brottøy. Denne gang i noget så usædvanligt som i selskab med en norsk sejlbåd, der også lå for anker.

Søndag den 22. maj og mandag den 23. maj. Skipøyosen → Alsvåg  sejlet distance 29 sømil

Vi stod op til en fin sejlvind. Vejrudsigten havde ingen vind lovet. Det med strømmen har jeg indtil videre ikke gjort noget for at forudsige, taget i betragtning at vindforudsigelserne har været så ujævne, har jeg ignoreret også at prøve at forudsige, hvilken retning strømmen på et givet tidspunkt skulle bevæge sig.  Vi sejlede flot for sejl en time, hvorefter vi sejlede ud af vinden. Det var som at krydse en grænse. Vi kunne se på bølgerne, at der var en linje over fjorden, hvor vandet på den ene side var bulet med god sejlvind og på den anden var det spejlblankt. Da vi krydsede linjen gik alt vinden ud af sejlene. Strømmen var vi heldige med, da vi hele vejen gennem Sortlandsundet havde 1½kn med os. Vi var kort inde om Sortland og bunkre diesel. 55liter blev det til denne gang, som er forbruget siden Sandessjøen. Lidt voldsomt taget i betragtning at Trondheim Sandessjøen blot var 24 liter. Efter Sortland var vinden igen fin, og vi gik for sejl frem til Alsvåg, hvor vi på havnen blev mødt af Gro og Geir. Vi blev kørt til Geirs hus på Meløy, og igen var vi i godt selskab, kunne overnatte under tag og spise ved spisebord. Siden Sandessjøen har ingen af de pladser vi har ligget med båden haft faciliteter – ikke engang optankning af vand, så vi kunne også glæde os over et brusebad og en gang tøjvask. Ren luksus. Natten mellem søndag og mandag var første nat, hvor der i følge kalenderen var midnatssol her på Meløy. Den kommer vi dog til at nyde en anden dag, da søvnen overmandede os på en aften med tåge nok til at skabe tvivl om hvorvidt solen ville være sigtbar.

Mandagen var udset til turdag. Vi stod op til turens første sommerdag med sol og over 10 grader, der endte med at toppe på 17. Her på Vesterålen er der ualmindeligt smukt, og vi havde en fantastisk toptur til Skipet, efterfulgte af en biltur ud til den yderste fiskelandsby på Langøy der hedder Nyksund og på en varm solskinsdag som denne, var alle kolde gråvejrsdage hurtigt glemt i de smukke omgivelser.

Tilbage på Meløy var vi endda så friske, at vi tog denne turs første badetur i havet fra den fineste sandstrand ret foran Geirs hus. Det eneste, vi manglede, var synet af spækhuggere, som ellers af og til viser sig netop her.

Tirsdag den 24. maj til torsdag den 26. maj Alsvåg → Engenes (Andørya) 46Nm Engenes → Finnsnes 30Nm

De sidste dage har været præget af, at vi har været på land i godt selskab. Boet hos Karinas folk og gået ture på fjeldene. Vi er enige om, at siden Karina gik om bord, har vi været utroligt heldige med, at vi hver gang, vi har planlagt fjeldtur, har haft flot klart vejr med solskin. Midnatssolen er nu tydelig, da der er dagslys hele døgnet. Her er ikke en gang tale om skumring på noget tidspunkt. Jeg slås lidt med, at uanset hvornår jeg går i seng, er jeg vågen kl 6 – og arbejder lidt på at få skubbet min døgnrytme, så jeg kan være oppe til midnatssol uden at være træt dagen efter.

Tirsdag morgen stod vi tidligt op, og blev af Geir kørt til båden, således at fortøjningerne var sluppet allerede kl 7. Vi havde en noget grå sejldag, men temperaturen var blevet mildere – vel omkring de 10 grader. Vinden var til at sejle på – på nær gennem den meget smalle Risøyrenna, hvor vinden var ret imod og senere i passagen mellem Grytøy og Bjarkøya, hvor en masse skær gjorde, at motoren blev tændt i stedet for krydssejlads.

Målet for dagen var Engenes på Andørya, som er Norges fjeldrigeste ø med 20 toppe over 1000m. Ret efter sejlene var strøjet ved indsejlingen til Engenes blev vi fulgt af 3 delfiner. De første siden Thyborøn. På Engenes blev vi taget i mod af Ingemunn og Elinor – Karinas søster, og som de landkrabber vi de sidste dage er blevet, tog vi i mod overnatning og bespisning i deres hus, som ligger langt oppe i Straumbotn, der desværre ikke er mulig at anløbe med både, der er højere end 2½m grundet en lav bro i indsejlingen. Vi blev to nætter i Straumbotn og var heldige her at have en flot sommerdag med 17 graders varme, hvor vi kom på en mindre fjeldtur med udsigt over det område, vi havde besejlet de sidste dage samt nordover mod Senja, hvor vi var på vej hen.

Torsdag blev der sovet længe, dagens etape var udmålt til 30 sømil. Vinden var let fra skiftende retninger, og det lykkedes at tilbagelægge halvdelen af distancen for sejl, mens den anden grundet manglende vind blev for motor. 7 timer på havet blev det til, inden vi på Finnsnes, som næsten er Karinas hjemby, blev modtaget af flagende familiemedlemmer på molen i Olderhamna.

27. maj til 29.maj  Finnsnes → Grundvåg  sejlet distance 13 sømil

Dagene er blevet tilbragt på Finnsnes i selskab med Karinas familie eller venner. Det er blevet til meget god mad, kaffe og kage i hyggeligt selskab. På båden har jeg fået fuget dækket et par steder, der har for vane at tage lidt vand ind, og jeg har gjort et forsøg på at mindske sløret i rattet.

Allerede i Sandessjøen kontaktede jeg gennem Rolv-Olav det lokale værft, der godt kunne lave et par nye lejer til rattet men ikke havde materialet hjemme. Herefter kontaktede vi et værksted på Senja, der ligeledes ville kunne lave lejerne, og her var der tid til at bestille delrin eller pom, som de kalder det her. Det endte dog med, at jeg for materiale og transport ville skulle betale over 5000kr. Lige lidt voldsomt da jeg sidste år i lille Jægerspris fik lavet adskillige lejer – endda i større størrelse til bare 1000kr. Så planen er nu selv at forsøge med epoxy at bremse det videre slid, hvilket jeg fik gjort første forsøg på. Det må vise sig, om det virker.

Vejret er så afgjort blevet mildere. Det svinger en del, men når her er varmest, har vi haft over 15 grader, hvilket i den grad føles sommerligt. Søndag morgen kunne vi sidde i cockpittet og spise morgenmad. Det er første gang siden Farsund helt i syd.

Søndag eftermiddag skulle Karina hjem, da hun skal arbejde mandag morgen. Så der blev sagt farvel. Det har været godt med selskab om bord, og vi har fået set en lang række rigtig fine pladser og besøgt en masse folk. Nu skal jeg til igen at finde rutinen med enesejlads. Jeg valgte allerede samme aften at begive mig et par timer nordpå i båden. For at komme til Tromsø skal jeg passere Ryøya. Her skriver Lodsen, at strømmen kan komme op på 7kn. Indtil nu har jeg været heldig, når vi har skullet igennem strømfyldt farvand – det kan jeg nok ikke regne med at blive ved med at være. Da strømmen kun er østgående ved stigende tidevand, skal jeg helst gennem i tidsrummet mellem 7 morgen 13 middag. Så for ikke at skulle for tidligt af sted mandag morgen, valgte jeg her søndag aften at tage til Grunnvåg – i øvrigt Karinas fødested – og her kaste anker for natten for i morgen at kunne gå direkte ud i Straumsfjorden og Rystraumen i forhåbentlig tiltagende medstrøm.

Mandag den 30. maj Grunnvåg → Tromsø  sejlet distance 26 Nm

Stod igen op til en dejlig sommermorgen, der endte med at blive til turens hidtil varmeste sommerdag. Morgenmaden blev igen roligt nydt ude i cockpittet. Efter at have lettet anker blev det til en dag med meget skiftende vind – både mht. styrke og retning, så farten lå mellem 2 og 7kn, og til tider måtte motoren startes. Det var lige før jeg nåede at blive bekymret for, hvorvidt strømmen ved Ryøya kunne passeres inden den skiftede retning kl 13. Jeg nåede det smalleste sted, en time inden strømmen skiftede, og alligevel havde jeg 3kn medstrøm. Den havde ikke været god at have i mod, når den stod stærkest. Efter for sejl at have krydset Malangen, Straumsfjorden og til dels Rystraumen kom jeg til en blikstille Balsfjord med flotte sneklædte tinder overalt og Tromsø ret nord.

Vel fortøjet ved gjestebryggen i Tromsø, måtte jeg hurtigt smide sejlertøjet og skifte til shorts og T-shirt. Ret ved siden af båden var en badeanstalt, hvor der var fyldt af folk i badetøj, og enkelte der også sprang i vandet. Byen summede overalt af sommer, og der var gang i udeserveringen mange steder på havnen.

Jeg valgte at pakke turtasken og til fods krydse broen til fastlandet, hvor det første der møder en er Ishavskatedralen. Herfra tog jeg Sherpastien op til en fjeldstue og videre op på Fløya. Selv om der skulle gås en del på sne og Fløya er 642m høj, gik det an at gå i T-shirt hele turen, så længe man var i bevægelse.  Igen var det umuligt på billede at gengive den betagende udsigt, der var hele horisonten rundt inkluderet et Tromsø set i fugleperspektiv langt nede.

Tirsdag den 31.maj

Tromsø →  Karlsøy sejlet distance 37 Nm

Stod op til højt solskin og lyden af badende fra badeanstalten ret ved siden af gæstebryggen. Besluttede efter en rolig morgen at tage af sted mod Karlsøy, der på søkortet skulle ligge ca 30 sømil mod nordøst. Turen ud af Tromsøysundet var i vindstille og bar mave. Oppe i Grøtsundet kom der lidt vind, og mange gange har jeg oplevet vindspring, men passagen her satte ny rekord. Jeg har sejlet både styrbord- og bagbordhalse mens jeg holdt kurs 60, og når jeg kigger på mit trackspor, vil jeg ikke længere ud fra det kunne sige, hvorfra vinden kom. Hele strækningen havde jeg den flotteste udsigt til Lyngsalperne, som stod helt snedækkede

og skarpe i øst. Ude i Ullsfjorden lagde vinden sig igen, at det blev til 1½times motor inden Karlsøy var nået. Molen på Karlsøy lignede noget der var ved at falde sammen. Bortset fra færgekajen kunne jeg se èn plads, hvor Frøydis ville kunne ligge, på trods af at bolværket hang i laser og til dels var gjort fast med tovværk. Der lå ingen både i det hele taget ved anløbspladsen. Da jeg kom nær nok, fik jeg øje på et væltet skilt, hvorpå der stod: ”Ambulancekaj – både der fortøjer her bliver politianmeldt”. Jeg fik lagt Frøydis et andet meget dårligt sted, hvor hun halvvejs lå og strittede ud fra bolværket og samtidig skulle fæstes godt for ikke at glide ind under samme. Ikke et sted jeg ville forlade båden i længere tid, da her er over to meters tidevand.

Karlsøy har en historie der går tilbage til stenalderen, men blev i midten af forrige århundrede nærmest affolket inden en række hippier i begyndelsen af 70-erne bosatte sig på øen og dannede en pendant til Danmarks Christiania.

Jeg gik i land på øen for at forhøre mig om anløbspladsen og var lidt usikker på, om jeg var uønsket og stod til politianmeldelse, men jeg kunne ikke finde nogen folk og gik tilbage til båden og lavede aftensmad. Pludselig anløb færgen og to biler kørte i land. Efter maden gik jeg igen i land, og mødte denne gang et par med en baby i klapvogn. De to, jeg talte med, var ikke helt enige om, hvorvidt de egentlig boede på øen eller blot holdt ferie, men jeg var mere end velkommen. De havde ikke forstand på både, men fortalte, at flere både var blevet ødelagt ved bryggen, men at jeg bare kunne låne en af de mange fortøjningsbøjer, der lå spredt øst for færgelejet.

Jeg gik en times tid omkring på øen. Her var flere bygningsværker, der havde passet fint på Christiania, og flere rigtig flotte store velholdte huse samt små traditionelle meget hyggelige og flot istandsatte. Solen skinnede højt fra himlen selvom klokken var 22, og Lyngsalperne stod flot i baggrunden. Der var overraskende mange biler på øen flere med nummerplader fra Litauen. Det lykkedes mig ikke at komme i kontakt med flere mennesker, men jeg blev passeret af en bil og så langt borte nogen i en have. Tilbage på kajen flyttede jeg båden ud til en ankerbøje som foreslået.